Det er min erfaring, at der findes en sorg, der opbygger og drager
lyset til os, og så findes der den nedbrydende, sjælsødelæggende sorg.
Vi kalder begge dele sorg, men de er vidt forskellige.
Den nedbrydende sorg kan man få ved fx ulykkelig kærlighed, dødsfald osv. Den er velbeskrevet i litteraturen og mennesker frygter den. Her træder engle varsomt. Måske er det den, der samtidig kan gøre os bange for kærligheden. Man kan blive bange for at elske for dybt, fordi vi inderst inde ved, at vi skal miste - enten ved dødsfald eller fordi vi bliver forladt.
Den nedbrydende sorg kan man få ved fx ulykkelig kærlighed, dødsfald osv. Den er velbeskrevet i litteraturen og mennesker frygter den. Her træder engle varsomt. Måske er det den, der samtidig kan gøre os bange for kærligheden. Man kan blive bange for at elske for dybt, fordi vi inderst inde ved, at vi skal miste - enten ved dødsfald eller fordi vi bliver forladt.
Forleden så jeg en krimi (af alle ting) hvor denne sorg var
eksemplificeret. En kvinde havde elsket dybt, med hele sin sjæl. Og
havde mistet. Hun endte med at begå selvmord efter mange års lidelser.
Men det almenmenneskelige dilemma er, at vi samtidig længes dybt efter kærligheden, og at kærligheden gør os sårbare. Vi er nødt til at åbne os, fordi dette er livet, men når vi åbner os, åbner vi samtidig en flanke for sorgen, tabet. I denne forstand kan man tale om kærlighedens janushoved: Kærligheden giver os den højeste lykke - og tilføjer os de dybeste sår. Man kan også formulere dilemmaet sådan, at kærligheden tager ensomheden, gør os levende, men at den samtidig giver os sorgen, smerten.
På samme måde findes der en anger der opbygger, og en anger - eller rettere skyldfølelse - der nedbryder. Når vi fejler står mørket på spring. Det kan overvælde os så vi skruer os selv ned i et helvede af skyld. Og det kan tage år før vi arbejder os ud af det igen. Mennesker omkring os kan sige nok så meget, at vi er gode nok, at vi er elskede, at vi er accepterede - men den dybe skyld er ikke rationel og er ikke modtagelig for argumenter. Inde i os gnaver den videre - tilfreds med sit bytte.
Indtil det indre menneske ved egen kraft - ingen kan tage skylden fra os heller ikke Gud - vokser sig op over den. Så aflægger vi skylden og sorgen og lidelsen - som en gammel puppe - og forsøger igen at hæve os mod himlen.
I går så jeg på seminaret arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum en fremragende dokumentar om de sår vi mennesker kan tilføje hinanden. Voldsomme sår. Sår der stammer fra mord, voldtægt, krigsforbrydelser. Filmen var voldsom men også opbyggende på den måde, at den viste os, hvilke kræfter der også er i sindet - kræfter der overvinder alt gennem tilgivelse.
Og så kommer jeg til at tænke på, at Gud ikke har skabt os på skrømt. Vi er selvstændige væsner med ansvar. Vi kan opleve dybe, langvarige lidelser. Vi kan rammes af sjælsødelæggende sorg, den store sorg, og nedbrydende, gnavende, altomfattende følelser af skyld. Det er virkeligt, det findes. Men vi har også noget andet.
I sidste ende er lidelserne, skyggen kærlighedens og livets pris og et mål for freden, sjælsfreden - fundamentet - med den dybde lidelsen når, med den dybde føler vi lykken. Hvis ikke andet, så har livet lært mig dét.
Men det almenmenneskelige dilemma er, at vi samtidig længes dybt efter kærligheden, og at kærligheden gør os sårbare. Vi er nødt til at åbne os, fordi dette er livet, men når vi åbner os, åbner vi samtidig en flanke for sorgen, tabet. I denne forstand kan man tale om kærlighedens janushoved: Kærligheden giver os den højeste lykke - og tilføjer os de dybeste sår. Man kan også formulere dilemmaet sådan, at kærligheden tager ensomheden, gør os levende, men at den samtidig giver os sorgen, smerten.
På samme måde findes der en anger der opbygger, og en anger - eller rettere skyldfølelse - der nedbryder. Når vi fejler står mørket på spring. Det kan overvælde os så vi skruer os selv ned i et helvede af skyld. Og det kan tage år før vi arbejder os ud af det igen. Mennesker omkring os kan sige nok så meget, at vi er gode nok, at vi er elskede, at vi er accepterede - men den dybe skyld er ikke rationel og er ikke modtagelig for argumenter. Inde i os gnaver den videre - tilfreds med sit bytte.
Indtil det indre menneske ved egen kraft - ingen kan tage skylden fra os heller ikke Gud - vokser sig op over den. Så aflægger vi skylden og sorgen og lidelsen - som en gammel puppe - og forsøger igen at hæve os mod himlen.
I går så jeg på seminaret arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum en fremragende dokumentar om de sår vi mennesker kan tilføje hinanden. Voldsomme sår. Sår der stammer fra mord, voldtægt, krigsforbrydelser. Filmen var voldsom men også opbyggende på den måde, at den viste os, hvilke kræfter der også er i sindet - kræfter der overvinder alt gennem tilgivelse.
Og så kommer jeg til at tænke på, at Gud ikke har skabt os på skrømt. Vi er selvstændige væsner med ansvar. Vi kan opleve dybe, langvarige lidelser. Vi kan rammes af sjælsødelæggende sorg, den store sorg, og nedbrydende, gnavende, altomfattende følelser af skyld. Det er virkeligt, det findes. Men vi har også noget andet.
I sidste ende er lidelserne, skyggen kærlighedens og livets pris og et mål for freden, sjælsfreden - fundamentet - med den dybde lidelsen når, med den dybde føler vi lykken. Hvis ikke andet, så har livet lært mig dét.
Kommentarer
Send en kommentar