Gå videre til hovedindholdet

Krigens anatomi

Efter at Vesten nu i over et årti har startet og udkæmpet tre krige, i Afghanistan, i Irak og i Libyen må det være tid til eftertanke. De verdenspolitiske forhold i dag er sådan, at Vesten (primært USA), besidder en overvældende militær overlegenhed. Men har vi - moralsk - ret til at bruge denne magt?
Jeg vil pege på i det mindste to uheldige ting, der er kommet ud af de tre nævnte krige:

1) Ved at bruge vores overlegne militære magt i de tre lande, har vi - ved at gennemtvinge et regimeskift - "hugge hovedet af uhyret" - skabt et magttomrum, et magtvakuum, der i alle tre tilfælde har resulteret i langvarige og yderst voldelige og blodige borgerkrige. Dette synes at være en uundgåelig konsekvens. Det synes umuligt at skabe en rationel "exitstrategi", som kan - i hvert fald på kort sigt - skabe fredeligere og bedre forhold for befolkningerne i de invaderede lande. Det lader til, at en rationel exitstrategi ikke er mulig, da alle efter at magtens "hovede" er hugget af, søger egen magt og interesser, søger at udfylde vakuummet. Derfor synes borgerkrig uundgåelig når vi gennemtvinger regimeskift. De tre nævnte tilfælde synes at bevise dette.

2) Under truslen om gennemtvunget regimeskift har eksisterende diktaturer en klar interesse i at gøre sig usårlige eller rettere umulige at angribe, ved at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben fx atomvåben, som tilfældet Nord Korea (og måske Iran som nogle mener netop forsøger dette selv om Iran officielt nægter det) viser. Dette synes også at være en uundgåelig konsekvens af Vestens aktivistiske politik forskellige steder i verden. Truslen om og de faktisk gennemførte tvungne regimeskift medvirker dermed til en spredning, ikke reduktion, af masseødelæggelsesvåben og generelt til oprustning og øgede spændinger i verden og ikke nedrustning og afspænding.

Hvis disse tanker er rigtige, så synes den eneste farbare vej at være, at indse at frihed og fred ikke kan opnås ved et 'quick fix' i form af tvunget regimeskift, men at det langsomt må gro frem indefra; som det for eksempel skete ved murens fald og Sovjetunionens opløsning eller ved de forskellige fredelige senere revolutioner i Østeuropa (fx i Ukraine).

Ud over de to nævnte uheldige konsekvenser af at starte krige og gennemtvinge regimeskift kan det også være på sin plads at nævne den måde, krigene startes på:

Magtfulde politikere og meningsdannere søger at ophidse opinionen, og i nogle tilfælde (fx i Irak) på falske præmisser. Det synes som om man for enhver pris vil disse krige. Langsomt bygges der op til krig, fronterne bliver sort-hvide (sort-hvidt tankegangen synes i slægt med den ødelæggende "dem og os" - tankegang og bruges med et aktuelt eksempel mig bekendt også af Islamisk Stat - og hvis vi nogensinde skal have fred må vi hæve os over denne tankegang) - og på den måde bliver det irrationelle forsøgt gjort rationelt (eller "godt"). 

Men i hvert fald de tre nævnte tilfælde viser, at det at starte og udkæmpe krige hverken er "godt" eller bare rationelt. Konsekvenserne er alt for alvorlige, og de befolkninger man (måske ærligt) ønsker at hjælpe, kommer til at lide endnu mere end hvis man havde undladt at gribe ind i (måske forbryderiske) regimers magt (og fx havde søgt indflydelse gennem samhandel eller via diplomati).

Af disse grunde kan jeg ikke se andet, end at krig aldrig er godt eller bare rationel.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere