Efter hvad jeg ved, opererer man stadig i den katolske kirke med begrebet forudbestemmelse, (se Catholic Encyclopedia) altså den tanke, at Gud ved alt, hvad der skal ske i fremtiden, herunder hvilke mennesker, der bliver frelst og hvilke der bliver fordømt (eng. reprobation), fordi Han har bestemt, at netop sådan og sådan skulle alt være.
Denne tanke finder støtte flere steder i bibelen, fx Ef. 1, 4-14, og også kirkefaderen Augustinus skal have hævdet sandheden af forudbestemmelsen (i værkerne, De gratia et libero arbitrio og De correptione et gratia; kilde: Wikipedia). Vi finder også tanken om prædestinationen hos den vigtigste middelalderteolog, Thomas Aquinas (Summa Theologica), og hos reformatoren Jean Calvin (1509-64).
Hos den vigtigste reformator, Martin Luther (1483-1546), er tanken om prædestinationen modificeret på den måde, at han mener, at nogle mennesker forud af Gud er udvalgt til frelse men ikke til fortabelse, en tanke som Calvin opponerede imod ved at hævde, at prædestinationen kun gav mening hvis den galt både frelse og fortabelse (den såkaldte dobbelte prædestination).
Hvis man begrunder forudbestemmelsen med, at Gud har skabt alt, og derfor ved alt (om skabelsen), fordi Han da Han skabte har bestemt at det skal være netop sådan og ikke anderledes (jf også den islamiske tanke om "Skriftens Moder" hvoraf koranen tænkes at være en del; i dette skrift tænkes verdens gang fra evighed til evighed beskrevet), og hvis man forstår forudbestemmelsen sådan at den ikke "kun" omfatter menneskets evige skæbne (frelse eller fortabelse) men alt (herunder alt hvad der vedrører os mennesker), så forekommer det uforståeligt, at Gud har skabt mennesker, der håner Ham, vender Ham ryggen (jf biblen og koranen; eksemplerne på dette er legio i begge skrifter), og helt uforståeligt, at "Guds vrede" igen og igen "flammer op" mod menneskene, fordi de dyrker andre guder osv. Hvis Gud har skabt alt til at være præcis som det er, og intet kan være anderledes, end Han har bestemt, herunder at mennesker håner ham, har andre guder osv, så forekommer denne "Guds" vrede temmelig malplaceret og grundløs eller latterlig.
For at gribe endnu længere tilbage i de kristne og islamiske trosforestillinger, nemlig tilbage til syndefaldsmyten, så må man, hvis man hævder prædestinationen, også hævde, at syndefaldet var forudbestemt, hvorfor "Guds" bud til Adam og Eva om ikke at spise af Kundskabens Træ er uforståeligt og latterligt, da de ikke kunne lade være i kraft af "Guds" forudbestemmelse af alt - altså også af at de nødvendigvis måtte falde.
Derudover er også fx de 10 bud i bibelen uforståelige og meningsløse da et bud forudsætter et valg; et bud og generelt al moral og etik og lovgivning forudsætter at vi har et mere eller mindre frit valg til enten at følge buddet eller overtræde det.
Hvis alt fra evighed til evighed er forudbestemt af Gud - herunder alle menneskers tanker og handlinger - så er der yderligere den logisk nødvendige følge, at ikke alene er Gud ansvarlig for "Adam og Evas" fald, men også ansvarlig for og skyldig i al den følgende synd - mord, tyveri, løgn, overgreb, krige osv osv. Da denne logisk nødvendige følge af præmissen er absurd og utænkelig, må præmissen (prædestinationen) være forkert.
Tanken om forudbestemmelsen strider mod begrebet om den frie vilje og mod den tanke, at Gud aldrig har syndet og aldrig vil synde.
Hvis menneskets vilje er fri, og fx jeg derfor kan handle på i det mindste to forskellige måder i en given situation, så kan ingen forudsige hvad jeg vil gøre. Hvis fx Gud kunne forudsige med sikkerhed, at jeg ville gøre netop sådan og sådan i en given situation, ville min vilje ikke være fri, og alle bud som rettes mod et ufrit individ (fx mig), er meningsløst og uforståeligt.
Man kan måske sige hvad jeg sandsynligvis vil gøre (ud fra min karaktér, sociale status, personlig historie osv), men ikke hvad jeg vil gøre med nødvendighed. Hvis man kunne sige at jeg nødvendigvis ville gøre sådan og sådan, så kunne jeg kun handle på én måde, og så ville det være meningsløst at tale om, at min vilje var fri. Tanken om den frie vilje forudsætter, at jeg kan handle i det mindste på to forskellige måder i en given situation.
Viljens frihed er ikke kun grundlaget for al moral og etik som også Immanuel Kant hævdede det (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) og Kritik der praktischen Vernunft (1788)) - Kant hævder her, at vi er nødt til at forudsætte viljens frihed men at vi ikke kan bevise den), men på en måde også en forudsætning for at vi kan tale om mennesket som et væsen med åndeligt liv eller (selv-)bevidsthed. Hvis ikke vi i en eller anden udstrækning har en fri vilje, og i alle henseender handler som vi er forudbestemt til (enten af Gud eller som følge af naturlove), kan menneskets (åndens) selvbevidsthed og autonomi næppe opretholdes. Der synes således at være en nær forbindelse mellem ikke bare vores begreb om moral og etik (sansen for rigtigt og forkert eller godt og ondt) og tanken om den frie vilje, men også mellem den frie vilje og livet (det selvstændige, åndelige liv).
Denne tanke finder støtte flere steder i bibelen, fx Ef. 1, 4-14, og også kirkefaderen Augustinus skal have hævdet sandheden af forudbestemmelsen (i værkerne, De gratia et libero arbitrio og De correptione et gratia; kilde: Wikipedia). Vi finder også tanken om prædestinationen hos den vigtigste middelalderteolog, Thomas Aquinas (Summa Theologica), og hos reformatoren Jean Calvin (1509-64).
Hos den vigtigste reformator, Martin Luther (1483-1546), er tanken om prædestinationen modificeret på den måde, at han mener, at nogle mennesker forud af Gud er udvalgt til frelse men ikke til fortabelse, en tanke som Calvin opponerede imod ved at hævde, at prædestinationen kun gav mening hvis den galt både frelse og fortabelse (den såkaldte dobbelte prædestination).
Hvis man begrunder forudbestemmelsen med, at Gud har skabt alt, og derfor ved alt (om skabelsen), fordi Han da Han skabte har bestemt at det skal være netop sådan og ikke anderledes (jf også den islamiske tanke om "Skriftens Moder" hvoraf koranen tænkes at være en del; i dette skrift tænkes verdens gang fra evighed til evighed beskrevet), og hvis man forstår forudbestemmelsen sådan at den ikke "kun" omfatter menneskets evige skæbne (frelse eller fortabelse) men alt (herunder alt hvad der vedrører os mennesker), så forekommer det uforståeligt, at Gud har skabt mennesker, der håner Ham, vender Ham ryggen (jf biblen og koranen; eksemplerne på dette er legio i begge skrifter), og helt uforståeligt, at "Guds vrede" igen og igen "flammer op" mod menneskene, fordi de dyrker andre guder osv. Hvis Gud har skabt alt til at være præcis som det er, og intet kan være anderledes, end Han har bestemt, herunder at mennesker håner ham, har andre guder osv, så forekommer denne "Guds" vrede temmelig malplaceret og grundløs eller latterlig.
For at gribe endnu længere tilbage i de kristne og islamiske trosforestillinger, nemlig tilbage til syndefaldsmyten, så må man, hvis man hævder prædestinationen, også hævde, at syndefaldet var forudbestemt, hvorfor "Guds" bud til Adam og Eva om ikke at spise af Kundskabens Træ er uforståeligt og latterligt, da de ikke kunne lade være i kraft af "Guds" forudbestemmelse af alt - altså også af at de nødvendigvis måtte falde.
Derudover er også fx de 10 bud i bibelen uforståelige og meningsløse da et bud forudsætter et valg; et bud og generelt al moral og etik og lovgivning forudsætter at vi har et mere eller mindre frit valg til enten at følge buddet eller overtræde det.
Hvis alt fra evighed til evighed er forudbestemt af Gud - herunder alle menneskers tanker og handlinger - så er der yderligere den logisk nødvendige følge, at ikke alene er Gud ansvarlig for "Adam og Evas" fald, men også ansvarlig for og skyldig i al den følgende synd - mord, tyveri, løgn, overgreb, krige osv osv. Da denne logisk nødvendige følge af præmissen er absurd og utænkelig, må præmissen (prædestinationen) være forkert.
Tanken om forudbestemmelsen strider mod begrebet om den frie vilje og mod den tanke, at Gud aldrig har syndet og aldrig vil synde.
Hvis menneskets vilje er fri, og fx jeg derfor kan handle på i det mindste to forskellige måder i en given situation, så kan ingen forudsige hvad jeg vil gøre. Hvis fx Gud kunne forudsige med sikkerhed, at jeg ville gøre netop sådan og sådan i en given situation, ville min vilje ikke være fri, og alle bud som rettes mod et ufrit individ (fx mig), er meningsløst og uforståeligt.
Man kan måske sige hvad jeg sandsynligvis vil gøre (ud fra min karaktér, sociale status, personlig historie osv), men ikke hvad jeg vil gøre med nødvendighed. Hvis man kunne sige at jeg nødvendigvis ville gøre sådan og sådan, så kunne jeg kun handle på én måde, og så ville det være meningsløst at tale om, at min vilje var fri. Tanken om den frie vilje forudsætter, at jeg kan handle i det mindste på to forskellige måder i en given situation.
Viljens frihed er ikke kun grundlaget for al moral og etik som også Immanuel Kant hævdede det (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) og Kritik der praktischen Vernunft (1788)) - Kant hævder her, at vi er nødt til at forudsætte viljens frihed men at vi ikke kan bevise den), men på en måde også en forudsætning for at vi kan tale om mennesket som et væsen med åndeligt liv eller (selv-)bevidsthed. Hvis ikke vi i en eller anden udstrækning har en fri vilje, og i alle henseender handler som vi er forudbestemt til (enten af Gud eller som følge af naturlove), kan menneskets (åndens) selvbevidsthed og autonomi næppe opretholdes. Der synes således at være en nær forbindelse mellem ikke bare vores begreb om moral og etik (sansen for rigtigt og forkert eller godt og ondt) og tanken om den frie vilje, men også mellem den frie vilje og livet (det selvstændige, åndelige liv).
Kommentarer
Send en kommentar