Gå videre til hovedindholdet

En sand treenig Gud?

Ifølge kristendommen hævdes Gud at være treenig, Far, Søn og Helligånd, og vendingen En sand treenig Gud indgår som en fast bestanddel af den protestantiske liturgi.

Men er det sandt? Er Jesus (Kristus) ligestillet med Gud Fader og eksisterer Helligånden som en del af den treenige Gud, ligestillet med Faderen og Sønnen?

Om forholdet mellem Gud Fader og sig selv siger Kristus i Forsoningslæren og genvejen (udgivet 1920 ved Michael Agerskov):

Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer!

Dette er det sande størrelsesforhold. Jesus er Guds søn, ja, men kun ligesom enhver mand er det og enhver kvinde er Guds datter. Vi er Guds børn.

Kristus er altså ikke ligestillet med Gud og på ingen måde Gud lig. En sådan tanke er en bespottelse mod Herren og - som Kristus siger i det nævnte værk - en kilde til en ikke ubetydelig byrde og smerte for ham.

Er Helligånden en selvstændig del af Gud, og Gud ligestillet?

I Vandrer mod Lyset kan vi læse, at Helligånden simpelthen ikke eksisterer i kristen forstand og derfor er den ikke en del af den 'treenige Gud'.

Kan disse tanker forsvares hvis udgangspunktet ligger udenfor tekstkredsen omkring Vandrer mod Lyset og vi i stedet vender os til bibelen?

Ja, når vi i 5. Mos. 6,4 læser:

Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er en!

Dette bibelsted citeres af Kristus i Mark. 12, 29.

Både Gud (gennem Moses) og Kristus siger altså at Gud er en, ikke to eller tre eller mange, men en og kun en. På dette punkt er jøderne og muslimerne tættere på sandheden end de kristne.

I lighed med den bespottelige forsoningslære, der oprindelig blev indgivet Paulus af Satan på et tidspunkt, hvor han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og menneskeheden (se Vandrer mod Lyset; Satan er senere vendt tilbage til lyset og Gud og har modtaget den Almægtiges tilgivelse) er altså også treenighedslæren forkert og må opgives.

Tanken om at Gud Herren, eller en del af Ham, 'Sønnen', skulle inkarnere på Jorden og her lade sig korsfæste og senere fysisk opstå er i øvrigt en så bespottelig tanke, at den ikke burde kunne finde rum i noget sind og hjerte.

Omtrent samme dybde og omfang af bespottelse nås med betegnelsen for Jesu mor, Maria, som 'Guds moder', den jordiske kvinde som føder Gud Herren eller en ligestillet del af Ham, og ved tanken om at man ved at æde Guds kød og drikke Hans blod kan opnå syndernes forladelse i nadveren.

Alle sådanne tåbelige og blasfemiske tanker og lærebygninger må opgives, hvis vi bedre skal forstå Gud og nærme os Ham, den Almægtige, den alkærlige, den Ene, i sind, ånd og hjerte.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...