Gå videre til hovedindholdet

Vandrer mod Lysets forankring i gængs kultur og religion

I nogle år har jeg spurgt mig selv: Hvordan er Vandrer mod Lyset forankret i gængs kultur og religion, hvis den er det? Hvad er forbindelsen? Eller er den så anderledes, at den på en måde er en helt ny begyndelse?

Måske er det rigtigt at sige, at den er forankret i almindelig kendt kultur og religion i tilgivelsestanken. Den kristne Gud kan bestemt opfattes som en tilgivende kærlighedens Gud. Dog med det forbehold at kun den der tror, tilgives og frelses.

I Vandrer mod Lyset fjernes dette forbehold, idet det siges, at alle, også Satan (Ardor) tilgives. Dermed føres tilgivelsestanken til sit ekstrem, og Gud bliver ved det fjernede forbehold større end den kristne Gud.

I kristendommen hævdes det, at mennesket på grund af syndefaldet er eksistentielt skyldigt. I Vandrer mod Lyset siges det derimod, at mennesket er eksistentielt uskyldigt, og vi bedes om at tilgive Satan (Ardor), som er vendt tilbage til Lyset og Gud.

Dermed gøres altså for det første Gud større end vi hidtil har troet, for det andet frikendes vi eksistentielt; vi er ikke af natur syndere, men eksistentielt uskyldige børn af Gud, der elsker og tilgiver alle.

Så ligesom Kristus brød med de gængse jødiske opfattelser af Messias som en politisk befrier og pegede mod en større Gud end den dengang kendte, en Gud der ikke kun var jødernes Gud, men alle menneskers Gud, således peger Vandrer mod Lyset mod en større Gud end den kristne.

Og sådan udvides og udvikles billedet af Gud langsomt gennem tiderne, så billedet står stadig renere og mere ophøjet. Og selv om Vandrer mod Lysets Gud er større end den kristne Gud, så er alt ikke dermed sagt.

Vandrer mod Lyset er en begyndelse, ikke en slutning, og den er forankret i kendt religion og kultur ved sit kærligheds- og tilgivelsesbudskab som for eksempel også kendes fra kristendommen.

Billedet af Gud i Vandrer mod Lyset er en Lysets og kærlighedens Almagt. Men meget kan endnu siges om Gud, billedet vil også i fremtiden udvikles og udvides i takt med at vi mennesker udvikles åndeligt.

Intet billede af Gud, intet menneskeligt billede og tanke, kan fuldt ud dække den Almægiges ophøjede og rene Væsen. Kun gennem kærligheden kan vi tilnærmelsesvis forstå Ham. Derfor er det i den retning, kærligheden, vi i fremtiden må søge, hvis vi ønsker bedre og bedre at forstå Ham.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere