Ifølge kirkefaderen Augustin (Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse.
Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager.
I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode?
Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes).
Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden:
Nemlig kærligheden.
Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet og derved bane vej for sand erkendelse; det fænomen som kan siges at være det grundlæggende religiøse bud (3. Mosebog kap. 19, vers 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'; et bud som senere både Jesus af Nazareth og Paulus citerer som det første og det største bud).
Dermed forenes viden (Socrates: Kun det rene sind kan nå til erkendelse) og tro (næstekærlighedsbudet) i et langt enklere og måske mere sandt svar end fx Plotin nåede til i sin tågede og uklare tanke om det uudsigelige Ene.
Måske er svaret det enkle: Kærlighed.
Men det vil nok være rigtigere at sige 'i takt med at sindet renses gennem kærlighedens kraft og den etiske levevis er det muligt at nå til stadig større og mere sand erkendelse';
For erkendelsen starter ikke først ved det helt rensede sind - der under jordiske forhold er umuligt at opnå - men pågår løbene under den langvarige renselsesproces; og den menneskelige erkendelse er aldrig fuldkommen og ideal men kun delvis og tilnærmet.
Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager.
I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode?
Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes).
Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden:
Nemlig kærligheden.
Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet og derved bane vej for sand erkendelse; det fænomen som kan siges at være det grundlæggende religiøse bud (3. Mosebog kap. 19, vers 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'; et bud som senere både Jesus af Nazareth og Paulus citerer som det første og det største bud).
Dermed forenes viden (Socrates: Kun det rene sind kan nå til erkendelse) og tro (næstekærlighedsbudet) i et langt enklere og måske mere sandt svar end fx Plotin nåede til i sin tågede og uklare tanke om det uudsigelige Ene.
Måske er svaret det enkle: Kærlighed.
Men det vil nok være rigtigere at sige 'i takt med at sindet renses gennem kærlighedens kraft og den etiske levevis er det muligt at nå til stadig større og mere sand erkendelse';
For erkendelsen starter ikke først ved det helt rensede sind - der under jordiske forhold er umuligt at opnå - men pågår løbene under den langvarige renselsesproces; og den menneskelige erkendelse er aldrig fuldkommen og ideal men kun delvis og tilnærmet.
Kommentarer
Send en kommentar