Intet liv og ingen kultur og historisk periode er entydig. Et menneske rummer i sin genpulje anlæg for en masse ting; godt helbred eller visse sygdomme, talenter osv. Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre. På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn. Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæm...