Gå videre til hovedindholdet

En mulig forening af tro og viden

Ifølge kirkefaderen Augustin (Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse.

Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager.

I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode?

Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes).

Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden:

Nemlig kærligheden.

Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet og derved bane vej for sand erkendelse; det fænomen som kan siges at være det grundlæggende religiøse bud (3. Mosebog kap. 19, vers 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'; et bud som senere både Jesus af Nazareth og Paulus citerer som det første og det største bud).

Dermed forenes viden (Socrates: Kun det rene sind kan nå til erkendelse) og tro (næstekærlighedsbudet) i et langt enklere og måske mere sandt svar end fx Plotin nåede til i sin tågede og uklare tanke om det uudsigelige Ene.

Måske er svaret det enkle: Kærlighed.

Men det vil nok være rigtigere at sige 'i takt med at sindet renses gennem kærlighedens kraft og den etiske levevis er det muligt at nå til stadig større og mere sand erkendelse';

For erkendelsen starter ikke først ved det helt rensede sind - der under jordiske forhold er umuligt at opnå - men pågår løbene under den langvarige renselsesproces; og den menneskelige erkendelse er aldrig fuldkommen og ideal men kun delvis og tilnærmet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d