Carsten Ploug Olsen

Efter at have beskæftiget mig en del med bibelen og kristendommen er jeg begyndt at se bibelen mere som skønlitteratur og mindre som en kilde til historisk viden og åbenbaring. Fx kan skabelsesberetningen og syndefaldsmyten med fordel betragtes som myter, billeder, metaforer; billeder på noget indre og ikke konkret, fysisk virkelighed: 'Adam og Eva' spiste næppe et konkret, fysisk æble; Noa samlede næppe bogstaveligt par af alle levende dyr i arken; Abraham, Isak og Jakob (Israel) er måske fiktive personer i en skønlitterær tekst og ikke historiske personer; Gud åbenbarede sig næppe konkret på Sinaj bjerg under torden og lynild; Gud skrev næppe konkret de ti bud på stentavler; Gud og djævelen enedes næppe konkret og historisk om at prøve Jobs tro; Jesus opstod næppe konkret og fysisk efter døden på korset; vi mennesker skal næppe opstå fysisk efter dommedag osv osv. Hvis...

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

I Appendixet til sin meget sympatiske bog, Islam - Koran. Hadith. Sharia, spørger forfatteren, Aminah Tønnsen, hvor ' dem og os' tankegangen egentlig kommer fra. Det er en kendsgerning at mennesker i dag i mange samfund er splittede og lever i ufred med hinanden. Hvorfor? Måske ligger den dybeste rod til splittelsen i den tankegang, at der kun findes en menneskelig vej; den kan være religiøs eller for eksempel politisk. Hvis vi hver især tænker, at netop vores vej er den eneste rigtige, så har vi splittelsen. På det religiøse område er det sikkert tanken om 'de frelste' og ' de fortabte', den religiøse eksklusivitet, der skaber flest problemer. Hvis vi tror at for eksempel islam eller kristendommen eller en hvilken som helst anden religion, og netop vores fortolkning af religionen, er den eneste rigtige, så bidrager vi til splittelsen. Det er en kendsgerning, at fx muslimer og kristne har mange forskellige opfattelser o...

Nyere forskning synes at vise, at mennesket dels formes eller udgøres af den genetiske arv, dels af miljøet, og altså ikke kun en af disse faktorer, som ellers har været hævdet hver for sig. Hertil kan sikkert føjes endnu en faktor, jeget; denne faktor kan ikke forklares enten genetisk (det giver ikke mening at hævde at vi arver vores jeg) eller ud fra miljøet; mere sandsynligt er det, at jeget, der er uforklarligt, en X faktor, er det i os, der reagerer på arv og miljø, som ikke former jeget, men er det jeget reagerer på, eller søger at påvirke. Derfor er der måske tre og ikke to eller kun en faktor, der udgør et menneske: arv, miljø og jeget. Jeget kan vi også kalde menneskets (måske udødelige) kerne. Hvis vi hævder, at vi arver vores jeg, ville det ikke være et jeg; det ville være summen af vores forfædres jeger, og ikke mit eller dit jeg. Dette strider mod selve bet...

I hvert fald med hensyn til de monoteistiske religioner kan følgende fælles metode bruges til at vurdere religionernes sandhedsgrad og lødighed: 1) at filtrere religionen og åbenbaringen gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Dette billede af Gud motiveres ved at hvis Gud findes og er den Højeste, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt, hvis lys og kærlighed er de højeste og største værdier og fænomener. 2) Hvis Gud som den eneste er alvidende, kan ingen åbenbaring rumme al sandhed Denne metode kan altså anvendes på enhver religion og i hvert fald de monoteistiske religioner, zarathustrianismen, jødedommen, kristendommen og islam

I nogle år har jeg spurgt mig selv: Hvordan er Vandrer mod Lyset forankret i gængs kultur og religion, hvis den er det? Hvad er forbindelsen? Eller er den så anderledes, at den på en måde er en helt ny begyndelse? Måske er det rigtigt at sige, at den er forankret i almindelig kendt kultur og religion i tilgivelsestanken. Den kristne Gud kan bestemt opfattes som en tilgivende kærlighedens Gud. Dog med det forbehold at kun den der tror, tilgives og frelses. I Vandrer mod Lyset fjernes dette forbehold, idet det siges, at alle, også Satan (Ardor) tilgives. Dermed føres tilgivelsestanken til sit ekstrem, og Gud bliver ved det fjernede forbehold større end den kristne Gud. I kristendommen hævdes det, at mennesket på grund af syndefaldet er eksistentielt skyldigt. I Vandrer mod Lyset siges det derimod, at mennesket er eksistentielt uskyldigt, og vi bedes om at tilgive Satan (Ardor), som er vendt tilbage til Lyset og Gud. Dermed g...