Forholdet mellem årsag og virkning er et ofte beskrevet filosofisk problem. Historisk har interessen samlet sig om, hvorvidt visse virkninger fulgte med nødvendighed af visse årsager, eller om verden grundlæggende er uforudsigelig.
Der er således tale om en erkendelsesmæssig konflikt mellem determinisme og indeterminisme, dvs om verden udvikler sig med nødvendighed eller med tilfældighed.
Både filosofisk og naturvidenskabeligt er begge opfattelser gjort gældende. Et eksempel på en tænker, der har hævdet - og skærpet - det såkaldte induktionsproblem, at der ikke - filosofisk - er nogen nødvendig sammenhæng mellem en given virkning og dens årsag - er den skotske filosof, David Hume (1711-76).
Det er uklart for mig, om Hume mener, at dette forhold gælder begge veje, dvs både med hensyn til slutningen fra en given virkning til dens årsag (eller mere generelt fra det specielle til det generelle - induktion) og slutning fra et givent fænomen til dens virkning (eller generelt fra det almene til det specielle - deduktion), men i det følgende antager jeg, at han mener at problemet er til stede i begge tilfælde (dvs både med hensyn til induktion og deduktion).
Antager man at Humes tanke er korrekt, at der ikke gives nogen nødvendig sammenhæng mellem en given virkning og en given årsag, følger ikke nødvendigvis, at der ingen sammenhæng er mellem årsag og virkning, hvilket ville føre til en kaosmodel eller kaosfilosofi.
Ud fra kvantefysisk teori kan man filosofisk udlede, at der nok ikke - i hvert fald på atomart og subatomart niveau - er en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning, men derimod en sammenhæng beroende på sandsynlighed (verden er ifølge kvanteteorien ikke deterministisk men probalistisk).
Det vil sige at man principielt ikke kan forudsige begivenhederne i verden med sikkerhed (forudsat at man kendte alle virkende årsager), men kun med sandsynlighed.
Dette hænger godt sammen med det verdensbillede, der gives i "Vandrer mod Lyset!". Ifølge dette værk kan ikke engang Gud med sikkerhed forudsige alle begivenheder i verden, fordi Han har givet os alle en fri tanke og en fri vilje (Guds selvbegrænsning).
Hvad enten man betragter mennesket som ren natur (mennesket har ikke en udødelig ånd), eller man betragter det som en skabning med en (gudgiven) udødelig sjæl, kan tanken om den fri tanke og den fri vilje godt hævdes med en vis vægt.
Betragter man således mennesket som en kun dødelig skabning, en krop, kan den fri tanke og fri vilje fx hævdes ud fra kvanteteorien. Hvis man hælder til en religiøs anskuelse, at mennesket har en udødelig ånd, kan det hævdes, at den udødelige ånd består af en fri tanke og vilje.
Spørgsmålet er imidlertid her, hvad vi forstår ved frihed. Hvis frihed ikke forstås som uafhængighed af alle påvirkninger, fænomener, tidligere tænkte tanker, oplevelser osv, men derimod som et vilkår, hvor vi mennesker reagerer, tænker, handler, føler osv idet vi påvirkes af fortidige oplevelser, nutidige påvirkninger, sansning osv, ikke med nødvendighed men med sandsynlighed, så kan det probalistiske verdensbillede som fx gives i kvanteteorien og i "Vandrer mod Lyset!", forsvares.
Det vil sige både ud fra moderne fysisk teori og en religiøs tankegang (hvis man her antager den gudgivne fri tanke og vilje) kan det hævdes, at der nok ikke består en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning, men det betyder ikke, at der ingen sammenhæng er. Antager man den fri tanke og den fri viljes realitet - enten ud fra en rent naturvidenskabelig teori (kvanteteorien) eller synsmåde eller ud fra en religiøs - kan det probalistiske verdensbillede forsvares med en vis vægt som gældende både for den menneskelige og den ikke-menneskelige verdens (materien; i kraft af den kvantemekaniske beskrivelse af stoffet) vedkommende.
Der er således tale om en erkendelsesmæssig konflikt mellem determinisme og indeterminisme, dvs om verden udvikler sig med nødvendighed eller med tilfældighed.
Både filosofisk og naturvidenskabeligt er begge opfattelser gjort gældende. Et eksempel på en tænker, der har hævdet - og skærpet - det såkaldte induktionsproblem, at der ikke - filosofisk - er nogen nødvendig sammenhæng mellem en given virkning og dens årsag - er den skotske filosof, David Hume (1711-76).
Det er uklart for mig, om Hume mener, at dette forhold gælder begge veje, dvs både med hensyn til slutningen fra en given virkning til dens årsag (eller mere generelt fra det specielle til det generelle - induktion) og slutning fra et givent fænomen til dens virkning (eller generelt fra det almene til det specielle - deduktion), men i det følgende antager jeg, at han mener at problemet er til stede i begge tilfælde (dvs både med hensyn til induktion og deduktion).
Antager man at Humes tanke er korrekt, at der ikke gives nogen nødvendig sammenhæng mellem en given virkning og en given årsag, følger ikke nødvendigvis, at der ingen sammenhæng er mellem årsag og virkning, hvilket ville føre til en kaosmodel eller kaosfilosofi.
Ud fra kvantefysisk teori kan man filosofisk udlede, at der nok ikke - i hvert fald på atomart og subatomart niveau - er en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning, men derimod en sammenhæng beroende på sandsynlighed (verden er ifølge kvanteteorien ikke deterministisk men probalistisk).
Det vil sige at man principielt ikke kan forudsige begivenhederne i verden med sikkerhed (forudsat at man kendte alle virkende årsager), men kun med sandsynlighed.
Dette hænger godt sammen med det verdensbillede, der gives i "Vandrer mod Lyset!". Ifølge dette værk kan ikke engang Gud med sikkerhed forudsige alle begivenheder i verden, fordi Han har givet os alle en fri tanke og en fri vilje (Guds selvbegrænsning).
Hvad enten man betragter mennesket som ren natur (mennesket har ikke en udødelig ånd), eller man betragter det som en skabning med en (gudgiven) udødelig sjæl, kan tanken om den fri tanke og den fri vilje godt hævdes med en vis vægt.
Betragter man således mennesket som en kun dødelig skabning, en krop, kan den fri tanke og fri vilje fx hævdes ud fra kvanteteorien. Hvis man hælder til en religiøs anskuelse, at mennesket har en udødelig ånd, kan det hævdes, at den udødelige ånd består af en fri tanke og vilje.
Spørgsmålet er imidlertid her, hvad vi forstår ved frihed. Hvis frihed ikke forstås som uafhængighed af alle påvirkninger, fænomener, tidligere tænkte tanker, oplevelser osv, men derimod som et vilkår, hvor vi mennesker reagerer, tænker, handler, føler osv idet vi påvirkes af fortidige oplevelser, nutidige påvirkninger, sansning osv, ikke med nødvendighed men med sandsynlighed, så kan det probalistiske verdensbillede som fx gives i kvanteteorien og i "Vandrer mod Lyset!", forsvares.
Det vil sige både ud fra moderne fysisk teori og en religiøs tankegang (hvis man her antager den gudgivne fri tanke og vilje) kan det hævdes, at der nok ikke består en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning, men det betyder ikke, at der ingen sammenhæng er. Antager man den fri tanke og den fri viljes realitet - enten ud fra en rent naturvidenskabelig teori (kvanteteorien) eller synsmåde eller ud fra en religiøs - kan det probalistiske verdensbillede forsvares med en vis vægt som gældende både for den menneskelige og den ikke-menneskelige verdens (materien; i kraft af den kvantemekaniske beskrivelse af stoffet) vedkommende.
Kommentarer
Send en kommentar