Carsten Ploug Olsen

Når mørket - det vældige - Rejser sig mod lyset jeg bringer Storm mod ro Jeg ryster og vil kun ligge i mørket Lytte til varmens sagte susen i rørene Dit åndedræt, du er der et sted Et lys plantet, Er sommer bragt nær Ved bjergets rand, ved afgrunden Jeg skælver når jeg ned med lampen lyser Jeg drømmer om strand og varme og hænder Alene, iskold vinternat ved polen Dybet skiller mig fra menneskelandet Jeg skælver for Uhyggesmagten Et lys plantet, Er sommer bragt nær Trangen til flugt, tryghed, glemsel Men jeg står og bliver stående Som jeg forsøger: Urokket Rystet i det inderste Her står jeg, Gud hjælpe mig, Jeg kan ikke andet Et lys plantet, Er sommer bragt nær Jeg søger ly for stormen hos dig, min elskede Og måske er det stormen At søge livet i døden, lyset i mørket Kun jeg selv kan bære min vægt, min sjæl For dig ubærlig Stryg en tændstik i dette mørke og det op lyses Et lys plantet, Er sommer bragt nær Gud, jeg ligger og ryster i mørket En lille fu...

Gives Paradis for en slik, For intet, for et sennepskorn? Ja, det frø der er - Ikke din tro - men din kærlighed Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Jeg ser mod himlen, det uendelige rum Sjælen isner, tænker - Er det mit billede, er vi alene? Kold som spot fremglimter da stjernen Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Jeg ser det uendelige ydre Hører talen om erobring, tanken om magt Men den sande uendelighed er i det indre, Tiden og udødeligheden Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis  Hvad hjælper det at vinde verden Hvis prisen er dit hjerte Til hvad nytte afklippe den grønne vinge For at komme først og derved blive sidst Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Du, krigsherre, se din fremtid I slagmarkens lemlæstede kroppe Den tid kommer hvor du bliver som dem Ikke som straf, men for at åbne dit blinde øje, Dog, Gennem evighed, Skal også du vokse ind i Paradis Gnid, sjæl, dit hjertes magiske lampe Se Guds Ånd fremspringe Se den genlyse kærligh...

Nu sjælen stævner på havet ud Ser sig selv i karmas spejl Sår godt, sår skidt og høster snart Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Nu sjælen spørger Med hvad kranse mit flag? Med hvad tegne mit billede? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Med kærlighed kranse sit billede Det der hæfter, forbinder, forener Fredens kilde, værdigheds krone Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Kan evighed fremdrømmes? Salighed og værdighed nås uden kamp? Paradis let som intet, uden vægt og fylde? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Når uro er i sindet Det er veer, sjælen der vokser Fødes ud af sit trange svøb Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Byrden du bærer: Dig selv, din vægt Ved at bære vinder du styrke Til evighed at bære uden at vakle Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Skal vi byrden afkaste Kræve løn før arbejdet er gjort? Høste uden at så? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Fra hjerte til hjerte Kær...

I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente. Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT: I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede. Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9). I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19)  og efter pagtslutningen (2. Mos. 24)  fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren. I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige. Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testame...

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Der findes ingen retfærdige argumenter for -personlig eller statslig - vold Med Vandrer mod Lyset er det muligt at kaste et måske nyt lys over fænomenet vold. I dette værk siges det således, at mørket kan afpolariseres på to måder: Enten ved at individet (eller tilføjer jeg staten) handler efter mørket, det onde, eller ved individets sorg og anger over onde tanker eller handlinger. I det første tilfælde kan det føles som et indre pres når mørket bygger op i os, et pres der kræver udløsning, fx i en voldelig handling. Når handlingen er udført, kan det føles som en lettelse - mørket har givet sit udslag, er blevet afpolariseret. Men lettelsen er kortvarig. For i næste øjeblik kan et tilsvarende mørke bygge op og igen kræve udløsning, igen fx ved vold. Den momentane lettelse voldsmanden kan føle er altså ikke varig, og derfor er - også set fra voldsmandens synsvinkel - denne 'løsning' dårlig og fører ikke til varig lettelse eller ro i sind og krop. Den varige lettelse ...

En hed sommerdag hvor Solen stod i zenith og sved landskabet gult og støvet, kom pilgrimmen til profeten, knælede og bad: - Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen. Profeten så mildt på manden og svarede: - Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke. - Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt! - Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig? - Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed! - Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig. - Men hvordan? - Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og ...