Gå videre til hovedindholdet

Tvivl og selvkritik

Som man nok vil se af mine skriverier er udgangspunktet for næsten alt hvad jeg skriver, at "Vandrer mod Lyset!" er en sand åbenbaring. Ikke hele sandheden men noget af den.

Imidlertid føler jeg, at jeg skylder læseren en tilståelse: Jeg er i tvivl. Tvivlen går på om "Vandrer mod Lyset!" virkelig er sand - eller om kristendommen er det. Det nærmere indhold i denne tvivl går ikke på Gud og Guds natur. For mig er Gud under alle omstændigheder en tryg og varm og nær personlighed.

Tvivlen går på opfattelsen af djævelen og djævelens natur. Er djævelen en ynkværdig personlighed - engang en frygtelig modstander - men nu hjemvendt til lyset og Gud - eller er han en langt frygteligere skikkelse fra hvem mennesker har frelse behov gennem Kristus?

Sandheden er: Jeg ved det ikke. I hvert fald ikke med sikkerhed.

Med hensyn til forfatterskabets troværdighed vil det faktum at jeg er sindslidende - noget jeg aldrig har lagt skjul på - måske også trække fra. Måske affærdiger nogle det jeg skriver som en gal mands værk. Men i så fald vil jeg blot bede om, at man forholder sig til tankerne og ikke mennesket bag det jeg skriver. Enhver må da vurdere om der er virkeligt indhold i skrifterne, substans, og ikke afvise det pgra min sygdom.

Jeg selv mener, at det jeg skriver hører til det bedste i mig - om ikke helt frigjort fra sygdommen - så dog ikke per definition "galt".

Mange steder - erkender jeg - skriver jeg som en der ved. Og kun sjældent - om nogensinde - har jeg - overfor andre - søgt at bevise eller bare sandsynliggøre udgangspunktets sandhed (dvs "Vandrer mod Lysets" sandhed). Dette ligger selvfølgelig hovedsageligt i, at det jeg skriver om, er ting, der i sin natur ikke lader sig bevise (om Gud, reinkarnation osv).

Det eneste jeg kan sige er, at hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er det jeg skriver også sandhed. Sådan opfatter jeg det, og det må være tilgangen til mit forfatterskab.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere