Gå videre til hovedindholdet

Krigsherrer, våbenindustrien og gengældelsesloven

Hvis mennesker generelt kendte de egentlige konsekvenser ved krigens afskyelighed, ville krig ikke forekomme og der ville ikke blive produceret våben overhovedet.

Virkeligheden er denne:

Da ethvert mørke, enhver ond handling - hvortil krig og vold skal regnes - uvægerligt engang ifølge en af Guds love, gengældelsesloven, vil vende sig mod sin ophavsmand og bringe ham eller hende de samme lidelser, som vedkommende har gjort sig skyldig i, så følger det, at enhver politiker eller hersker, der gør sig skyldig i krig, engang selv skal høste den onde sæd, han har sået; det vil sige at lide den samme død og de samme lidelser, den krig han eller hun er skyldig i forvolder, og frelse lige så mange liv, som krigen har taget, indtil man indser, hvor afskyelig og forkastelig krig under alle former er. Men så er det lettere og mindre lidelselsfuldt at indse sandheden i det nu - og at handle derefter, det vil sige at standse al krigsførelse og aldrig mere påbegynde den - i stedet for at gå omvejen over tusinder eller hundredtusinder af døde, og engang få den samme smertefulde skæbne som dem. Dette bør man gøre ikke mindst for sin egen skyld.

Det følger også, at de mennesker der forsker i og producerer de våben, der bruges i krig, er medskyldige i det mørke og den ondskab krig er, og at disse mennesker derfor engang må dele ansvaret for krigens afskyelighed og uhyrlighed med de politikere eller herskere, der starter krigene, og sone de forbrydelser, der øves i krig, ved at lide de samme lidelser, de er medskyldige i. 

Gengældeldelsesloven er kortest og klarest formuleret ved ordene: Som du sår, skal du høste. Selv om man måske i denne verden regnes for et stort menneske på grund af 'succes i krig' eller som genial ophavsmand til en særlig effektiv våbenart, eller ved strategisk 'dygtighed', så er disse store mennesker de mindste og de mest ynkværdige; for al den vold og død de er skyldige i og ansvarlige for, vil før eller siden vende sig mod dem selv.

Og derfor er krigens sejrherrer - de der med størst held har slået flest ihjel eller med magt har undertvunget en anden nation eller folk - de egentlige tabere.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere