For at kunne danne sig en mening om hvilken af de to lærer, kristendommen og Vandrer mod Lyset, man finder mest meningsfuld og tættest på sandheden, er det nødvendigt først at søge at bestemme så nøjagtigt som muligt, hvad kristendom og hvad Vandrer mod Lyset er og hvad de lærer.
Nu er det klart, at begge lærer bliver tolket forskelligt og den tolkning jeg her vil forsøge kan kun betragtes som min egen opfattelse, baseret på grundteksterne indenfor evangelisk-luthersk kristendom og Vandrer mod Lyset. De tekster jeg bygger på er;
1) Bibelen (dansk autoriseret oversættelse fra 1992)
2) Martin Luther, Sämtliche Werke, Elibron 2006
3) Martin Luther, Gesammelte Werke, Herausgegeben von Kurt Aland
4) Søren Kierkegaard, Samlede værker, Gyldendal, 1962
5) Vandrer mod Lyset! udgivet ved Michael Agerskov, 1920
6) Forsoningslæren og genvejen, udgivet ved Michael Agerskov, 1920
7) Spørgsmål og Svar, udgivet ved Michael Agerskov, 1929-30
Hvad er kristendom? Det er der rigtig mange bud på. Mit eget er - bygget på de nævnte skrifter - følgende:
Mennesket opnår kun frelse ved tro (Paulus og Luther). Troen skænkes af Guds nåde ved Helligånden. Udvider man det billede på troen, som Martin Luther giver i An der Freiheit eines Christenmenschen, (1520), er Guds ord (Bibelen) den jord troen som et træ gror i. Træets (troens) frugter er de gode gerninger, der følger af troen.
Luther afviser, at gerninger i sig selv fører til frelse (gerningsretfærdighed) og henviser til troen alene og skriften (Bibelen) alene.
Luther skelner mellem det indre menneske (ånden eller sjælen) og det ydre menneske (kroppen - verden). I det indre (ånden) er den kristne fri og over alle, i det ydre er den kristne en tjener, der er undergivet alle.
Luther hævder - med en senere parallel i Kierkegaard, der taler om at den kristne må afdø fra verden - at den kristne må korsfæste det ydre menneske (kroppen) og dens "onde lyster".
Spørgsmålet er så: Skænker Gud af nåde ved Helligånden troen til den, der udviser en begyndende syndsbevidsthed ved at høre eller læse Guds ord (Bibelen), eller skænkes troen af nåde helt uafhængigt af os?
Troen selv er troen på, at Kristus har taget synden fra os (løskøbt os fra synden) ved sin død på korset og efterfølgende opstandelse. Dermed har han besejret døden, som kom til os mennesker ved syndefaldet, og som hvert menneske arver (arvesynden), i os, fjernet dødens brod i os (synden) og givet os livet i stedet (det evige liv).
Syndefaldet skete som en konsekvens (ikke nødvendigvis som en straf for ulydighed mod Gud) af, at Urmenneskene, Adam og Eva, forledtes af slangen (djævelen) til at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mos, 2). Oprindelig levede de i en tilstand af uskyld i Edens Have, men de tabte uskylden da de, forledte af slangen, ville være som Gud til at kende godt og ondt.
Men de blev - ved at spise af træet - ikke som Gud. I stedet fik de døden og synden. Slangen bedrog dem.
Det er denne død og denne synd, som Kristus angiveligt frelser os fra ved sin død og opstandelse ved at alle, der tror på ham (på hans soningsdød) får evigt liv.
Tolkningen af syndefaldet er her en helt afgørende forskel mellem kristendommen og Vandrer mod Lyset! Ifølge kristendommen var det Guds vilje, at mennesket ikke skulle kende (forskel på) godt og ondt (forbuddet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt); ifølge Vandrer mod Lyset! er dette hovedpunktet for os mennesker; at kende forskel på godt og ondt og at overvinde det onde.
Ifølge kristendommen genvinder mennesket sin tabte uskyld (det tabte paradis) ved troen på Kristus. Ifølge Vandrer mod Lyset! kæmper mennesket sig selv (støttet og ledet af Gud og skytsånderne) til forløsningen (tanke-vilje-enhed; se "Spørgsmål og Svar" II, no. 64).
Jeg skal ikke her gentage de argumenter, Paulus giver i "Forsoningslæren og genvejen", hvor han søger at påvise, at Kristi sonofferdød ikke kan bringes i samklang med offerreglerne som de gives i Det gamle Testamente.
Kun vil jeg - idet enhver må danne sig sin egen mening - sige, at for mig personligt står det guddommelige ideal langt, langt højere i Vandrer mod Lyset end i kristendommen, og at den uskyld kristendommen hævder vi har tabt men kan genvinde ved troen på Kristus, forekommer mig i strid med den almindelige opfattelse af moral og etik, der netop har sansen for godt og ondt som det centrale.
Den fundamentale forskel på de to lærer forekommer mig at være netop dette: Skal vi kende godt og ondt eller ej? Dette må enhver afgøre med sig selv og sin samvittighed.
Nu er det klart, at begge lærer bliver tolket forskelligt og den tolkning jeg her vil forsøge kan kun betragtes som min egen opfattelse, baseret på grundteksterne indenfor evangelisk-luthersk kristendom og Vandrer mod Lyset. De tekster jeg bygger på er;
1) Bibelen (dansk autoriseret oversættelse fra 1992)
2) Martin Luther, Sämtliche Werke, Elibron 2006
3) Martin Luther, Gesammelte Werke, Herausgegeben von Kurt Aland
4) Søren Kierkegaard, Samlede værker, Gyldendal, 1962
5) Vandrer mod Lyset! udgivet ved Michael Agerskov, 1920
6) Forsoningslæren og genvejen, udgivet ved Michael Agerskov, 1920
7) Spørgsmål og Svar, udgivet ved Michael Agerskov, 1929-30
Hvad er kristendom? Det er der rigtig mange bud på. Mit eget er - bygget på de nævnte skrifter - følgende:
Mennesket opnår kun frelse ved tro (Paulus og Luther). Troen skænkes af Guds nåde ved Helligånden. Udvider man det billede på troen, som Martin Luther giver i An der Freiheit eines Christenmenschen, (1520), er Guds ord (Bibelen) den jord troen som et træ gror i. Træets (troens) frugter er de gode gerninger, der følger af troen.
Luther afviser, at gerninger i sig selv fører til frelse (gerningsretfærdighed) og henviser til troen alene og skriften (Bibelen) alene.
Luther skelner mellem det indre menneske (ånden eller sjælen) og det ydre menneske (kroppen - verden). I det indre (ånden) er den kristne fri og over alle, i det ydre er den kristne en tjener, der er undergivet alle.
Luther hævder - med en senere parallel i Kierkegaard, der taler om at den kristne må afdø fra verden - at den kristne må korsfæste det ydre menneske (kroppen) og dens "onde lyster".
Spørgsmålet er så: Skænker Gud af nåde ved Helligånden troen til den, der udviser en begyndende syndsbevidsthed ved at høre eller læse Guds ord (Bibelen), eller skænkes troen af nåde helt uafhængigt af os?
Troen selv er troen på, at Kristus har taget synden fra os (løskøbt os fra synden) ved sin død på korset og efterfølgende opstandelse. Dermed har han besejret døden, som kom til os mennesker ved syndefaldet, og som hvert menneske arver (arvesynden), i os, fjernet dødens brod i os (synden) og givet os livet i stedet (det evige liv).
Syndefaldet skete som en konsekvens (ikke nødvendigvis som en straf for ulydighed mod Gud) af, at Urmenneskene, Adam og Eva, forledtes af slangen (djævelen) til at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mos, 2). Oprindelig levede de i en tilstand af uskyld i Edens Have, men de tabte uskylden da de, forledte af slangen, ville være som Gud til at kende godt og ondt.
Men de blev - ved at spise af træet - ikke som Gud. I stedet fik de døden og synden. Slangen bedrog dem.
Det er denne død og denne synd, som Kristus angiveligt frelser os fra ved sin død og opstandelse ved at alle, der tror på ham (på hans soningsdød) får evigt liv.
Tolkningen af syndefaldet er her en helt afgørende forskel mellem kristendommen og Vandrer mod Lyset! Ifølge kristendommen var det Guds vilje, at mennesket ikke skulle kende (forskel på) godt og ondt (forbuddet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt); ifølge Vandrer mod Lyset! er dette hovedpunktet for os mennesker; at kende forskel på godt og ondt og at overvinde det onde.
Ifølge kristendommen genvinder mennesket sin tabte uskyld (det tabte paradis) ved troen på Kristus. Ifølge Vandrer mod Lyset! kæmper mennesket sig selv (støttet og ledet af Gud og skytsånderne) til forløsningen (tanke-vilje-enhed; se "Spørgsmål og Svar" II, no. 64).
Jeg skal ikke her gentage de argumenter, Paulus giver i "Forsoningslæren og genvejen", hvor han søger at påvise, at Kristi sonofferdød ikke kan bringes i samklang med offerreglerne som de gives i Det gamle Testamente.
Kun vil jeg - idet enhver må danne sig sin egen mening - sige, at for mig personligt står det guddommelige ideal langt, langt højere i Vandrer mod Lyset end i kristendommen, og at den uskyld kristendommen hævder vi har tabt men kan genvinde ved troen på Kristus, forekommer mig i strid med den almindelige opfattelse af moral og etik, der netop har sansen for godt og ondt som det centrale.
Den fundamentale forskel på de to lærer forekommer mig at være netop dette: Skal vi kende godt og ondt eller ej? Dette må enhver afgøre med sig selv og sin samvittighed.
Kommentarer
Send en kommentar