Carsten Ploug Olsen

I Vandrer mod Lyset gives implicit nogle meget værdifulde redskaber til sandhedens erkendelse: I fortalen bedes vi mennesker nøje gennemtænke alle tanker i værket, og derefter forelægge spørgsmålet om værkets eventuelle sandhed for vores samvittighed. Denne metode kan videre bruges for ethvert værk, fx også for Descartes' eller Kants erkendelsesteorier, eller generelt for ethvert værk eller udsagn, der beskæftiger sig med eller hævder at være sandhed, herunder alle filosofiske, religiøse eller videnskabelige værker og teorier. Hvis det der søges er noget helt nyt og endnu ukendt, kan en anden af de metoder, der gives i Vandrer mod Lyset bruges, nemlig inspirationen.  Inspirationen eller den intuitive metode består i, at man i tankerne søger at formulere, hvad man ønsker viden om, og derefter lægger spørgsmålet til side og tænker på andre ting, hvorved tanken gøres parat til at modtage den intuitive, inspiratoriske meddelelse. Hvis det fra oversanselig side skønnes, at det er formål...

Hvis mennesker generelt kendte de egentlige konsekvenser ved krigens afskyelighed, ville krig ikke forekomme og der ville ikke blive produceret våben overhovedet. Virkeligheden er denne: Da ethvert mørke, enhver ond handling - hvortil krig og vold skal regnes - uvægerligt engang ifølge en af Guds love, gengældelsesloven, vil vende sig mod sin ophavsmand og bringe ham eller hende de samme lidelser, som vedkommende har gjort sig skyldig i, så følger det, at enhver politiker eller hersker, der gør sig skyldig i krig, engang selv skal høste den onde sæd, han har sået; det vil sige at lide den samme død og de samme lidelser, den krig han eller hun er skyldig i forvolder, og frelse lige så mange liv, som krigen har taget, indtil man indser, hvor afskyelig og forkastelig krig under alle former er. Men så er det lettere og mindre lidelselsfuldt at indse sandheden i det nu - og at handle derefter, det vil sige at standse al krigsførelse og aldrig mere påbegynde den - i stedet for at gå omvejen...

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...