Carsten Ploug Olsen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere? Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje. Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje. Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre. Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse. Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden,...

Ligesom Francis Bacon i 15-1600-tallet formulerede det naturvidenskabelige projekt, har teologien - i 1920 - fået sit Novum Organum gennem  Vandrer mod Lyset , et værk hvis potentiale er at erstatte det naturvidenskabelige verdensbillede, som foreløbig tegner et billede af et centerløst menneske i en centerløs verden, og mennesket som et rent biologisk væsen, et dyr blandt dyr i en dybest set meningsløs verden. Med dette nybrud kan vi erstatte dette billede med det teocentriske verdensbillede, eller vi skulle måske sige Genvejen,  en verden hvor Gud er centrum både hvad angår erkendelse og natur: Gud som erkendelsens fundament og Gud som verdensaltets centrum. Mennesket med et centrum, den guddommeligt givne kerne, ånden eller hjertet, i en dybt meningsfuld verden, og bestemt til den evige salighed i GUDS Rige, Paradis, når vi gennem inkarnationerne her på Jorden har overvundet det onde og har lært det at kende. Vandrer mod Lyset er ikke et facit eller et slutpunkt, men en ny ...

Gud er Almægtig. Betyder det at Han forud har bestemt hvem, der skal frelses, og hvem fortabes, eller har Han simpelthen bestemt alle ting og begivenheder i verden og universet fra evighed til evighed? Hvis vi skal tro visse kristne retninger og Islam (den islamiske tanke om 'Skriftens moder' hvori alt i verden af Gud er nedtegnet og bestemt fra evighed til evighed) så er begge dele tilfældet. Jeg vil her koncentrere undersøgelsen om den kristne tanke om prædestination, som både finder evangelisk støtte (Matt. 13, 24-30) og hos Paulus (Rom. 8, 28-30; Ef. 1, 11; 2. Tim. 1, 9-10) samt hos Augustin og Calvin. Først om prædestination forstået som forudbestemmelse med hensyn til frelse og fortabelse, det der er blevet kaldt Dommens dobbelte udgang: Hvis vi tager det evangeliske sted som angivet (lignelsen om ukrudtet i hveden) så er tanken den, at Gud har sået (skabt) nogle mennesker, djævelen har sået (skabt) andre. (Vi må dog her huske, at der er tale om en lignelse og altså ikke ...

De højeste folk kan lettest blive svimle...Den, der står højest, har dybest at falde (B. S. Ingemann: Erik Menveds barndom; Prins Otto af Danmark) Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig (Halfdan Rasmussen) Slavebundne af ønsket om magt falder stormrytterne gennem verden, idet de ofrer kærligheden. De begærer magt, og beundrer deres egen skønhed og højhed, og mister dem derved. Blinde raser de gennem verden med blod og pest og brand flagrende vildt i deres spor. De kender endnu ikke den enkle sandhed: Begæret er en tørst som ikke kan stilles. Begærets pris er kærlighed. Bedraget er dobbelt: Den der sælger kærligheden mod løfter om magt, mister begge dele. Sådan bedrager det onde sin bærer. Skønhed og magt og visdom og kærlighed; alt forsvinder ved begærets skoldhede flamme og iskolde hjerte. Jeg skal give en sandhed, nøglen til magt: Magten ligger ikke ude i verden, men inde i os selv. Magt er ikke magt over andre. Magt er ikke at tvinge andre. Sværdets magt binder og gør afmægti...

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviser   og Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori , vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens: Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte.  Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer: Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning. Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes. Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke. En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens. Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængel...

Ifølge Nietzsches perspektivisme er der intet fast og evigt holdepunkt for sandhed eller moralsk værdi. Alt er perspektiv og position. Denne tanke deles med Einsteins relativitetsteori og tanken om, at der intet fast og foretrukket initialsystem kan findes og opretholdes i naturen og universet. Alt er ifølge disse teorier perspektiv, position og reference både i erkendelse og natur. Men, idet vi prøver tanken på sig selv - hvis det er sådan, er også denne tanke perspektiv, position og reference. Relativiteten er relativ og derfor som mulighed absolut. Dermed bliver - samlæst med Inge Houmanns teologiske doktorafhandling, 'Nihilismen' (1983), hvor forfatteren skriver, at Nietzsche var bevidst om sin positions flygtighed og behov for stadige forskydninger og stadig nye fortolkninger - relativiteten, 'alt er relativt', i natur og erkendelse et paradoks, et filosofisk og videnskabeligt sår, der stadig holdes åbent og bløder, en umulig position, eller en position, der ophæve...

Mange har i historiens løb forsøgt ved forstanden eller fornuften at bevise Guds eksistens. For eksempel har Thomas Aquinas forsøgt hele fem sådanne, eller måske rettere fem indicier, der tilsammen skulle levere et til sikkerhed grænsende bevis. Det samme har Anselm af Canterbury ved sit såkaldte ontologiske bevis for Guds eksistens. Efter hvad jeg ved har man dog siden Kants Kritik der reinen Vernunft opgivet gudsbeviserne, idet han tilsyneladende logisk gør rede for, hvorfor et bevis er umuligt ad forstandens eller fornuftens vej ved de fire antinomier (modsigelser), som fornuften geråder i, hvis den søger udover sin grænse (enhver mulig erfaring, som han skriver). Alligevel har nogle senere forsøgt at levere et videnskabeligt bevis ved tanken om intelligent design. Dog - et bevis kan findes langt enklere og tilgængeligt for enhver, ikke via forstanden eller fornuften, ikke ved hjernen, men ved hjertet. At Gud findes bliver umiddelbart klart for enhver, der søger ærligt o...

Panteismen er en gammel bestanddel af den menneskelige åndelige fauna. Den spænder fra animisme, den tanke at alt i naturen er besjælet, til en tanke om at alt bogstaveligt er Gud. Den sidste opfattelse har klassiske udtryk, fx i Spinozas Etik (Ethica ordine geometrico demonstrata) og også moderne variationer som fx hos Martinus i hans kosmologi. Det er imidlertid ret let at afvise sådanne tanker og trosforestillinger: At hævde at alt er Gud indebærer, at fx også menneskers og dyrs ekskrementer, menneskelige voldshandlinger, krige, lossepladser, aber, spyfluer osv osv, at alt dette er Gud eller udtryk for Hans vilje. Mangt og meget i panteismen er absurd, hvilket enhver kan overbevise sig om ved bedre at forstå den Højestes ophøjede Væsen, Hans renhed, mildhed og Magt, kort sagt ved at finde eller genfinde billedet af den sande Gud i sit eget hjerte.