Gå videre til hovedindholdet

Argumenter mod militære og voldelige løsninger på politiske problemer

I lande der kalder sig kristne burde det være indlysende, at militære og voldelige løsninger på politiske problemer ikke er vejen frem men skridt tilbage til barbariet.

Som du sår, skal du høste, hedder det således i bibelen.

Vi kunne også formulere det sådan:

Det vi gør mod andre, gør vi samtidig mod os selv.

Hvis derfor et samfund tyer til vold og krig, bliver høsten vold og krig. Da det som oftest er de civile der lider mest og bliver ramt hårdest af krigens og voldens gru (døde, sårede, ruinerede, flygtninge osv), burde det være et globalt folkekrav til vores politiske ledere, at alle konflikter skal løses fredeligt og uden brug af vold.

Lad os gøre denne tanke lidt tydeligere og mere vedkommende ved at konstatere, at hvis krigen og volden regnes for en acceptabel måde at håndtere politiske problemer, og landene styrker og opruster militært, så går vi ind i en ond spiral (eller rettere; der er vi nu), hvor oprustning et sted medfører tilsvarende oprustning andre steder.

Vi har nogenlunde den samme teknologiske og videnskabelige viden, særligt i vores tids globaliserede verden, hvor ikke kun økonomi, men også viden er globaliseret, og derfor bruger vi nogenlunde de samme våben til at bekæmpe hinanden med.

Derfor er oprustning og krig dybt irrationel både ud fra en militær og politisk synsvinkel, men også en økonomisk.

De penge vi bruger på militær, bruger andre også - eller vil gerne - og de våben vi retter mod hinanden er nogenlunde de samme.

Tænk hvad det ville betyde, hvis vi i stedet brugte de enorme summer, der i dag bruges på militær, til at beskytte miljøet, sikre mad og rent vand til alle og andre konstruktive ting.

Det kunne blive en verden uden krig og med sikkerhed for alle, samt en verden hvor alle kunne spise sig mætte.

Ville det ikke være en bedre og mere rationel verden?

Hvis rationalet bag krig er at beskytte vores samfund og vores værdier burde vi - udover de nævnte konsekvenser - tænke over hvad krig gør ved vores menneskelighed. Hvad er en velstand eller et demokrati eller et hvilket som helst andet system, der er bygget på vold, værd?

Hvad er det andet end flotte kulisser med råddent fundament?

Vi kan vinde en krig, men tabe vores menneskelighed.

Er det sådan det skal være?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst