Carsten Ploug Olsen

Hvis De ser til venstre, har De det slot Kant byggede. Kant yndede klarhed og vælde, derfor byggede han i glas. Slottet er dog temmelig koldt og vinden slår gennem gange og sale - han glemte varmekilden - eller udelod den bevidst ud fra en beregning af hvad varme koster; slottet er som De ser gennemsigtigt og den der tager bolig i det, står nøgen for alles blikke. Lidt længere nede ad vejen har vi så Hegels underjordiske bunker, skabt til at modstå atomkrig længe før atombomben blev opfundet. Jeg har selv været inde og kigge, og gangene er knudrede og vidt forgrenede - man farer let vild, og jeg var nær aldrig kommet ud under Solen igen. Så er der Spinozas bolig - eller som De ser - trædemølle. Han bor der endnu og det er ham De ser løbe grinende fra øre til øre i hjulet. Og sådan er der så mange måder at bo på. Heidegger, Descartes, Kierkegaard, Popper, Kuhn, Derrida, Locke; ja ja det er et fint og dyrt kvarter hvor kun få har råd til at bo. Men - på den anden side; hvorfo...

Når verden vågner, så lad det ikke være som en rivende flod, der skyller retfærdige og uretfærdige væk i samme strøm. Lad det ikke være en brand, der lægger Jorden øde, og bagefter står som en rygende tomt. Lad det være som stjerner, der tændes en for en og lyser klart og stille. Lad det være som et træ, der langsomt gror og hvis rødder får fat - hvorefter træet springer i duftende, strålende blomst. Lad verden vågne.

Er valget: At drives ud af fællesskabet af menneskefrygt eller fordi jeg bare ikke passer ind? Eller ægteskabet som et hjerte der langsomt og ubønhørligt knuses dag for dag, år for år, celle for celle? Enten ensomhedens eller kærlighedens kvaler? Selvmord? Jeg tror ikke at selvmordere egentlig ønsker døden. Gør jeg? Måske vil man bare have smerten og lidelsen eller måske angsten til at holde op. Måske er det følelsen af livet der vokser en over hovedet eller livet der som en glechter knuser det stakkels menneske. Måske andre ting. Måske er det grundliggende valg: Kærlighed eller ensomhed, liv eller død og de to er nogenlunde lige smertefulde. Eller også er det mig der intet forstår eller som mangler en basal indre menneskelighed og livsduelighed. Hvem ved?

I Augustins værk, Om Guds stad (bog 8, kap. 5 og 6) afvises det, at Gud er krop med den begrundelse at Gud er evig og uforanderlig modsat kroppen. Dette bliver egentlig til en afvisning af, at Kristus skulle være Gud, da Jesus af Nazareth jo var krop og menneske, hvilket synes at være en væsentlig kristen pointe (at han både var Gud og menneske og at Gud hermed kommer til syne for mennesker som (kropsligt; kødeligt) menneske i Kristus). Hvis Augustin derfor har ret i dette spørgsmål må grundlaget for kristendommen afvises: Hvis Gud ikke er eller var krop, var Jesus ikke Gud eller identisk med Ham, og derfor har Gud ikke i Kristus ofret sin enbårne Søn, en del af sig selv (treenigheden), og dermed heller ikke skaffet soning for os mennesker (forsoningslæren) ved sin død og opstandelse til frelse for alle som tror. Hvis Augustin har ret må også nadveren afvises, da Gud så ikke er tilstede i eller identisk med nadverbrødet og -vinen (krop, stof; transsubstantiationsproblemet).

Se, i et syn så jeg to verdener, Utopia og Dystopia,  og verden imellem dem, to verdener nær ved eller fjernt fra vores eller ved at blive den ved menneskers vilje. I den ene verden er alle mennesker, al tro og viden, al etik og Gud og mennesker forbundet i kærlighed. Kærligheden renser sindene og baner derved vej for sand erkendelse, og stadig mere, menneske elsker menneske og Gud, og Gud elsker alle. Mennesker handler etisk ved at behandle mennesker i nød som det selv ville ønske at blive behandlet hvis det var i dets sted, og ved at gøre mod andre som det ønsker andre skal gøre mod ham eller hende. Dette er Utopia. Fjernt fra eller nær vores verden. I den anden verden splittes menneske fra menneske, menneske fra sandhed og mennesker fra Gud ved hadet. Mennesker hader hinanden og de mørke sind fostrer løgnen og ingen ved noget sandt. Mennesker river ned, spreder det der samles og skænder og brænder alt der bygges op. Bror står mod bror, søster mod søster, mor mod ...

Ifølge kirkefaderen Augustin ( Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse. Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager. I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode? Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes). Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden: Nemlig kærligheden. Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet...

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden som den er en rod der får dybere og dybere fat Hvad er denne rod og dermed forædling og vækst andet end kærlighed? Dybere og dybere - og skjult - finder kærligheden rod og større og stærkere bliver det træ roden sætter. Nogle rykker roden op og ud i lyset til andres påsyn og beundring - men da dør træet og roden. Ud af kirkerne, ud af moskeerne, ud af synagogerne, ud af bederummet, ud af studereværelset, ud af meditationsrummet - Ud blandt mennesker peger kærlighedens evige vej. Kærligheden, sjælens rod, er ikke en slutning og perfektion og dermed egentlig død engang i fremtiden men en evig fødsel og begyndelse nu. Mod næsten, mod medmennesket peger forædlingen, væksten ved kærligheden, næret af den usynlige, dybtgribende rod, dog synlig i handling. Ingen kan læse eller meditere sig ind i Paradis, kun kan vi elske os på vej - i handling ved kærlighedens gerninger. Sand forædling og vækst handler - gennem kæ...

Når vi handler efter mørkets indflydelse polariseres det som det er beskrevet i Vandrer mod Lyset. Denne polarisering har karakter af en ringdannelse (jf Tolkiens Ringenes Herre) eller vi kan sige, at det er som en lås, der går i hak eller som binder tanken og viljen. Dette forhold har også den konsekvens, at vi glemmer handlingen eller 'ringen' eller låsen så kun en langvarig mental proces og erkendelse igen kan bringe handlingen til erindring og ud i lyset. Handlingen, 'ringen' eller låsen synker ned under det bevidstes tærskel - jo værre gerning jo dybere synker den ned i glemslen og jo længere tid tager det før vi genfinder 'nøglen' til låsen og dermed igen kan gøre os fri af det onde vi handlede efter og dermed blev bundet af. Ringen - eller vi kunne også billedligt kalde det 'stenen' - eller mørkets indkapsling af en del af bevidstheden i et minde - kan være et kompleks sammensat til en helhed af tanker, følelser, billeder, ord, lyde, lugte...