Gå videre til hovedindholdet

Religiøse påstande og trusler i kristendom og islam

I kristendom og islam fremsætter man en række religiøse påstande som ikke begrundes men som man knytter sammen med evige konsekvenser - frelse eller fortabelse - alt eftersom man tror eller ikke tror på disse påstande.

Derfor mener jeg at det er rigtigt at sige, at man i kristendom og islam søger at skræmme mennesker til tro, underkastelse og lydighed. Det er ikke sikkert at alle kristne og muslimer tilslutter sig de to religioner af angst og frygt, men truslerne er - i hvert fald i traditionel kristendom og islam - et fremherskende element.

Med hensyn til kristendommen så er opgøret med denne destruktive religiøsitet ført til ende gennem Vandrer mod Lyset og det billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt som træder os imøde i dette værk. Men islam mangler stadig et fundamentalt opgør med den formørkede gudsopfattelse som også denne religion bygger på.

I koranen tales der flere steder om 'klare beviser' for dens ægthed og sandhed. Så vidt jeg kan se er disse 'klare beviser' dog ingen steder at finde. Derimod er der rigtig mange steder som må gribe mennesker - hvis man tror på koranens ægthed og lødighed - med rædsel. Sine steder svælges der ligefrem i 'de fortabtes' lidelser i 'Ilden'.

Islam og koranen er så fyldt med trusler og destruktive religiøse ideer, at det dårligt kan opfattes som andet end et overgreb mod mennesker. Det samme gælder kristendommen, men som sagt så har vi et grundlæggende opgør med denne religion i Vandrer mod Lyset.

Det centrale i opgøret med islam (fraregnet de gode og sande ting der også findes i denne religion) må være at fastholde det billede af Gud som Vandrer mod Lyset rummer, og filtrere de mange løgne og misforståelser fra gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

I Vandrer mod Lyset frikendes mennesket fuldstændigt (modsat kristendommen og islam); Gud stiller her ingen ultimative krav om tro og livsførelse og underkastelse; og det siges at den korteste vej til saligheden går gennem samvittighed og tilgivelse.

Men det centrale i Vandrer mod Lyset kan siges at være, at den siger at fortabelsen ikke er en mulighed, og når dette er tilfældet, så behøver mennesket heller ikke frelse. Derved fratages de traditionelle religioner deres inderste motor og legitimitet; saligheden, Paradis, er for alle, og alle disse destruktive religiøse fantasier og krav om tro, underkastelse og lydighed udstilles som menneskelige påfund som man bruger til at opnå en illegitim magt over sine medmennesker.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere