Gå videre til hovedindholdet

Brudstykker og sentenser 4

1) Hævn eller tilgivelse. Vold og hævn i verden er som dominobrikker, der vælter. Den første brik der vælter når vi søger hævn er os selv. Når vi derimod tilgiver, standser brikkernes - sjælenes - fald. Engang i tidernes morgen væltede den første brik og trak mange med sig. Skal hele voldsprocessen stoppes, skal alle faldne genoprejses, skal vi tilgive dette oprindelige fald. Tilgiv jeres fjender!

2) Hvor er Gud? Gud er cirka 30 centimeter fra det søgende blik: I hjertet.

3) Etik og kærlighed. Måske er det rigtigt at betragte Den gyldne Regel, gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, som etikkens ideal og kærlighedsbudet, elsk din næste som dig selv, som kærlighedens ideal. Om ikke andet kan disse læresætninger ses som pejlemærker for vandringen mod Lyset.

4) Karmaloven. Det du gør mod andre - godt eller ondt - gør du samtidig mod dig selv. For som vi sår, skal vi høste! Derfor - hvis det er rationelt at så gode frugter og irrationelt at så onde frugter - er kærligheden rationel og hadet irrationelt; for vi høster det vi sår: Kærlighedens gode eller hadets onde frugter - glæde og lykke eller lidelse.

5) Kærlighed. Det kærligheden koster os er dens værdi.

6) Lysets og mørkets træ. Hvis vi forsøger at påtvinge andre det gode, bliver det til ondt. Huk ikke mørkets træ om men plant Lysets Træ ved dets side; i tidens fylde vil Lyset blive stærkere og bortvokse alt ondt.

7) Treenighed. Gennem kærlighed vil vi finde livet, gennem livet sandheden.

8) Igen om hævn eller tilgivelse. Hvis vi vil hævne en uret begået mod os gennem en tilsvarende gerning mod andre, begår vi den samme fejl som har bragt os selv lidelse og som vi fordømmer og vil hævne, og dermed fordobles det onde og får magt over os og øges i verden. Kun ved tilgivelse kan vi stoppe voldsspiralen og det ondes udbredelse. Hævnen indsniger det onde i os selv vi vil hævne.

9) Trængsel ved porten. Se, mennesker skændes i porten til den ene sande vej. Se dem sinke hinanden og spærre vejen ved det blotte antal. Se dem klemmes til døde i trængslen ved porten. Hør råbene og hadet og tvangen og døden hvormed de anviser kærlighedens og frihedens og livets vej. Og se Gud, se Ham vende ansigtet bort i skam.

10) Begær. Det vi begærer, afskærer begæret os fra. Og vi kan tilføje med Halfdan Rasmussen: Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig. Mørket begærer lyset - skønhed, rigdom, kærlighed, visdom, magt, fred - det kender lysets navne men ikke dets sjæl og sandhed.

11) Den hellige gral. Lad vandet i åndens bæger blive stille og klart, så det kan spejle Guds ansigt. Så kommer hjælpen og styrken og visdommen til rette tid og på rette måde.

12) Prøvelser. Ånden prøves undertiden gennem ild. Ved at holde sig i ro, ved selvbeherskelse, vinder den styrke som stål.

13) Lysets intensivering. For hvert skridt lyset vinder, kommer der en reaktion fra mørket. Vejen bliver stadig mere trang, hvilket er et udtryk for lysets intensivering under mørkets stigende pres. Jo højere vi stiger, jo smallere bliver stien vi går på.

14) Om kamp. Hvis man kæmper er sejr mulig, hvis man giver op er nederlaget sikkert.

15) Testamente. I min lukkede hånd holder jeg sandheden. Jeg åbner hånden og den sjældne fugl letter og flyver ud i det fri. Jeg lukker hånden og åbner den igen - men da er fuglen væk og hånden er tom.

16) Definition. Tro er det vi selv tror, overtro er det de andre tror.

17) Livskilder. I Vandrer mod Lyset tales om de evige åndelige livskilder. Hvorfra strømmer de? De evige åndelige livskilder er i Gud, fra Ham udstrømmer de til al skabningen. Så enkelt er det.

18) Sindslidelse. At være sindslidende er som at sidde på en vild hest og desperat forsøge ikke at blive kastet af, eller det er at synke i et dybt hul. Spørgsmålet er: Ser vi hesten eller rytteren, ser vi det mørke hul eller det synkende menneske?

19) Ord. Tekster er spejle. I den vellykkede tekst ser andre sig selv, i den mislykkede ser forfatteren sig selv, hvor andre kun ser tomhed.

20) Sindslidelse 2. Hvis man kastes af hesten og synker i dybet, så fortvivl ikke. For i dybet er trykket størst; derfor skabes undertiden her de ædleste sten. Bring stenen til overfladen, lad den lyse for andre.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst