Gå videre til hovedindholdet

Mennesker og penge

I den politiske debat taler man af og til om, om mennesker kommer før systemet eller omvendt. Et parallelt spørgsmål er: Kommer penge før mennesker eller omvendt? Hvis ja, hvad er så konsekvenserne og bør det være sådan?

At penge af og til kommer før mennesker eller mere præcist menneskelige værdier i os, kan ses af, at nogle gange fristes vi til at ofre indre værdier til fordel for økonomisk gevinst; fx ved at lyve og manipulere andre mennesker eller at drive rovdrift på naturen og hinanden.

Jeg siger ikke, at penge i sig selv er dårligt, men at vi af og til fristes til at kompromittere vores integritet af simpel grådighed.

Hertil kommer kravet om økonomisk vækst, som er integreret i de fleste politiske partiers programmer; helst skal væksten stige år for år eller i hvert fald ikke falde, og et billede på dette kan være det samme som jeg har givet i skriftet, Fredens vision, hvor eskimoen der begynder at løbe og dermed svede må løbe hurtigere for at undgå at sveden fryser til is og således tvinges til at løbe hurtigere og hurtigere fem mod kollapset; enten det menneskelige kollaps eller naturens.

Billedet med den løbende eskimo er særligt illustrativt for de økonomiske bobler, fx it-boblen omkring år 2000 og subprime-krisen i 2008.

Hvis penge er nødvendige så er idealet, for at undgå kollaps, menneskelige eller naturens, måske en jævn og lav vækst og ikke økonomisk acceleration (bobler); et andet billede på usund økonomi (bobler), er en snebold der ruller ned ad et bjerg og bliver til en lavine; lavinen kan startes ved ukloge politiske beslutninger eller er måske en integreret del af det nuværende økonomiske system eller bunder i menneskelig grådighed.

Eller måske er det grundlæggende problem netop som omspurgt i begyndelsen af dette indlæg, at af og til bliver penge et mål i sig selv og ikke et middel til menneskers sikkerhed og opretholdelse af livet eller det gode liv. Altså; penge kommer før mennesker. Hvis penge bliver et mål højere end mennesket, tvinges vi når penge kommer i konflikt med det menneskelige, at vælge pengene og ofre det bedste i os og måske også naturen.

Hvis penge pr definition kommer før mennesker i det kapitalistiske system, så er det måske den afgørende indre brist, og ikke som jeg forstår Marx, den private ejendomsret.

Et tredje billede på boble-økonomien er lemminger, der kollektivt og tilsyneladende uden forklaring kaster sig i druknedøden.

Et fjerde billede er den maniodepressive økonomi; en økonomi, der svinger ukontrolleret mellem høj fart og stilstand.

Et femte billede eller ramme for forståelse er når nye trend bliver mode (massepsykologi) eller når visse online fænomener går viralt fx på sociale medier.

Idealet må være den jævne vækstkurve, den rolige, politisk kontrollerede, linære vækst og ikke sinus-kurve-væksten. Eller med andre ord: Ikke markedskræfternes frie spil (den maniodepressive, ukontrollerede og ukontrollerbare vækst) men den politisk kontrollerede vækst, der tager hensyn til menneskers og naturens kapacitet, muligheder og begrænsninger;  eller igen: Mennesker før penge.

I en dansk kontekst opfatter jeg ud fra disse tanker Socialdemokratiets økonomiske politik som mest ligevægtig og afbalanceret, og den økonomiske politiks yderfløje, Enhedslisten og Liberal Alliance som repræsentanter for den maniodepressive økonomi (Enhedslisten, stilstand, 'depression'; Liberal Alliance, acceleration, ukontrolleret høj fart, 'mani')

I en filosofisk kontekst er yderfløjene markeret ved brudfladen mellem fuldstændig økonomisk regulering ('depression') og helt ureguleret økonomi ('mani'), og måske er det rigtigt at se Karl Marx som repræsentant for det første (Das Kapital) og Adam Smith for det sidste (Wealth of Nations) og den socialdemokratiske tanke om lige dele stat og marked som det afbalancerede midtpunkt.

Sat på en enkel formel skal 'hånden' hverken være usynlig (Smith) eller knyttet (Marx) men fremstrakt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere