Gå videre til hovedindholdet

Stormrytternes fald gennem verden

De højeste folk kan lettest blive svimle...Den, der står højest, har dybest at falde (B. S. Ingemann: Erik Menveds barndom; Prins Otto af Danmark)

Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig (Halfdan Rasmussen)

Slavebundne af ønsket om magt falder stormrytterne gennem verden, idet de ofrer kærligheden.

De begærer magt, og beundrer deres egen skønhed og højhed, og mister dem derved.

Blinde raser de gennem verden med blod og pest og brand flagrende vildt i deres spor.

De kender endnu ikke den enkle sandhed:

Begæret er en tørst som ikke kan stilles. Begærets pris er kærlighed. Bedraget er dobbelt:

Den der sælger kærligheden mod løfter om magt, mister begge dele. Sådan bedrager det onde sin bærer.

Skønhed og magt og visdom og kærlighed; alt forsvinder ved begærets skoldhede flamme og iskolde hjerte.

Jeg skal give en sandhed, nøglen til magt:

Magten ligger ikke ude i verden, men inde i os selv. Magt er ikke magt over andre. Magt er ikke at tvinge andre. Sværdets magt binder og gør afmægtig, krigens og voldens magt er afmagt, kun hjertets magt løser:

Hjertets magt, den eneste magt, der er os mulig. Alle ønsker dens frugt, dens virkelighed. I hjertets inderste trang ligger kærlighedens magt.

Hvis vi ønsker magt over andre, mister vi den over os selv. Skønhed og magt kommer kun til den, der ikke begærer det, men til ham og hende kommer de til gengæld gerne. De lader sig ikke føre til huse med bagbundne hænder og i lænker. 

I, stormryttere, ønsker I ikke fred? Nu, sorg og anger over jeres vilde ridt gennem mange tider og verdner er nøglen.

Jeg ønsker jer fred og skønhed og magt genvundet. Jeg tilgiver jer og håber andre vil gøre det samme.

Guds fred!

(Gennemredigeret 16.5.2020)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere