Carsten Ploug Olsen

At miste er en naturlig del af kærligheden og livet. Når vi mister, dannes et tomrum, et vakuum, som tilsuger sig vores tanker og følelser og som farver livet i mørke nuancer. Jo dybere vi elsker, jo dybere tomrum og vakuum, også som et meteorologisk lavtryk og dermed forbundet uvejr, hvor der før var varmehøjtryk og sommer, eller som et kar fyldt med (livets) vand hvor proppen trækkes op, hvorefter vandet løber ud og væk. Kærlighed og sorg er så nært forbundne, at vi næsten kan tale om en kærlighedens og sorgens dialektik. Det ene optræder sjældent eller aldrig uden det andet. Er det bedre aldrig at elske? Tørrer livskilderne så ikke ind og dør hjertet så ikke af mangel på næring, af sult? Er det ikke bedre at overgive sig til det største og acceptere dualiteten af eller dialektikken mellem kærlighed og sorg? Er det ikke bedre om så kun en gang at blive rørt i det inderste og acceptere smerten der, når vi mister? Jeg ved det ikke. Det synes at være et almenmenneskeligt vil...

Hvis det er sandt at vi er skabt i Guds billede, og Gud er kærlighed, så er vi skabt i kærlighedens billede og kærligheden er vores sande, indre natur Som tidligere nævnt (indlægget, Kærlighed er vejen til fred), så fremførte den kinesiske tænker, Mozi, en lære om universel kærlighed som vejen til fred. I  Britannica  kan man læse, at Mozis lære nok var ædel og højsindet, men også for krævende og i modstrid med menneskets natur, og at den derfor, efter nogle århundreder forsvandt som indflydelsesrig kilde til menneskets åndelige liv. Men er det sandt? Er mennesket per definition lavsindet, krigerisk og rovbegærlig? Ligger det i selve vores natur, at vi per definition kommer til kort overfor det høje og ædle som en Mozi eller en Jesus af Nazareth eller andre beriger os med? Nej. Det er som jeg skriver først i dette indlæg: Vi er skabt i Guds og derfor i kærlighedens billede. Menneskets natur er derfor ikke per definition lavsindet og krigerisk og uværdig til det høje og...

Se Gudsånd dale mildt med glans Den søger den glade og den sorgfulde og den lidende ligeligt Den søger den frie og lykkelige Den søger den bundne og ulykkelige Den søger flygtningen, der mistede alt, den søger den forhånede og uønskede migrant, den søger alle, der trænger Varsomt Han opbryder det indre fængsel Den der blev brændt af kærlighed eller had Stille kommer Han til forbryderen og misbrugeren og morderen med tilgivelse og velsignelse Varsomt indblæser Han sin fylde i den, hvis hjerte lider under tomhed eller meningsløshed eller forladthed Se Gudsånd spørge mildt før Han lægger hånden på den fortvivledes hjerte for at hele det og give det håb, så vished Hør, Gudsånd synge i mørket, se den dale med mildhed og velsignelse og glans, med Guddomsvinge frembærer Han blidt lysets node: Frygt ikke!

Tilgiv jeres fjender! Opgaven er ikke at tilintetgøre de onde, men at vinde dem tilbage. Ved at tilintetgøre dem, dræbe dem, bliver vi som dem. Hvordan vinder vi dem tilbage? Ved at elske dem. Hvordan lærer vi at elske dem? Ved at tilgive dem. Hvordan kan vi tilgive dem? Ved at prøve at forstå dem. Hvordan forstår vi dem? Vi kan forstå dem ved at se på, hvordan, hvilke lidelser vi selv hjemsøges af, når vi selv fejler og øver ondt og har brug for barmhjertighed og tilgivelse. Se denne verdens krigsherrer, se morderne og dem der begår terror: Hvert eneste menneske de dræber og hvis død eller fordrivelse de er ansvarlige for, lægger de på deres egne skuldre, og byrden er tung. Denne byrde lægger de selv på deres skuldre, ingen andre gør det. Sådan er loven. Byrden skal bæres og sones til sidste del og rest, ikke som straf, men for at de kan forstå hvilke lidelser de selv forårsager. De lidelser de bringer over de dræbte og fordrevne kommer de selv til at høste, ikke...

Lad ikke lyset lande på fjendtlig kyst Men hvis det gør Vil det lyse i mørket Lad lyset lande og slå rod på mørke strand Hvis det gør Vil det vinde det ondes fanger tilbage Lad lyset lande og slå rod Overalt Lad det fremvokse fredens blomst I mørkeste dyb til højeste sal

Verden brænder, når hjerterne fryser Jeg har altid troet, at det kristne næstekærlighedsbud skyldtes Jesus. Men for nogle år siden opdagede jeg, at dette bud findes allerede i 3. Mos. 19, 18 og nu finder jeg hos den kinesiske tænker, Mozi (Mo tzu, Motse), som også levede længe før Jesus af Nazareth, de samme tanker om næstekærlighed (ctext.org; Mohism, book 4, 'Universal Love'). Mozi trækker nogle konsekvenser ud af sine tanker om kærligheden, som nok er en eftertanke værd: (Næste-)kærlighed er vejen til fred. For hvis alle elsker, vil ingen øve uret. Den der elsker sin familie, vil ikke skade den, den hersker, der elsker sine undergivne og undersåtter vil ikke skade dem, den borger, der elsker sin hersker, vil ikke skade ham eller søge at styrte ham, den hersker, der elsker andre lande og deres mennesker vil ikke føre krig mod andre folkeslag og stater osv. Derfor - siger Mozi - vil kærlighed skabe fred i verden, hvorimod had vil skabe ufred og uorden. Vejen til en a...

Undertiden bliver overgreb og politisk undertrykkelse og undertrykkelse af menneskerettigheder i forskellige lande af det repressive regime skudt ind under begrebet interne anliggender og søgt retfærdiggjort ad den vej. Men er dette et gyldigt argument? For det første kan vi til dette spørgsmål anlægge en pragmatisk synsvinkel: Henvisning til et lands interne anliggender som legitimation af undertrykkelse er endnu en uheldig konsekvens - udover spørgsmålet om krig og fred - af den nationale suværenitet som øverste myndighed i verden (se indlægget Lov og ret (denne blog, 15.11.2019)  og Emery Reves' Fredens anatomi). Under dette dække kan enhver stat øve alskens uret - fængsling, henrettelse, forfølgelse - uden at blive krævet til regnskab for overgrebene. Dette er et pragmatisk argument imod henvisningen til interne anliggender. Vi kan også forsøge et principielt argument: Hvis vi opfatter de grundlæggende menneskerettigjeder som retten til liv, frihed og ejendom, så ...