Ifølge de gammeltestamentlige profeter er historien en åbenbaring af Gud (teofani): Det går israelitterne godt, når de adlyder og tilbeder Jahve, og skidt når de vender sig mod andre guder (fx Ba' al) eller iblander deres tro og gudsdyrkelse ka' ananæiske elementer (synkretisme; jf Det gamle Testamente og Mircea Eliade, De religiøse ideers historie 1-4).
Ifølge tanken om intelligent design, åbenbarer Gud sig, eller vi finder beviser for Guds eksistens, i naturen og den tilsyneladende altomfattende formålsbestemmelse (teleologi) vi kan iagttage.
Naturvidenskaben kan modsige denne tanke ved at hævde, at selektion og evolution skaber formålsbestemmelsen, idet kun de bedst egnede overlever og forplanter sig. Formålet er at overleve og sprede sine gener og derfor skabes formålsbestemmelsen - de bedste anlæg og de mest levedygtige individer - ved den overordnede evolution:
Der er et formål (telos) med at vi har tænder, at fugle har vinger, at myrer organiserer sig i modstandsdygtige populationer eller samfund osv. Disse formål frembringes evolutionært, da individerne ville dø og dør eller være mindre konkurrencedygtige uden.
Vi kunne mod det naturvidenskabelige argument sige, at de love naturvidenskaben har opdaget og fremover vil opdage af nye lovmæssigheder, kan naturvidenskaben beskrive, men ikke forklare; vi kan konstatere at der findes visse lovmæssigheder, men ikke hvorfor de findes eller hvor de kommer fra.
Ifølge Kristendommen åbenbarer Gud sig i Jesus af Nazareth, Kristus. Men - hvor rent et menneske Jesus end var og hvor ophøjet en ånd Kristus end er - Den almægtige Gud var og er han dog ikke.
Vi kan få et indtryk af størrelsesforholdet mellem Gud og Kristus ved at læse hvad Kristus selv siger i Forsoningslæren og genvejen:
At han (Kristus) overfor Gud er som en dråbe mod det største hav, som et sandsskorn mod det højeste bjerg, og at hans kærlighed er som et fnug mod hele universet overfor Den Almægtiges kærlighed.
Den sande og tydeligste åbenbaring af Gud, som samtidig åbenbarer noget af Hans natur, finder vi imidlertid hverken i historien eller i naturen:
Vi finder den i vores hjerte, hvori den Almægtige har nedtegnet sit billede og sin realitet (jf Vandrer mod Lyset!):
Kærligheden åbenbarer Gud.
Længere væk behøver vi ikke at søge åbenbaringen.
_______
Note: Når jeg her - som overalt i forfatterskabet - taler om hjertet i forbindelse med kærlighed, mener jeg naturligvis ikke det fysiske organ, men derimod det - åndelige - hjertecenter som Vandrer mod Lyset beskriver i forbindelse med åndelegemets opbygning.
Ifølge tanken om intelligent design, åbenbarer Gud sig, eller vi finder beviser for Guds eksistens, i naturen og den tilsyneladende altomfattende formålsbestemmelse (teleologi) vi kan iagttage.
Naturvidenskaben kan modsige denne tanke ved at hævde, at selektion og evolution skaber formålsbestemmelsen, idet kun de bedst egnede overlever og forplanter sig. Formålet er at overleve og sprede sine gener og derfor skabes formålsbestemmelsen - de bedste anlæg og de mest levedygtige individer - ved den overordnede evolution:
Der er et formål (telos) med at vi har tænder, at fugle har vinger, at myrer organiserer sig i modstandsdygtige populationer eller samfund osv. Disse formål frembringes evolutionært, da individerne ville dø og dør eller være mindre konkurrencedygtige uden.
Vi kunne mod det naturvidenskabelige argument sige, at de love naturvidenskaben har opdaget og fremover vil opdage af nye lovmæssigheder, kan naturvidenskaben beskrive, men ikke forklare; vi kan konstatere at der findes visse lovmæssigheder, men ikke hvorfor de findes eller hvor de kommer fra.
Ifølge Kristendommen åbenbarer Gud sig i Jesus af Nazareth, Kristus. Men - hvor rent et menneske Jesus end var og hvor ophøjet en ånd Kristus end er - Den almægtige Gud var og er han dog ikke.
Vi kan få et indtryk af størrelsesforholdet mellem Gud og Kristus ved at læse hvad Kristus selv siger i Forsoningslæren og genvejen:
At han (Kristus) overfor Gud er som en dråbe mod det største hav, som et sandsskorn mod det højeste bjerg, og at hans kærlighed er som et fnug mod hele universet overfor Den Almægtiges kærlighed.
Den sande og tydeligste åbenbaring af Gud, som samtidig åbenbarer noget af Hans natur, finder vi imidlertid hverken i historien eller i naturen:
Vi finder den i vores hjerte, hvori den Almægtige har nedtegnet sit billede og sin realitet (jf Vandrer mod Lyset!):
Kærligheden åbenbarer Gud.
Længere væk behøver vi ikke at søge åbenbaringen.
_______
Note: Når jeg her - som overalt i forfatterskabet - taler om hjertet i forbindelse med kærlighed, mener jeg naturligvis ikke det fysiske organ, men derimod det - åndelige - hjertecenter som Vandrer mod Lyset beskriver i forbindelse med åndelegemets opbygning.
Kommentarer
Send en kommentar