I "Vandrer mod Lyset!" omtales "gåden om det uskabte", dvs det forhold at urkosmos som bestod af tanke, vilje, lys og mørke var fra evighed af uden at være skabt.
En mulig forståelse af dette spørgsmål kan søges i begrebet om tid. En skabelse forudsætter begrebet eller fænomenet tid - for at noget kan skabes må det nødvendigvis skabes i et tidsforløb; for at noget bliver skabt må der nødvendigvis forud være en tid, hvor det ikke fandtes, endnu ikke var skabt - men da der ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke fandtes tid i urkosmos - tid forstået som begivenhedernes rækkefølge - kan det ikke være skabt.
Sagt med andre ord: Da det må konstateres (hvis man accepterer "Vandrer mod Lysets" beskrivelse af urkosmos - det med et almindeligt filosofisk udtryk egentligt ubetingede), at urkosmos (dvs tanke, vilje, lys og mørke) fandtes, kan det ikke være skabt, da der i denne verdenstilstand ikke fandtes tid. Det må med andre ord have været evigt, uden begyndelse.
Det egentlig erkendelsesteoretiske grundspørgsmål hvad det præcis betyder, at noget eksisterer, hvad vil det sige, at noget (fx urkosmos) eksisterer (eller eksisterede), det filosoffen, Martin Heidegger, kaldte det ontologiske grundspørgsmål, ligger et lag dybere endnu end ovennævnte gennemgang og forslag til løsning af gåden om det uskabte.
Personligt tror jeg, at dette spørgsmål er umuligt at besvare for den menneskelige erkendelse. Anvender man andre ord for begrebet eksistens fx "det der findes", "det der er til" el lign er der kun tale om synonyme ord eller begreber, der ikke tilføjer erkendelsen, forståelsen noget nyt.
Med en vis ret kan man sige, at både begrebet eksistens og ikke-eksistens, med andre ord det eksisterende og det ikke-eksisterende, er uforklarlig for mennesker. I en af sine dialoger prøver Platon at indkredse begrebet, det ikke-eksisterende. Men han anfører vanskeligheden ved overhovedet at tale om det, at finde adækvate ord og udtryk for dette begreb. Bruger man fx udtrykket "det ikke-eksisterende" antyder ordet "det" at det er noget - men det er jo netop ikke noget. Begrebet er altså (måske) uforklarligt, ikke-erkendeligt.
Prøver man at anføre ting eller begreber, som ikke eksisterer (findes) - fx enhjørninger - så kan man hævde, at ganske vist findes der ikke enhjørninger i fysisk forstand, men ideen om enhjørninger findes - altså findes de - om ikke andet så som en idé eller tanke - med andre ord i fantasien.
Begreberne eksistens og ikke-eksistens kan ud fra ovenstående betragtes som de egentlige, erkendelsesteoretiske (epistemologiske) grænsebegreber, parallelt til filosoffen, Immanuel Kants, idé om noumena, eller ting i sig selv (ding an sich).
En mulig forståelse af dette spørgsmål kan søges i begrebet om tid. En skabelse forudsætter begrebet eller fænomenet tid - for at noget kan skabes må det nødvendigvis skabes i et tidsforløb; for at noget bliver skabt må der nødvendigvis forud være en tid, hvor det ikke fandtes, endnu ikke var skabt - men da der ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke fandtes tid i urkosmos - tid forstået som begivenhedernes rækkefølge - kan det ikke være skabt.
Sagt med andre ord: Da det må konstateres (hvis man accepterer "Vandrer mod Lysets" beskrivelse af urkosmos - det med et almindeligt filosofisk udtryk egentligt ubetingede), at urkosmos (dvs tanke, vilje, lys og mørke) fandtes, kan det ikke være skabt, da der i denne verdenstilstand ikke fandtes tid. Det må med andre ord have været evigt, uden begyndelse.
Det egentlig erkendelsesteoretiske grundspørgsmål hvad det præcis betyder, at noget eksisterer, hvad vil det sige, at noget (fx urkosmos) eksisterer (eller eksisterede), det filosoffen, Martin Heidegger, kaldte det ontologiske grundspørgsmål, ligger et lag dybere endnu end ovennævnte gennemgang og forslag til løsning af gåden om det uskabte.
Personligt tror jeg, at dette spørgsmål er umuligt at besvare for den menneskelige erkendelse. Anvender man andre ord for begrebet eksistens fx "det der findes", "det der er til" el lign er der kun tale om synonyme ord eller begreber, der ikke tilføjer erkendelsen, forståelsen noget nyt.
Med en vis ret kan man sige, at både begrebet eksistens og ikke-eksistens, med andre ord det eksisterende og det ikke-eksisterende, er uforklarlig for mennesker. I en af sine dialoger prøver Platon at indkredse begrebet, det ikke-eksisterende. Men han anfører vanskeligheden ved overhovedet at tale om det, at finde adækvate ord og udtryk for dette begreb. Bruger man fx udtrykket "det ikke-eksisterende" antyder ordet "det" at det er noget - men det er jo netop ikke noget. Begrebet er altså (måske) uforklarligt, ikke-erkendeligt.
Prøver man at anføre ting eller begreber, som ikke eksisterer (findes) - fx enhjørninger - så kan man hævde, at ganske vist findes der ikke enhjørninger i fysisk forstand, men ideen om enhjørninger findes - altså findes de - om ikke andet så som en idé eller tanke - med andre ord i fantasien.
Begreberne eksistens og ikke-eksistens kan ud fra ovenstående betragtes som de egentlige, erkendelsesteoretiske (epistemologiske) grænsebegreber, parallelt til filosoffen, Immanuel Kants, idé om noumena, eller ting i sig selv (ding an sich).
Kommentarer
Send en kommentar