Gå videre til hovedindholdet

Ved et dødsleje

Her forleden havde jeg en lidt sælsom - oplevelse. Jeg sad ved min ven, Carsten XX´ s dødsleje på hospitalet i Odense. Carsten havde siden sin ungdom forsøgt at slå igennem som forfatter indenfor en række forskellige genrer, men intet var for alvor lykkedes ham.

Hans venner vil sige, at han er en slags åndens eller intellektets ti-kæmper; orienteret og uddannet lidt her og lidt der, intet dog helt til bunds og i dybden. Hans forfatterskab består ret beset af en række spredte tanker og skitser, dog ikke uden glimt af dybtgående og skarpt geni.

Andre vil kalde ham en halvstuderet røver. Men nok om det.

Jeg havde dog store forhåbninger knyttet til hans person, og det var med sorg, at jeg nu så en adskillelse i øjnene. Jeg håbede - ved at sidde hos ham til det sidste - at få et sidste, afgørende ord eller indsigt.

Det var hen ad aften og udenfor hospitalsvinduet forsvandt det naturlige lys lige så stille. Jeg ser med undren mit og hans spejlbillede i den mørknende rude, og tænker: Hvem er det?

Pludselig bliver han urolig, og jeg fornemmer, at der er noget han vil sige. Jeg rykker helt hen til ham, og lægger øret til hans mund for om muligt at opsnappe et sidste ord.

Med besvær henåndede han: "...isen smelter..." "Ja, Carsten" siger jeg "global opvarmning, hvad vil du sige?" Jeg håbede, at jeg kunne fravriste ham kuren mod problemet eller noget andet stort.

Han fortsætter: "...jeg glemte..." "Ja, formlen, metoden til løsn..." "...at tænde for kummefryseren inden jeg...vil du...?" "Den klarer jeg!" siger jeg og rykker endnu nærmere, da jeg fornemmer, at NU kommer det.

"...det kongelige..." "budskab? broderskab? hvad?" "...bibliotek. Jeg skal aflevere krimien på torsdag..." "Ja, Carsten, den klarer jeg men...!"

Han blev rolig et øjeblik og sov vist et par minutter. Han åndede roligt, og var på vej til at glide væk. Så, med en kraftanstrengelse, løfter han hånden og tager fat i mit revers og begynder igen at tale:

"...fuglene flyver..." "Ja, sjælene? Er det et billede, en vision? Det hvide broderskab...hvad?" "...i flok, når de er mange nok. Andersen. Benny Andersen." "Ja ja, Carsten, jeg ved godt at det er Andersen, men hvad vil du...?"

Med det sidste han har i sig mumler han, halvt i sorg halvt som i ekstase, så jeg fornemmer, at NU, NU kommer det. "...jeg ser, jeg ser..." "Ja, Carsten!!! Hvad ser du? Den anden verden, paradis, hvad HVAD SER DU?" "...store..." "Ja, ja!!! Engle? Feer? Nisser? Gud?" "...babser..." "ARRRGH..."

Hans sidste ord:"...kender du den om nonn..."

Her trak jeg stikket til respiratoren og skred.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere