Gå videre til hovedindholdet

Kristendommen (og islam) og helvede

Set på en vis måde kan det siges, at forestillingen om helvede er kernen i kristendommen (og islam). Tanken er følgende:

Mennesket faldt engang i tidernes morgen (syndefaldet). Men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor en frelser (Kristus/Muhammed). De mennesker der tror (på Kristus eller på Muhammeds budskab) frelses, mens de, der ikke tror, fortabes.

Men hvis helvede ikke eksisterer, mister også tanken om frelsen og frelseren sin mening og kristendommen og islam falder endegyldigt. Hvis fortabelsen og tanken om helvede er forkert, har vi ikke brug for en frelser (Kristus eller Muhammed); dvs hvis tanken om helvede fjernes fra kristendommen (og islam) mister disse to religioner deres mening, og derfor kan man sige, at tanken om helvede er kernen i de to religioner.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er netop dette tilfældet; helvede - siges det her - eksisterer ikke (mere), og kristendommen (og islam) giver et fortegnet og forkert billede af Gud (og Kristus/Muhammed) og af os mennesker for den sags skyld.

Ingen skal fortabes, siger VmL, og det var ikke mennesket, der faldt engang i tidernes morgen, men derimod de Ældste (deriblandt Ardor (den Ældste, Satan)).

Gud er alkærlig - siges det i VmL - og ingen kan nogensinde falde udenfor hans kærligheds rækkevidde - heller ikke Ardor (Satan).

I tidligere tider var tanken om helvede og fortabelsen stærkt tilstede i menneskers tanke og sind. Men jeg fornemmer en vis nyorientering og selvbesindelse i de to religioner, kristendommen og islam. Således er det mit indtryk, at fx mange kristne har bevæget sig væk fra de gamle angstforestillinger om helvede og djævelen og bekender sig til en mere lys (og sand) forestilling om Gud og Kristus.

Vægten lægges mere og mere på kærligheden - Guds og menneskers kærlighed - og mindre og mindre på tankerne om skyld og synd og fordømmelse og fortabelse.

Næste logiske skridt er at fjerne "den guddommelige fordømmelse" helt fra alle religioner - hvorefter de helt mister deres mening (kerne), og mennesker kan begynde bedre at forstå Gud som den alle elskende og ingen fordømmende trygge, varme og nære Gud og Fader.

(Note: Jeg ved ikke, om det er helt korrekt at kalde Muhammed (i islamisk forståelse) for en frelser. Han omtales flere steder i koranen som en "overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer". Men det han advarer mod er fortabelsen og "det gode budskab" er løftet om frelse for dem, der tror. Sikkert er det dog, at hvis det han advarer mod ikke findes - helvede og fortabelsen - mister også islam sin mening)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere