Nyere forskning synes at vise, at mennesket dels formes eller udgøres af den genetiske arv, dels af miljøet, og altså ikke kun en af disse faktorer, som ellers har været hævdet hver for sig.
Hertil kan sikkert føjes endnu en faktor, jeget; denne faktor kan ikke forklares enten genetisk (det giver ikke mening at hævde at vi arver vores jeg) eller ud fra miljøet;
mere sandsynligt er det, at jeget, der er uforklarligt, en X faktor, er det i os, der reagerer på arv og miljø, som ikke former jeget, men er det jeget reagerer på, eller søger at påvirke.
Derfor er der måske tre og ikke to eller kun en faktor, der udgør et menneske: arv, miljø og jeget. Jeget kan vi også kalde menneskets (måske udødelige) kerne.
Hvis vi hævder, at vi arver vores jeg, ville det ikke være et jeg; det ville være summen af vores forfædres jeger, og ikke mit eller dit jeg. Dette strider mod selve betydningen af ordet og begrebet jeg.
Hvis jeget dannedes ud fra miljøet alene, ville det heller ikke være et jeg; selve ordet og begrebet jeg i relation til miljøet betyder det, der er og påvirkes af miljøet. Jeget er omgivet af sit miljø. Hvis jeget var identisk med miljøet, ville mit eller dit jeg ikke være et jeg, men jegets omgivelser. Det ville være grænseløst.
Visse filosofier hævder dog jegets illusion.
Så mennesket er enten billedligt talt som et løg, der inderst inde under forskellige lag (gener og miljø) i kernen er tomt (jegets illusion) eller et unikt væsen med et helt personligt indre præg, som et segl i en klump voks.
En svaghed ved disse tanker er, at jeget kunne tænkes at være hvert enkelt menneskes unikke kombination og totalitet af gener, celler og miljø. Men hvordan opstår da det vi oplever som vores centrum? Hvis vi kun er gener, celler og miljø uden et påviseligt centrum, hvordan opstår så den almenmenneskelige oplevelse og erfaring af et helt personligt centrum, en menneskelig, bevidst kerne?
I hjernen? Men hjernen består også af dele. Hvor er hjernens centrum? Hvor er menneskets?
Kommentarer
Send en kommentar