Carsten Ploug Olsen

For igen at forsøge at illustrere fordelene ved en eventuel Verdensregering vil jeg give dette billede af den nuværende verdensorden: De eksisterende stater og nationer er som (magt-) centre i ekspanderende cirkler. Disse cirkler støder før eller senere gennem politisk, økonomisk og kulturel ekspansion ind i hinanden og dette fører til krig; enten konkret med våben eller økonomisk og kulturelt. For at undgå disse sammenstød mellem nationer eller alliancer, idet hvert center søger egen fordel og ekspansion, burde nationerne eller magtcentrene - som individet i Hobbes' Leviathan hvor individet frivilligt afgiver en del af sin magt til en Suværen for at opretholde sig selv og overleve - frivilligt afgive en del af sin magt til en central Verdensregering, så der kun er et magtcenter der skulle repræsentere og varetage alles interesser uden at det vil være nødt til at ekspandere på andres bekostning (cirklernes eller nationernes sammenstød). Nok kan individernes og nationernes fo...

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Hvordan kan det være, at den menneskelige erkendelse - med en henvisning til Heraklit - tilsyneladende er flydende, så ikke bare fænomenerne men også de videnskabelige resultater og paradigmer skifter og forekommer usikre trods bestræbelser på evidens og sikkerhed? Er den menneskelige erkendelse principielt, som fænomenerne og følelserne, flydende, flygtig og usikker? Lad os underkaste denne tanke en undersøgelse parallelt til den jeg har forsøgt med Humes erkendelsesteori, nemlig at prøve tanken på sig selv: Hvis al erkendelse er flydende og usikker, så ville selve denne tanke, at al erkendelse er flydende og usikker, selv være flydende og usikker. Udsagnet ville betyde, at det står fast, at al erkendelse er flydende og usikker; hvilket ophæver tanken. Derfor, da al erkendelse ikke kan være flydende og usikker, må der være noget der står fast. Det gælder så om at identificere dette faste, den sikre grund i dybet: Det der er fælles for alle kendte teorier er, at de er blevet ...

Mennesket er en bro til fremtiden, noget der skal overvindes, en vej mod overmennesket  Sådan omtrent sagde Nietzsche i Also sprach Zarathustra (da. Således talte Zarathustra). Nu er den vision måske på vej til at blive til virkelighed med forskningen i kunstig, teknologisk intelligens: En i praksis uendelig evne til at kombinere og en uendelig hukommelse, men uden at sætte viden og intelligens i relation til det indre menneske, det etiske punkt og den besværlige samvittighed. Måske venter en tid, hvor vi ikke længere kan lide, og derfor heller ikke lære af vores fejl; en fremtid med overmennesker uden hjerte og samvittighed og uden Gud. Måske går vi nu eller snart over broen idet vi ødelægger det indre ubedragelige punkt, der gør os til mennesker og giver os perspektiv, idet vi overvinder os selv og bliver samvittighedsløse guder. Mennesket på vej over gudernes bro; den vej der fører til mørkets rige idet vi for anden gang spiser af Kundskabens Træ.

Til tanken om epistemologiske fundamentaler (se  http://carstenplougolsen.dk/erkendelsesteori.pdf ) vil jeg føje, at ikke blot stoffet (som i atomteorien), men også tanken eller erkendelsen kan tænkes at møde udelelige 'atomer' ved dyb analyse eller fortsat deling. Atomteorien kan altså tænkes både at være gyldig med hensyn til stof og tanke og erkendelse eller bevidsthed. Eksempler på epistemologiske atomer (eller udelelige fundamentaler) er selve fornuften, eksistens, uendelighed og flere andre. Fx viste Kants forsøg på at gennemføre sin copernikanske vending væk fra omverdenen og mod erkendelsen selv, at erkendelse eller fornuft ikke umiddelbart lader sig bestemme nøjagtigt; dette er klart da hans forsøg udmundede i selvmodsigelser (vi kan ifølge Kant ikke erkende objekterne selv men kun som de kommer til syne (Erscheinung) for os). På samme måde strandede Heideggers fundamentalontologi ('Sein und Zeit' (1927) hvori han søger at forklare begrebet eksistens) o...

Det gælder ikke om at få mennesker til at læse, men om at få dem til at tænke; Montesquieu (De l' Esprit des lois) 1. Vi henter vores værdighed i vores arbejde og i det vi præsterer Derfor 2. Har mennesker en brugsværdi og mindre en egenværdi og som brugsgenstande kan vi bruges og smides væk 3. Menneskets egenværdi hører til i fritiden, som en hobby eller bibeskæftigelse Derfor 4. Har vi brug for stimulanser for at overdøve smerten over at vi er midler, ikke mål 5. Jo mere vi miskendes som mennesker, jo flere stimulanser har vi brug for Og 6. Jo flere stimulanser jo mere oversvømmes vi af reklameforurening og -støj, jo lettere narres vi af alle skiltene der skriger 7. Lykken er her, freden er her, glæden er her og ikke i os selv 8. Al denne forurening og larm produceres af ulykkelige og fortvivlede hvis værdi er brugsværdi og ikke egenværdi, hurtigere og hurtigere snurrer hjulene og vi bliver mere og mere fortvivlede og har brug for flere og flere stimulanser ...

Optegnelser fra en måske fiktiv persons dagbog  To gange har jeg set en kvinde i sorg. Måske var jeg den skyldige - ikke i at gøre dem ondt men i at gøre dem for meget godt så de elskede mig for meget. Litteraturen - både den religiøse og den verdslige - rummer eksempler på den sorg og den kvalfulde kærlighed jeg taler om. Jakobs kærlighed til Rakel for eksempel, eller Morantes Annas kærlighed til Eduardo og Francescos til Anna, eller Singers Adele og Haddasah - Haddasah hvis liv sammen med sin tilbeders bliver et helvede fordi hun elskes for meget. Den stille flamme og branden. At se et menneske i sorg - en sorg der føles som udslettelse eller som at blive begravet i sin egen krop - at den største kærlighed af og til bliver til den dybeste sorg - får mig efterhånden til at tænke, at indgåelse af ægteskab på grund af kærlighed - burde være forbudt. Man kalder det kærlighed og når den forandrer sig til et permanent indre skrig af smerte - er der ingen skyldig, ingen at tag...