Gå videre til hovedindholdet

Højsang III

Når mørket - det vældige -
Rejser sig mod lyset jeg bringer
Storm mod ro
Jeg ryster og vil kun ligge i mørket
Lytte til varmens sagte susen i rørene
Dit åndedræt, du er der et sted
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

 Ved bjergets rand, ved afgrunden
Jeg skælver når jeg ned med lampen lyser
Jeg drømmer om strand og varme og hænder
Alene, iskold vinternat ved polen
Dybet skiller mig fra menneskelandet
Jeg skælver for Uhyggesmagten
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

 Trangen til flugt, tryghed, glemsel
Men jeg står og bliver stående
Som jeg forsøger: Urokket
Rystet i det inderste
Her står jeg, Gud hjælpe mig,
Jeg kan ikke andet
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

Jeg søger ly for stormen hos dig, min elskede
Og måske er det stormen
At søge livet i døden, lyset i mørket
Kun jeg selv kan bære min vægt, min sjæl
For dig ubærlig
Stryg en tændstik i dette mørke og det op lyses
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

 Gud, jeg ligger og ryster i mørket
En lille fugl, katten kommer
Jeg huler hånden om flammen jeg tænder
Jeg befaler, besværger, sitrer:
Frygt ikke. Frygt ikke. Frygt ikke!
I knugende mørke, skælvende:
Jeg planter et lys
Det går mod sommer og dag!


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere