I dette indlæg vil jeg prøve at se, hvorledes den kristne tanke om fortabelsen er forenelig eller uforenelig med tanken om Guds alkærlighed og almagt. Antagelsen er altså, at Gud er alkærlig og almægtig.
Lad os starte undersøgelsen med det kristne tænkere som Augustin og Calvin kaldte forudbestemmelseslæren. Ifølge denne lære er det forudbestemt af Gud, hvem der skal fortabes og hvem frelses. Mennesket kan hverken gøre fra eller til siges det, alt er forudbestemt af Gud.
Hvilket billede af Gud og det guddommelige finder vi i denne tanke? Gud skænker forud sin nåde til nogle, sin fordømmelse til andre. Hvad andet end en - med et jordisk billede - simpel tyran er da ikke Gud? Nådig mod nogle, fordømmende (evigt) mod andre. Er denne Gud alkærlig? Eller bare kærlig?
Det næste jeg vil undersøge er den tanke, at mennesket alligevel kan gøre noget for sin egen frelse eller selv gøre sig skyldig i sin fortabelse.
Hvilket billede af Gud finder vi her? For at svare retfærdigt må vi antage, at mennesket da er forsynet med en fri vilje. Uden eksistensen af en fri vilje er vi tilbage i forudbestemmelseslæren som behandlet ovenfor.
Vi må endvidere søge tilbage til beretningen om Adam og Eva og syndefaldet. Det antages da, at Adam og Eva var forsynet med en fri vilje, men misbrugte den da de "åd af kundskabens træ" - da de ved synd lærte forskellen mellem godt og ondt at kende.
Efter denne tankegang var det altså Guds hensigt, at Hans børn for evigt skulle forblive - børn - uskyldige - idet de kun skulle nyde Guds lys.
Men hvordan skal man egentlig se på en Gud, der fuldt vidende om en mulig konsekvens af sin gave - den frie vilje og det evige liv (idet det også antages at Gud er alvidende) - faldet og den evige fortabelse i det mindste for nogle? Er Han alkærlig? Eller bare kærlig?
Men - vil nogle så måske sige - ja, Adam og Eva misbrugte deres fri vilje og faldt og bragte synd og død over menneskene - men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor sin søn, Kristus, til menneskene som menneske, i den hensigt at lade sig slå ihjel for at alle der tror på denne forsoningshandling alligevel kan opnå evigt liv i Paradis.
Her har vi altså dogmet om frelse ved tro (på Jesu forsoningsdød). Men hvilket billede giver dét af Gud? Gud kræver et offer, et menneskeoffer, skærpet ved at Kristus her samtidig ses som Gud (en del af den treenige Gud) - med andre ord; Gud kræver gudmenneskets lidelse og død for at forsone sig med dem, der tror på dette. Er så denne Gud da alkærlig? Eller bare kærlig? Er Han ikke snarere grusom - over al forstand - idet straffen for ikke at tro er evige lidelser?
Tænker man sig nu, at Gud skænker troen til nogle - men ikke til andre - er vi igen tilbage til en variant af forudbestemmelseslæren.
Konklusionen må være, at fortabelsen under alle forhold strider mod Guds alkærlighed. Men hvis tanken om fortabelsen er meningsløs og umulig at opretholde (hvis Gud er alkærlig), så er også Kristi offer meningsløst - da mennesket i så fald ikke har frelse behov. Med andre ord: Kristendommen er meningsløs - både hvis man insisterer på tanken om fortabelsen og hvis man - idet man afviser fortabelsen - opretholder tanken om Kristi offer.
Kristendommen er derimod ikke meningsløs hvis man skræller Pauli udlægning af Jesu liv og død (forsoningslæren), tanken om fortabelsen og andre tankemæssige tilbygninger bort, og alene holder sig til Jesu kærligheds-, freds- og tilgivelseslære. Hvis man gør det, vil vi måske engang nå til en situation hvor mennesker kan begynde at elske Gud - og ikke frygte Ham - af egen fri vilje og med god grund.
Lad os starte undersøgelsen med det kristne tænkere som Augustin og Calvin kaldte forudbestemmelseslæren. Ifølge denne lære er det forudbestemt af Gud, hvem der skal fortabes og hvem frelses. Mennesket kan hverken gøre fra eller til siges det, alt er forudbestemt af Gud.
Hvilket billede af Gud og det guddommelige finder vi i denne tanke? Gud skænker forud sin nåde til nogle, sin fordømmelse til andre. Hvad andet end en - med et jordisk billede - simpel tyran er da ikke Gud? Nådig mod nogle, fordømmende (evigt) mod andre. Er denne Gud alkærlig? Eller bare kærlig?
Det næste jeg vil undersøge er den tanke, at mennesket alligevel kan gøre noget for sin egen frelse eller selv gøre sig skyldig i sin fortabelse.
Hvilket billede af Gud finder vi her? For at svare retfærdigt må vi antage, at mennesket da er forsynet med en fri vilje. Uden eksistensen af en fri vilje er vi tilbage i forudbestemmelseslæren som behandlet ovenfor.
Vi må endvidere søge tilbage til beretningen om Adam og Eva og syndefaldet. Det antages da, at Adam og Eva var forsynet med en fri vilje, men misbrugte den da de "åd af kundskabens træ" - da de ved synd lærte forskellen mellem godt og ondt at kende.
Efter denne tankegang var det altså Guds hensigt, at Hans børn for evigt skulle forblive - børn - uskyldige - idet de kun skulle nyde Guds lys.
Men hvordan skal man egentlig se på en Gud, der fuldt vidende om en mulig konsekvens af sin gave - den frie vilje og det evige liv (idet det også antages at Gud er alvidende) - faldet og den evige fortabelse i det mindste for nogle? Er Han alkærlig? Eller bare kærlig?
Men - vil nogle så måske sige - ja, Adam og Eva misbrugte deres fri vilje og faldt og bragte synd og død over menneskene - men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor sin søn, Kristus, til menneskene som menneske, i den hensigt at lade sig slå ihjel for at alle der tror på denne forsoningshandling alligevel kan opnå evigt liv i Paradis.
Her har vi altså dogmet om frelse ved tro (på Jesu forsoningsdød). Men hvilket billede giver dét af Gud? Gud kræver et offer, et menneskeoffer, skærpet ved at Kristus her samtidig ses som Gud (en del af den treenige Gud) - med andre ord; Gud kræver gudmenneskets lidelse og død for at forsone sig med dem, der tror på dette. Er så denne Gud da alkærlig? Eller bare kærlig? Er Han ikke snarere grusom - over al forstand - idet straffen for ikke at tro er evige lidelser?
Tænker man sig nu, at Gud skænker troen til nogle - men ikke til andre - er vi igen tilbage til en variant af forudbestemmelseslæren.
Konklusionen må være, at fortabelsen under alle forhold strider mod Guds alkærlighed. Men hvis tanken om fortabelsen er meningsløs og umulig at opretholde (hvis Gud er alkærlig), så er også Kristi offer meningsløst - da mennesket i så fald ikke har frelse behov. Med andre ord: Kristendommen er meningsløs - både hvis man insisterer på tanken om fortabelsen og hvis man - idet man afviser fortabelsen - opretholder tanken om Kristi offer.
Kristendommen er derimod ikke meningsløs hvis man skræller Pauli udlægning af Jesu liv og død (forsoningslæren), tanken om fortabelsen og andre tankemæssige tilbygninger bort, og alene holder sig til Jesu kærligheds-, freds- og tilgivelseslære. Hvis man gør det, vil vi måske engang nå til en situation hvor mennesker kan begynde at elske Gud - og ikke frygte Ham - af egen fri vilje og med god grund.
Kommentarer
Send en kommentar