Se, mennesker der i angst for det onde bøjer nakken for det. Det onde kræver underkastelse. Det ondes krybende rædsel eller dets utilslørede ansigt som slår mennesker med rædsel. Det æder os hvis vi bøjer os.
Se, mennesker der kaster sig i det ondes pøl af angst for det, og se, dets kongemaske, dets blindende, hypnotiske slangeblik, fuldt af falske løfter; se, mennesker gå under med roterende, blinkende mørkestjerner i øjnene, se dem falde for det ondes løfte om guddommelighed, åh nej, se, de falder.
Se, den skæggede nar med sin kalashnikov og sin koran, se ham halshugge en uskyldig og bagefter knæle i bøn, stadig med våbnet over skuldren, se dette fjols, denne forbryder, denne kriminelle tage liv for at skræmme, forarge og tvinge os til at bøje nakken, underkaste os, ikke Gud, men ondskaben.
Og se, se den krig vi fører mod ondskaben, den krig der gør os selv onde; hvis vi tror at blod er den eneste vej ud af mørket, så går vi ind i det og giver det alle kort på hånden. Blod kvæler den indre stemme, den indre menneskelighed, med blod dræber vi os selv.
Nogle siger at de der taler for fred og tilgivelse og forsoning vælger den nemme vej og de lette løsninger; jeg siger: Det er det sværeste af alt, det kræver al tillid til det gode at lægge våbnene overfor kanonerne og riflerne og tilgive og blive stående uden at vakle i tillid til Guds Almagt og beskyttelse; og det er den eneste vej ud.
Kommentarer
Send en kommentar