Gå videre til hovedindholdet

Gud, Lyset og viljen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere?

Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje.

Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje.

Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre.

Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse.

Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden, ud mod mennesker, mere end den peger ind i os selv.

Men ved således at styrkes i og af kærlighed og den guddommelige vilje styrkes vi selv indadtil:

Hvilket endnu en gang viser kærlighedens rationelle natur. Det er rationelt at elske, da det at elske gavner andre og os selv.

Derimod er det selvsagt irrationelt at hade og søge at skade andre, da dette både skader andre og især os selv.

Hadet nedbryder det ædle og guddommelige i os, og ved hadets gerninger skader vi derfor både os selv og andre.

Som i alle andre tilfælde med det onde kan det bedragerisk friste og love os fordel og gevinst. Virkeligheden er dog at det onde giver os det modsatte af det, det frister med:

For eksempel giver krig og vold ikke nogen fordele eller gevinster overhovedet, men skaber problemer både i vores nuværende liv og fremtidige, idet det vi ødelægger nu, må vi senere genopbygge.

Eller magtbegær giver ikke magt men magtesløshed, da det onde binder og tvinger vores vilje, hvis vi giver efter for det. 

Det gode, Lyset, kærligheden heler personligheden, ånden, mens det onde, mørket, splitter den, og derfor er det rationelt at søge at følge lyset, mens det er irrationelt at hade og udføre det ondes gerninger såsom vold, at lyve osv.

Når jeg siger at det rationelle - og det vigtigste - for os mennesker er kærligheden, mener jeg især vores egen kærlighed til andre, og mindre andres kærlighed til os. For at kunne høste må man først så. Det handler ikke om at vi skal gøre os fortjente til kærligheden, eller at vi skal være 'perfekte' for at blive elsket, men simpelthen selv at elske andre først. Så kan man siden høste kærlighedens frugter: Kærlighed i dens uendeligt mange former og skikkelser:

Nøglen til kærlighed ligger i os selv, ikke i andre.

Altså: At søge forening med Guds vilje styrker viljen, mens det onde svækker og nedbryder viljen og vores indre personlighed, vores ånd.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere