Det fænomen der beskrives i Vandrer mod Lyset i forbindelse med Urtankens og Urvilkens kamp mod mørket og fremad mod lyset -
At tanken for hvert mørke den overvandt oplevede en intensiv trang til at standse kampen, men hvor viljen gav tanken nyt mod og bevirkede at processen ikke stoppede på noget tidspunkt men fortsatte frem mod tankens og viljens forening og dermed Guds emanation eller fremståen som personlighed som lysets behersker og mørkets besejrer -
kan vi mennesker også opleve i vores kamp mod mørket og vandring fremad mod lyset, dog kun i en svag afglans af Den Almægtiges kamp og sejr:
Også vi kan fristes - efter en sejr over noget af mørket - til at indstille kampen, da kampen mod det onde i os selv altid er forbundet med anstrengelse og måske lidelser.
Men ligesom urviljen bestandig styrkede urtanken, kan også vores vilje give tanken og hjertet nyt mod, når vi ellers fristes til at opgive den langvarige kamp og selvlutring, hvorved vi kan vandre videre mod det fjerne mål.
Der er tale om en universel lovmæssighed og et område hvor vi afspejler vores guddommelige ophav, Gudfader.
Også vi vil engang opleve tankens og viljens forening og dermed blive upåvirkelige af mørkets, det ondes, kræfter og udstrålinger i al evighed (Spørgsmål og Svar II, no 64).
Derefter vil menneskeånden vandrer videre i verdener uden synd og død for til sidst at nå til Guds Rige, og der - sammen med dualen- modtages af GUD selv.
Sådan vil menneskeånden - støttet og styrket af sin stadig stærkere vilje - komplettere sin universelle forædling og udvikling i en svag afglans af Gud, Ophavet.
Det afgørende i kampen er altså viljen til lyset, det gode.
Hvor menneskeåndens egen vilje til lyset ikke slår til, kan Gud altid, når der bedes om det, træde til og styrke åndens vilje, så alle til alle tider kan have den fornødne styrke og magt til at overvinde det onde og alt det der frister os i denne verden, ligesom Han altid har styrket og hjulpet de yngste i kampen for at lede alle fra mørket og fremad mod Lysets evige salighed og fred.
At tanken for hvert mørke den overvandt oplevede en intensiv trang til at standse kampen, men hvor viljen gav tanken nyt mod og bevirkede at processen ikke stoppede på noget tidspunkt men fortsatte frem mod tankens og viljens forening og dermed Guds emanation eller fremståen som personlighed som lysets behersker og mørkets besejrer -
kan vi mennesker også opleve i vores kamp mod mørket og vandring fremad mod lyset, dog kun i en svag afglans af Den Almægtiges kamp og sejr:
Også vi kan fristes - efter en sejr over noget af mørket - til at indstille kampen, da kampen mod det onde i os selv altid er forbundet med anstrengelse og måske lidelser.
Men ligesom urviljen bestandig styrkede urtanken, kan også vores vilje give tanken og hjertet nyt mod, når vi ellers fristes til at opgive den langvarige kamp og selvlutring, hvorved vi kan vandre videre mod det fjerne mål.
Der er tale om en universel lovmæssighed og et område hvor vi afspejler vores guddommelige ophav, Gudfader.
Også vi vil engang opleve tankens og viljens forening og dermed blive upåvirkelige af mørkets, det ondes, kræfter og udstrålinger i al evighed (Spørgsmål og Svar II, no 64).
Derefter vil menneskeånden vandrer videre i verdener uden synd og død for til sidst at nå til Guds Rige, og der - sammen med dualen- modtages af GUD selv.
Sådan vil menneskeånden - støttet og styrket af sin stadig stærkere vilje - komplettere sin universelle forædling og udvikling i en svag afglans af Gud, Ophavet.
Det afgørende i kampen er altså viljen til lyset, det gode.
Hvor menneskeåndens egen vilje til lyset ikke slår til, kan Gud altid, når der bedes om det, træde til og styrke åndens vilje, så alle til alle tider kan have den fornødne styrke og magt til at overvinde det onde og alt det der frister os i denne verden, ligesom Han altid har styrket og hjulpet de yngste i kampen for at lede alle fra mørket og fremad mod Lysets evige salighed og fred.
Kommentarer
Send en kommentar