Carsten Ploug Olsen

Inspireret af Kierkegaards, "Kærlighedens gerninger", vil jeg sige, at det, der kan gøre en kærlighed fortvivlet, er kravet om besiddelsen. Dette krav - hvis det hedder: Dét eller døden - annullerer på en måde kærligheden, da ægte kærlighed sætter fri.

Den af Charles Darwin fremsatte teori om arternes oprindelse og udvikling gennem naturlig udvælgelse og overlevelse af de bedst egnede kan ses i et bredere perspektiv, og kunne måske egne sig til andre videnskabsgrene end den oprindelige biologiske. Jeg tænker mig her som eksempel den økonomiske teori. Da jeg ikke er fagøkonom, og ikke har nogen videnskabelig uddannelse af anden art, er jeg ikke klar over, om det jeg her vil fremsætte tidligere er fremsat af andre. Jeg er dog, som ren amatør, ikke bekendt med noget sådant. Den naturlige udvælgelse og overlevelsen af de bedst egnede tænker jeg mig således anvendt indenfor fx økonomisk teori til beskrivelse af fænomener i den markedsøkonomiske model og system. Således tænker jeg mig, at de bedst egnede produkter og virksomheder overlever (eller bliver stærkere - rigere) i konkurrence med andre produkter og virksomheder. Derigennem kan man sige, at der ligesom i biologien sker en langsom forædling af produkter, virksomheder mv. De...

Ved samtale med forskellige mennesker er jeg den senere tid uafhængigt af hinanden stødt på tanken om, at vi mennesker burde samarbejde i stedet for at konkurrere med hinanden. Som jeg ser det, også inspireret af den geniale, politiske tænker, Emery Reves, (Fredens anatomi), har den nuværende verdensorden, hvor der flere (mange) steder suverænt opstilles normer for lov og ret, det med at skabe konkurrence, hvor nogle vinder og andre (mange) taber. I en moderne kontekst (Reeves tanker er formuleret omkring eller lige efter 2. verdenskrig) med den såkaldte globalisering, kunne man hævde, at de mange steder på kloden, hvorfra man opstiller normer for lov og ret, udvikler konkurrerende, ikke-samarbejdende, markeder, hvor få er vindere og mange er tabere, med deraf følgende social nød, krige osv osv. Kunne man forestille sig, at man som modtræk til de konkurrerende og stadig større enheder (som ser ud til at være ved at have udlevet sit potentiale - jeg tænker her på den globale, økon...

Tidligere har jeg skrevet om mørkets dobbelte natur - dets "lyse" side og dets rent sorte. Som tilføjelse til dette vil jeg sige, at mørkets "lyse" side har en tendens til at beruse, så at sige, åndeligt set, samtidig med at det - hvis man tager det ind i tanken eller handler efter det (viljen) - fratager den enkelte overblikket og kontakten til virkeligheden. Eksemplerne på denne beruselse eller rus er mange her på Jorden. Fx kan man narres af denne rus i meditationssammenhænge, hvis man har som mål at blive Gud lig (eller ét med kosmos) - hvilket kendes fx fra kundalinimeditationer og andet. Andre eksempler kendes fx fra chakralæren (i hvilken skikkelse den så har), læren om "Mestrene" osv osv. Det karakteristiske ved mørkets rus, dets "lyse" side er bla at man tager nogle elementer fra virkeligheden og drejer det en anelse så udsagnet (hvis der er tale om en decideret lære beskrevet i bøger eller formidlet mundtligt) bliver sort - elle...

Den berømte sokratiske sætning; "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved", er måske det mest præcise udtryk for skepticismen, som i århundreder har været diskuteret i filosofien; også af en filosof som David Hume. Men ser man nærmere på sætningen, viser det sig at den er en selvmodsigelse. Sætningen lyder altså: "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved". Men hvordan, kan man så spørge, ved du at du ingenting ved. Du siger jo, at det eneste du ved er, at du ingenting ved, så derfor ved du heller ikke, at du ingenting ved. Sætningen ophæver sig selv. Dette er meget langt fra at være en positiv og sikker definition af viden; hvad kan vi vide, og hvad kan vi ikke vide osv. Men det ser ud til, at skepticismen, dette kors for tanken, i sin mest radikale form blot er en selvmodsigelse.

Gennem tiderne er der fra menneskelig side blev gjort en del forsøg på at bevise Guds eksistens. Men siden filosoffen, Immanuel Kants, arbejde er det vist godtgjort, at Gud ikke lader sig bevise ad den spekulative fornufts vej. Men hvis vi antager, at der findes en Gud, så er der intet til hinder for, at denne Gud kunne give sig til kende for os mennesker - gennem åbenbaringen.  Mange menneskers vidnesbyrd tyder på, at dette er tilfældet. Mange mennesker, herunder religionsstifterne, har således - efter deres vidnesbyrd - haft direkte Gudserfaringer, og har søgt at delagtiggøre andre mennesker i denne erfaring. Men de mange forskellige Gudsbilleder, som præger de forskellige religioner, tyder endvidere på, at Gud giver sig til kende på forskellige måder til forskellige mennesker. Gudsbillederne stemmer ikke overens. I "Vandrer mod Lyset!" står der, s. 240: "Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres,...

Som jeg har skrevet før, så er kundalini en astral mørkekraft. Nogle mennesker lader sig narre af dens "budskab", der kort kan beskrives som en illusorisk enhedserkendelse af alt - den søger således at give menneskene en følelse af at være lig Gud. Der findes en del teorier og filosofier, der er inspireret af denne kraft - men uden at erkende dens illusoriske natur. De mennesker der lader sig narre, søger måske denne (illusoriske) enhedserkendelse af alt. Tanken kan være, at man kan bevæge sig fra de uendelige abstraktioner til enhedserkendelsen af alt i en langsom, gradvis opstigen (til Guds niveau). Dette er kundaliniens "lyse" side. Den rent sorte side af det samme mørke er en identifikation med "djævelen" - "djævelen" forstået som det modsatte af Gud; altså et evigt ondt væsen på Guds niveau. Sandheden er at vi aldrig kommer op på Guds niveau, hverken i viden, kærlighedsfylde eller magt. Mennesket er begrænset, og vil altid være det, se...