Carsten Ploug Olsen

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt. Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os. Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke. Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien). Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objekti...

Det siges af og til, at alle religioner i deres grund er ens, at de bærer den samme kerne. Det mener jeg er rigtigt. Se på jødedom, kristendom og islam: Hvis der findes en Gud, findes der kun en. Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Det vi har af den Almægtige er billeder, og de kan være mere eller mindre nøjagtige. Der findes også inden for de forskellige religioner forskellige billeder, ja, der er nok et for hver troende. Det alle religioner har til fælles, den fælles kerne, er kærligheden: Jødedom har næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18), det samme har som bekendt kristendom, idet både Jesus og Paulus gentager budet, og kalder det det største og vigtigste bud af alle. Og hvis vi forstår islam som det inderste hjertes overgivelse til Allah (jf trosbekendelsen, shahada), så er også islams kerne kærlighed. Gennem  Vandrer mod Lyset   lærer vi, at alle de store religioner er opstået ud fra en oprindelig verdensimpuls af kærli...

De to urkræfter, lys og mørke, godt og ondt, virker forskelligt på os mennesker. Jeg vil her sige lidt om, hvordan de kan virke på følelserne: Lyset giver fred og ro og klarhed. Når vi erkender en sandhed, eller fx lytter til et smukt og harmonisk stykke musik, er oplevelsen som regel ledsaget af ro og fred og glæde. Mørket derimod kan virke på i hvert fald to måder, der ledsager dels mørkets 'lyse' side, som jeg før har skrevet om, dels mørkets rent sorte side: Man kan når man udsættes for mørkets kræfter gribes af en rus - fx ved forelskelse, hvis vi gribes af selvbeundring, eller ved indtagelse af fx alkohol eller narkotiske stoffer. Denne virkning er karakteristisk for mørkets 'lyse' side. Ved mørkets rent sorte aspekt kan det knuge sindet og hjertet, og det kan skabe en meget ubehagelig indre spænding, som vi da måske søger at frigøre os fra. Frigørelsen kan ske på to måder: Vi kan handle efter det onde, hvorved det gran mørke vi påvirkes af afpolariseres, hvilket ...

I mange øjeblikke med fortvivlelse og dyb lidelse tænker jeg: Gud give at ateisterne har ret, og så ville jeg ønske, at jeg kunne tilslutte mig den skare, der slår syv kors for sig ved enhver tanke og tale om Gud. Spøg tilside: Et langt liv med uudholdelige og vedvarende lidelser i forbindelse med en psykisk lidelse (skizofreni) har givet mig en fredelig tanke: At alt slutter ved døden, og der intet evigt liv er. I sådanne øjeblikke håber jeg, at det er rigtigt, hvad der står i Vandrer mod Lyset: At vi kan vælge evighedslivet fra. Det er, når lidelsen bliver for stor, mit evighedshåb.  På den anden side har alle disse lidelser givet mig en forståelse for de faldne og deres lidelser: Jeg forstår, hvad lidelse kan bringe en sjæl til, og jeg forstår, hvordan det onde kan tvinge os til uhyrligheder, hvordan det kan binde tanke og sjæl, hvordan det kan lukke mentale rum i stedet for at åbne, og jeg kender den angst, der følger med det. Jeg forstår noget om, hvad der drev Satan, da han f...

I Vandrer mod Lyset gives implicit nogle meget værdifulde redskaber til sandhedens erkendelse: I fortalen bedes vi mennesker nøje gennemtænke alle tanker i værket, og derefter forelægge spørgsmålet om værkets eventuelle sandhed for vores samvittighed. Denne metode kan videre bruges for ethvert værk, fx også for Descartes' eller Kants erkendelsesteorier, eller generelt for ethvert værk eller udsagn, der beskæftiger sig med eller hævder at være sandhed, herunder alle filosofiske, religiøse eller videnskabelige værker og teorier. Hvis det der søges er noget helt nyt og endnu ukendt, kan en anden af de metoder, der gives i Vandrer mod Lyset bruges, nemlig inspirationen.  Inspirationen eller den intuitive metode består i, at man i tankerne søger at formulere, hvad man ønsker viden om, og derefter lægger spørgsmålet til side og tænker på andre ting, hvorved tanken gøres parat til at modtage den intuitive, inspiratoriske meddelelse. Hvis det fra oversanselig side skønnes, at det er formål...

Hvis mennesker generelt kendte de egentlige konsekvenser ved krigens afskyelighed, ville krig ikke forekomme og der ville ikke blive produceret våben overhovedet. Virkeligheden er denne: Da ethvert mørke, enhver ond handling - hvortil krig og vold skal regnes - uvægerligt engang ifølge en af Guds love, gengældelsesloven, vil vende sig mod sin ophavsmand og bringe ham eller hende de samme lidelser, som vedkommende har gjort sig skyldig i, så følger det, at enhver politiker eller hersker, der gør sig skyldig i krig, engang selv skal høste den onde sæd, han har sået; det vil sige at lide den samme død og de samme lidelser, den krig han eller hun er skyldig i forvolder, og frelse lige så mange liv, som krigen har taget, indtil man indser, hvor afskyelig og forkastelig krig under alle former er. Men så er det lettere og mindre lidelselsfuldt at indse sandheden i det nu - og at handle derefter, det vil sige at standse al krigsførelse og aldrig mere påbegynde den - i stedet for at gå omvejen...

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...