Både den radikale empirisme (Hume; Locke) og den absolutte idealisme (Kant; Hegel) havner tilsyneladende i umulige filosofiske positioner.
Empirismen - som den er formuleret af Hume (A treatise of human nature) - fordi den ikke - som tidligere skrevet - kan stå for en epistemologisk test af sig selv (vi har ikke noget sanseindtryk af at al erkendelse stammer fra sanseindtryk) og idealismen - som den er formuleret af Kant (Kritik der reinen Vernunft) - fordi analysen havner i den umulige position, at ren a priori erkendelse ikke kan overskride enhver mulig erfaring; altså en erfaringsuafhængig erkendelse der ikke kan overskride enhver mulig erfaring.
Måske skyldes disse epistemologiske blindgyder indtagelse af det ekstreme standpunkt:
Enten, hævdes det, skyldes al erkendelse erfaringen eller sansningen, eller al erkendelse er uafhængig af sansningen eller erfaringen og er rent intellektuel eller skyldes den rene fornuft.
Vi kan se en mulig løsning i en mellemposition:
At vi både erkender med fornuften eller tanken og ved sansning.
Sanseindtryk kan være et råmateriale der med tanken og fornuften tilhugges til erkendelse (induktion), eller vi erkender noget om den fysiske sanseverden ved tanken og fornuften idet vi går fra det generelle og almene til det specielle (deduktion).
Fx kan vi sige: Dette slot eller denne katedral (den konkrete sansning) er bygget i gotisk stil (induktion), eller en gotisk katedral har ud fra ideen bag de og de særtræk (deduktion).
Generelt kan vi sige at både deduktion og induktion er gyldige erkendemåder og dette standpunkt kan danne en farbar mellemposition mellem den radikale empirisme og den absolutte idealisme.
Vi kan også sige, at hvis deduktion er at slutte fra begreb til fænomen, og hvis induktion er at slutte fra fænomen til begreb (fra det almene til det specielle og omvendt), så er deduktion og induktion ikke komplementære men integrerede erkendemåder, idet vi kan betragte begrebet som fænomen (begreber eksisterer som fænomen) og betragte fænomener som begreb (fænomener er også et begreb).
Og vi kan konstatere at ikke kun videnskab - ved at studere fænomener og herudfra udfinde generelle lovmæssigheder - men også kunst, fx skønlitteratur, er præget af induktionen, idet man søger at udtrykke det generelle ud fra det specielle, mens fx politik er præget af deduktionen, idet man i politik forsøger at lovgive ud fra generelle principper (fx menneskerettigheder, frihedsidealer og økonomisk teori).
Empirismen - som den er formuleret af Hume (A treatise of human nature) - fordi den ikke - som tidligere skrevet - kan stå for en epistemologisk test af sig selv (vi har ikke noget sanseindtryk af at al erkendelse stammer fra sanseindtryk) og idealismen - som den er formuleret af Kant (Kritik der reinen Vernunft) - fordi analysen havner i den umulige position, at ren a priori erkendelse ikke kan overskride enhver mulig erfaring; altså en erfaringsuafhængig erkendelse der ikke kan overskride enhver mulig erfaring.
Måske skyldes disse epistemologiske blindgyder indtagelse af det ekstreme standpunkt:
Enten, hævdes det, skyldes al erkendelse erfaringen eller sansningen, eller al erkendelse er uafhængig af sansningen eller erfaringen og er rent intellektuel eller skyldes den rene fornuft.
Vi kan se en mulig løsning i en mellemposition:
At vi både erkender med fornuften eller tanken og ved sansning.
Sanseindtryk kan være et råmateriale der med tanken og fornuften tilhugges til erkendelse (induktion), eller vi erkender noget om den fysiske sanseverden ved tanken og fornuften idet vi går fra det generelle og almene til det specielle (deduktion).
Fx kan vi sige: Dette slot eller denne katedral (den konkrete sansning) er bygget i gotisk stil (induktion), eller en gotisk katedral har ud fra ideen bag de og de særtræk (deduktion).
Generelt kan vi sige at både deduktion og induktion er gyldige erkendemåder og dette standpunkt kan danne en farbar mellemposition mellem den radikale empirisme og den absolutte idealisme.
Vi kan også sige, at hvis deduktion er at slutte fra begreb til fænomen, og hvis induktion er at slutte fra fænomen til begreb (fra det almene til det specielle og omvendt), så er deduktion og induktion ikke komplementære men integrerede erkendemåder, idet vi kan betragte begrebet som fænomen (begreber eksisterer som fænomen) og betragte fænomener som begreb (fænomener er også et begreb).
Og vi kan konstatere at ikke kun videnskab - ved at studere fænomener og herudfra udfinde generelle lovmæssigheder - men også kunst, fx skønlitteratur, er præget af induktionen, idet man søger at udtrykke det generelle ud fra det specielle, mens fx politik er præget af deduktionen, idet man i politik forsøger at lovgive ud fra generelle principper (fx menneskerettigheder, frihedsidealer og økonomisk teori).
Kommentarer
Send en kommentar