Carsten Ploug Olsen

Hvis vi bruger den epistemologiske test jeg har foreslået tidligere på en række nyere filosofiske teorier, at teste en teori på sig selv, og derudover betragter naturvidenskaben er det klart, at filosofien og videnskaben er i krise: Socialkonstruktivisme: Efter denne teori er sandheden den vi bliver enige om. Udover det tvivlsomme ved denne teori hvis vi betragter konsekvensen i fortidig erkendelse; fx at Jorden næppe var flad i middelalderen for så at blive rund ved naturvidenskabens gennembrud osv; Så kan vi indse teoriens tvivlsomhed ved den principielle overvejelse, at hvis sandheden er det vi bliver enige om, så er denne sandhed, at sandheden er den vi bliver enige om, kun sand hvis vi bliver enige om at sandheden er den vi bliver enige om osv i en uendelig regres eller epistemologisk, erkendelsesteoretisk kortslutning. Teorien kan med andre ord ikke hævdes som absolut sand men kun sand i den udstrækning vi bliver enige om at den er sand. Socialkonstruktivismen er så selv en...

Jeg tror det er rigtigt at sige, at med godt og vel 2 mia mennesker der bekender sig til kristendommen og islam har vi mennesker et skævt forhold til Gud og det guddommelige. Begge religioner hævder at mennesket eksistentielt er skyldigt, og at vi kun kan håbe på 'Guds nåde' hvis vi skal undgå at komme i helvede. Men i Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for det sande forhold: Nemlig at helvede ikke findes mere og da det fandtes var det ikke et sted Gud dømte de ulykkelige fortabte til. Men for den nøjere redegørelse må der henvises til værket selv. Kun vil jeg her sige, at den samme Gud som åbenbarer sig for mennesker i Vandrer mod Lyset, har åbenbaret sig for mig personligt, og derfor er jeg fuldstændig sikker på at værket er sandt, også i forhold til det at helvede ikke findes mere, og at det aldrig har været Guds vilje at straffe nogen med evige lidelser. Den Gud der åbenbarer sig i Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig på anden vis også er en al...

Blæsten tog i hendes lange mørke hår og blæste det bagud som en komets halo men af mørke. Vi var på vej. Som altid var jeg i tvivl om hvor jeg og hvor hun var på vej hen. Mod noget eller væk fra noget. Måske mod hinanden eller væk fra hinanden. Hvem ved? Jeg talte. Det kom over mig. Det sker sjældent. Normalt er jeg tavs. Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der driver mennesker. Måske savner jeg en basal indre menneskelighed. En menneskelighed andre har som en selvfølge. Hvorfor spørge hvad der driver mennesker? Hvad driver mig? Måske er det det jeg savner at vide. Det indre pres er taget til i de seneste måneder. Nu - i bilen på vej mod syd - kun os to i bilen - nåede byrden en sådan intensitet at ordene ligesom blev presset ud, som saften fra en appelsin eller som den troendes byrde af synd når han hører Ordet. Hun sad ved siden af og lyttede og vippede med foden. Med hele den fortabtes fortvivlede og afmægtige raseri væltede ordene ud af mig. Hun forblev tavs...

Elsk din næste som du elsker dig selv! Lignelse: To mænd læste disse ord og grundede over dem. Den ene gik ind i sit studere- og arbejdsværelse og søgte ved lange studier at udgrunde det der forekom ham dunkelt og uforståeligt. Hvem er næsten? Hvad er kærlighed? Hvordan elsker man? Efter års intensivt åndeligt arbejde havde han skrevet bindstærke værker og disse værker blev grundlag for hele samfund og kirker. Endvidere så han en stolthed i at følge mesteren i døden (ikke i livet) ved at fornægte sig selv og følge frelseren op på korset og på mange andre måder pine og dræbe sig selv. Den anden gik ud af døren, ud til mennesker. Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

Det er bedre at tænde et lys end at bande over mørket; Kong-tse  Lignelse: To mænd kom en dag ind i et mørkt rum. Den første gav sig straks til at bande og råbe og smadrede i mørket al inventaret og stødte og slog sig slemt under raseriet. Den anden gik forsigtigt hen til kontakten og tændte lys så de begge kunne se. Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme? (Kontakten har været kendt altid: Der er en kontakt der hedder kærlighed, en der hedder barmhjertighed, en der hedder tilgivelse og en der hedder fred)

Er vi billeder af universet? Et uendeligt univers uden påviseligt centrum? En virkning af mange dele? Er vi en helhed af mange dele uden centrum? Er det et menneske? Eller er der et centrum, en kerne der er årsag til delene, til helheden? Er mennesket årsag eller virkning? Vi siger: Min krop, min hjerne, mit hjerte, mine følelser, mine tanker, min vilje, mit håb, min fortvivlelse, min glæde, min sorg, min smerte, min sjæl, min ånd. Hvem er det der siger min om alt dette? Er det kernen, centret, det uforklarlige og unikke punkt i hver? Er vi årsag eller virkning, virkelighed eller drøm og illusion, er vi en udødelig og unik kerne eller skrøbeligt skum der brister på evighedens hav af sten?

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse. Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi. Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed: De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt; Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske. Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; go...