Intet liv og ingen kultur og historisk periode er entydig. Et menneske rummer i sin genpulje anlæg for en masse ting; godt helbred eller visse sygdomme, talenter osv.
Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre.
På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn.
Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæmpelsen af det daglige brød osv.
Parallelt var det langtfra alle unge der i nyere tid deltog i ungdomsoprøret omkring 1968. Mange vedblev at underkaste sig de samme autoriteter som man søgte at gøre op med og frigøre sig fra, andre passede stilfærdigt deres studier eller arbejde osv.
Ethvert liv, enhver periode og kultur kan derfor siges at være polyfon eller mangestemmig.
Det der ofte giver et liv og en periode eller kultur sit præg eller navn er det der ændrer et liv, en periode eller kultur; vi kan med et lån fra fysikken sige, at det er de resulterende eller betydende kræfter (fra kinetikken; kræfter der ændrer et fast legemes bevægelsebane) der giver livet, perioden eller kulturen navn og præg.
Det vil sige, at det egentlig er det atypiske - ofte undtagelsesmennesker (genier) eller ekstraordinære omstændigheder - der præger eftertidens opfattelse af en bestemt periode eller kultur.
Derfor er det måske rigtigt at betragte livet og kulturen ikke kun som dynamisk men også polyfon i den forstand, at ethvert liv, periode og kultur rummer lidt af det hele og at det er (ofte periodisk gentagne) særtræk der i perioder stikker op over overfladen hvor de i andre perioder ligger under kulturens og livets havoverflade, samt at det er de betydende og ændrende - men atypiske - kræfter der tegner eftertidens opfattelse.
Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre.
På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn.
Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæmpelsen af det daglige brød osv.
Parallelt var det langtfra alle unge der i nyere tid deltog i ungdomsoprøret omkring 1968. Mange vedblev at underkaste sig de samme autoriteter som man søgte at gøre op med og frigøre sig fra, andre passede stilfærdigt deres studier eller arbejde osv.
Ethvert liv, enhver periode og kultur kan derfor siges at være polyfon eller mangestemmig.
Det der ofte giver et liv og en periode eller kultur sit præg eller navn er det der ændrer et liv, en periode eller kultur; vi kan med et lån fra fysikken sige, at det er de resulterende eller betydende kræfter (fra kinetikken; kræfter der ændrer et fast legemes bevægelsebane) der giver livet, perioden eller kulturen navn og præg.
Det vil sige, at det egentlig er det atypiske - ofte undtagelsesmennesker (genier) eller ekstraordinære omstændigheder - der præger eftertidens opfattelse af en bestemt periode eller kultur.
Derfor er det måske rigtigt at betragte livet og kulturen ikke kun som dynamisk men også polyfon i den forstand, at ethvert liv, periode og kultur rummer lidt af det hele og at det er (ofte periodisk gentagne) særtræk der i perioder stikker op over overfladen hvor de i andre perioder ligger under kulturens og livets havoverflade, samt at det er de betydende og ændrende - men atypiske - kræfter der tegner eftertidens opfattelse.
Kommentarer
Send en kommentar