Den senere tid har jeg personligt gennemlevet en slags nyorientering, hvor jeg har taget mit liv, min grundliggende indstilling op til revision. Her kom seminaret forleden om tilgivelse, arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum, og Tutu Global Forgiveness Challenge, som en gave.
I mange år har jeg været optaget af et ønske om at forstå verden og livet. Jeg har studeret en del filosoffers tanker, undersøgt den naturvidenskabelige tilgang til verden og som sædvanlig tænkt meget over "Vandrer mod Lyset!" og det, der siges i dette værk.
Dybe tanker som jeg har prøvet at danne mig en mening om. Men den nyorientering eller erkendelsesproces som jeg har gennemlevet og stadig gennemlever har flyttet mit fokus, min prioritering, et lidt andet sted hen - i retning af det etiske og den etiske udvikling af min sjæl, af mig.
Det er ikke sådan, at jeg nu tænker, at filosofi og videnskab og religion ikke betyder noget; dvs at prøve at danne sig sin egen mening om disse emner. Men at flytte fokus fra de dybe tanker, som for mig altid har haft et anstrøg af tanker om egen storhed - en tanke om at jeg skulle lære andre noget - hen imod det etiske aspekt af livet, nærmere bestemt det etiske i mig, giver mig en ny følelse af ydmyghed og føles som at opdage selve livets kilde - en følelse af at have opdaget min sjæl, en følelse af min sjæl, en helhed - en følelse af noget levende i mig.
Jeg føler med andre ord, at jeg ikke længere er en lærer, men derimod én, der selv har brug for at lære. Og dét føles på en måde som at gå fra død til liv. En slags genfødsel. Eller - mindre dramatisk - som en lille kilde, der længe har været sandet til og som bryder igennem - livets stille rislen.
I mange år har jeg været optaget af et ønske om at forstå verden og livet. Jeg har studeret en del filosoffers tanker, undersøgt den naturvidenskabelige tilgang til verden og som sædvanlig tænkt meget over "Vandrer mod Lyset!" og det, der siges i dette værk.
Dybe tanker som jeg har prøvet at danne mig en mening om. Men den nyorientering eller erkendelsesproces som jeg har gennemlevet og stadig gennemlever har flyttet mit fokus, min prioritering, et lidt andet sted hen - i retning af det etiske og den etiske udvikling af min sjæl, af mig.
Det er ikke sådan, at jeg nu tænker, at filosofi og videnskab og religion ikke betyder noget; dvs at prøve at danne sig sin egen mening om disse emner. Men at flytte fokus fra de dybe tanker, som for mig altid har haft et anstrøg af tanker om egen storhed - en tanke om at jeg skulle lære andre noget - hen imod det etiske aspekt af livet, nærmere bestemt det etiske i mig, giver mig en ny følelse af ydmyghed og føles som at opdage selve livets kilde - en følelse af at have opdaget min sjæl, en følelse af min sjæl, en helhed - en følelse af noget levende i mig.
Jeg føler med andre ord, at jeg ikke længere er en lærer, men derimod én, der selv har brug for at lære. Og dét føles på en måde som at gå fra død til liv. En slags genfødsel. Eller - mindre dramatisk - som en lille kilde, der længe har været sandet til og som bryder igennem - livets stille rislen.
Kommentarer
Send en kommentar