Gå videre til hovedindholdet

Bibelen som skønlitteratur

Efter at have beskæftiget mig en del med bibelen og kristendommen er jeg begyndt at se bibelen mere som skønlitteratur og mindre som en kilde til historisk viden og åbenbaring.

Fx kan skabelsesberetningen og syndefaldsmyten med fordel betragtes som myter, billeder, metaforer; billeder på noget indre og ikke konkret, fysisk virkelighed:

'Adam og Eva' spiste næppe et konkret, fysisk æble; Noa samlede næppe bogstaveligt par af alle levende dyr i arken; Abraham, Isak og Jakob (Israel) er måske fiktive personer i en skønlitterær tekst og ikke historiske personer; Gud åbenbarede sig næppe konkret på Sinaj bjerg under torden og lynild; Gud skrev næppe konkret de ti bud på stentavler; Gud og djævelen enedes næppe konkret og historisk om at prøve Jobs tro; Jesus opstod næppe konkret og fysisk efter døden på korset; vi mennesker skal næppe opstå fysisk efter dommedag osv osv.

Hvis bibelen betyder noget, er det sandsynligt at den skal forstås som billeder, myter, metaforer på menneskelivet og ikke som historiske beretninger.

Hvis det er rigtigt, giver det heller ikke mening at sige, at bibelen og dens forfattere lyver, ligesom man heller ikke kan sige, at romanforfattere lyver, når de skriver deres værker. Måske bør vi betragte bibelen som et eller rettere en mængde billeder på, hvad det vil sige at være menneske, udtrykt gennem fiktion og myte.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere