Gå videre til hovedindholdet

Tanker om sorg

Det er min erfaring, at der findes en sorg, der opbygger og drager lyset til os, og så findes der den nedbrydende, sjælsødelæggende sorg. Vi kalder begge dele sorg, men de er vidt forskellige.

Den nedbrydende sorg kan man få ved fx ulykkelig kærlighed, dødsfald osv. Den er velbeskrevet i litteraturen og mennesker frygter den. Her træder engle varsomt. Måske er det den, der samtidig kan gøre os bange for kærligheden. Man kan blive bange for at elske for dybt, fordi vi inderst inde ved, at vi skal miste - enten ved dødsfald eller fordi vi bliver forladt.

Forleden så jeg en krimi (af alle ting) hvor denne sorg var eksemplificeret. En kvinde havde elsket dybt, med hele sin sjæl. Og havde mistet. Hun endte med at begå selvmord efter mange års lidelser.

Men det almenmenneskelige dilemma er, at vi samtidig længes dybt efter kærligheden, og at kærligheden gør os sårbare. Vi er nødt til at åbne os, fordi dette er livet, men når vi åbner os, åbner vi samtidig en flanke for sorgen, tabet. I denne forstand kan man tale om kærlighedens janushoved: Kærligheden giver os den højeste lykke - og tilføjer os de dybeste sår. Man kan også formulere dilemmaet sådan, at kærligheden tager ensomheden, gør os levende, men at den samtidig giver os sorgen, smerten.

På samme måde findes der en anger der opbygger, og en anger - eller rettere skyldfølelse - der nedbryder. Når vi fejler står mørket på spring. Det kan overvælde os så vi skruer os selv ned i et helvede af skyld. Og det kan tage år før vi arbejder os ud af det igen. Mennesker omkring os kan sige nok så meget, at vi er gode nok, at vi er elskede, at vi er accepterede - men den dybe skyld er ikke rationel og er ikke modtagelig for argumenter. Inde i os gnaver den videre - tilfreds med sit bytte.

Indtil det indre menneske ved egen kraft - ingen kan tage skylden fra os heller ikke Gud - vokser sig op over den. Så aflægger vi skylden og sorgen og lidelsen - som en gammel puppe - og forsøger igen at hæve os mod himlen.

I går så jeg på seminaret arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum en fremragende dokumentar om de sår vi mennesker kan tilføje hinanden. Voldsomme sår. Sår der stammer fra mord, voldtægt, krigsforbrydelser. Filmen var voldsom men også opbyggende på den måde, at den viste os, hvilke kræfter der også er i sindet - kræfter der overvinder alt gennem tilgivelse.

Og så kommer jeg til at tænke på, at Gud ikke har skabt os på skrømt. Vi er selvstændige væsner med ansvar. Vi kan opleve dybe, langvarige lidelser. Vi kan rammes af sjælsødelæggende sorg, den store sorg, og nedbrydende, gnavende, altomfattende følelser af skyld. Det er virkeligt, det findes. Men vi har også noget andet.

I sidste ende er lidelserne, skyggen kærlighedens og livets pris og et mål for freden, sjælsfreden - fundamentet - med den dybde lidelsen når, med den dybde føler vi lykken. Hvis ikke andet, så har livet lært mig dét.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...