Gå videre til hovedindholdet

Tvivl og selvkritik

Som man nok vil se af mine skriverier er udgangspunktet for næsten alt hvad jeg skriver, at "Vandrer mod Lyset!" er en sand åbenbaring. Ikke hele sandheden men noget af den.

Imidlertid føler jeg, at jeg skylder læseren en tilståelse: Jeg er i tvivl. Tvivlen går på om "Vandrer mod Lyset!" virkelig er sand - eller om kristendommen er det. Det nærmere indhold i denne tvivl går ikke på Gud og Guds natur. For mig er Gud under alle omstændigheder en tryg og varm og nær personlighed.

Tvivlen går på opfattelsen af djævelen og djævelens natur. Er djævelen en ynkværdig personlighed - engang en frygtelig modstander - men nu hjemvendt til lyset og Gud - eller er han en langt frygteligere skikkelse fra hvem mennesker har frelse behov gennem Kristus?

Sandheden er: Jeg ved det ikke. I hvert fald ikke med sikkerhed.

Med hensyn til forfatterskabets troværdighed vil det faktum at jeg er sindslidende - noget jeg aldrig har lagt skjul på - måske også trække fra. Måske affærdiger nogle det jeg skriver som en gal mands værk. Men i så fald vil jeg blot bede om, at man forholder sig til tankerne og ikke mennesket bag det jeg skriver. Enhver må da vurdere om der er virkeligt indhold i skrifterne, substans, og ikke afvise det pgra min sygdom.

Jeg selv mener, at det jeg skriver hører til det bedste i mig - om ikke helt frigjort fra sygdommen - så dog ikke per definition "galt".

Mange steder - erkender jeg - skriver jeg som en der ved. Og kun sjældent - om nogensinde - har jeg - overfor andre - søgt at bevise eller bare sandsynliggøre udgangspunktets sandhed (dvs "Vandrer mod Lysets" sandhed). Dette ligger selvfølgelig hovedsageligt i, at det jeg skriver om, er ting, der i sin natur ikke lader sig bevise (om Gud, reinkarnation osv).

Det eneste jeg kan sige er, at hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er det jeg skriver også sandhed. Sådan opfatter jeg det, og det må være tilgangen til mit forfatterskab.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere