Carsten Ploug Olsen

I mange kulturer og i mange tidsaldre har forestillingen om 'altings enhed', 'det mystiske Ene', 'det kosmiske livs enhed' og tanken om 'at alt er Gud' været repræsenteret. Vi kender det for eksempel fra neolitisk (nyere stenalder) kinesisk kultur (Mircea Eliade De religiøse ideers historie) , fra Taoismen (i læren om den højeste uudtrykkelige enhed, tao, hævet over modsætninger som liv/død, godt/ondt), fra hinduismen (læren om den ene sjæl, verdenssjælens enhed og det illusoriske i den individuelle sjæl), fra Plotin (nyplatonikeren der i Enneaderne forsøger at forene klassisk græsk filosofi med kristendommen og hævder 'det uudsigelige Ene' som verdens inderste realitet), fra Spinozas panteisme i Etikken (Ethica ordine geometrico demonstrata), fra nyere men vel mere vulgære værker som Madame de Blavatskys Den hemmelige Lære, fra Martinus' Livets Bog og fra mange andre kilder . Grundtanken synes at være den, at 'alt er Gud'. Men ...

Ifølge de gammeltestamentlige profeter er historien en åbenbaring af Gud (teofani): Det går israelitterne godt, når de adlyder og tilbeder Jahve, og skidt når de vender sig mod andre guder (fx Ba' al) eller iblander deres tro og gudsdyrkelse ka' ananæiske elementer (synkretisme; jf Det gamle Testamente og Mircea Eliade, De religiøse ideers historie 1-4 ). Ifølge tanken om intelligent design, åbenbarer Gud sig, eller vi finder beviser for Guds eksistens, i naturen og den tilsyneladende altomfattende formålsbestemmelse (teleologi) vi kan iagttage. Naturvidenskaben kan modsige denne tanke ved at hævde, at selektion og evolution skaber formålsbestemmelsen, idet kun de bedst egnede overlever og forplanter sig. Formålet er at overleve og sprede sine gener og derfor skabes formålsbestemmelsen - de bedste anlæg og de mest levedygtige individer - ved den overordnede evolution: Der er et formål (telos) med at vi har tænder, at fugle har vinger, at myrer organiserer sig i modstandsd...

Indenfor alle områder af den menneskelige kultur kan den intuitive-inspiratoriske metode, som bliver beskrevet indgående i Vandrer mod Lyset, anvendes med stort udbytte og til almindelig berigelse af kulturen. Ikke bare indenfor det religiøse område, men også i filosofi, videnskab, kunst, teknologi, politik og flere andre områder vil denne metode kunne yde bidrag, som langt overgår hvad vi ellers kender af kulturprodukter. For en nærmere beskrivelse af metoden, som ikke er at sammenligne med den såkaldte kanalisering, må henvises til det nævnte værk; Kort kan det siges her, at metoden består i fx i tankerne at formulere et spørgsmål eller et kunstnerisk, videnskabeligt, filosofisk osv problem, man ønsker oplyst og forklaret med oversanselig bistand eller søger hjælp til i den hensigt at hjælpe eller berige kulturen og sine medmennesker, og derefter lade spørgsmålet eller problemet hvile en tid, hvorved de oversanselige intelligenser får mulighed for at give det efterspurgte; ...

Guds veje er mange og de er uransagelige  Nogle mener at tro fører til Gud. Andre mener at viden og indsigt er vejen til Gud og lykken. Andre igen mener at askese og selvfornægtelse er vejen. Men lad os ikke skændes om veje. Den der vandrer sin vej i tro og håb vil finde målet. Nogle mener at kærlighedens veje fører til kærlighedens Gud. Men lad os ikke skændes om veje og skænde og brænde hinanden fordi vores veje er forskellige. Lad os ikke ødelægge vores ånd med had og uforsonlighed og forfølgelse. Lad os vandre i fred og række hånden ud og ønske på gensyn i Paradis!

Ikke på tro men på kærlighed eller mangel på kærlighed skal vi frikendes eller dømmes Gud er kærlighedens kildes udspring, kærligheden er visdommens kilde. For at finde kildens udspring må man gå mod strømmen. Når vi på den måde bevæger os mod udspringet, skyller kildens vand smudset bort og renser sjælen. Ved kildens udspring står vi rensede, kun iklædt kærlighedens dragt, med sluttet ånd. Således vinder vi - under renselsens smerte - kærlighedens krone, og den byrde vi bærer undervejs - smudset som vi afklædes og afskylles af kildens levende strøm - den byrde bliver kærlighedens vægt og fylde. Og således bliver renselsens smerte kærlighedens og livets og salighedens pris. Det drejer sig mindre om hvor højt kronen og grenene synligt rækker, og mere om hvor dybt roden skjult har fat. Den dybeste rod sætter den smukkeste blomst. Hvad vejer tungest på vægtskålene? På tro vil mennesker dømme, på kærlighed vil Gud frikende!

Både den radikale empirisme (Hume; Locke) og den absolutte idealisme (Kant; Hegel) havner tilsyneladende i umulige filosofiske positioner. Empirismen - som den er formuleret af Hume (A treatise of human nature)  - fordi den ikke - som tidligere skrevet - kan stå for en epistemologisk test af sig selv (vi har ikke noget sanseindtryk af at al erkendelse stammer fra sanseindtryk) og idealismen - som den er formuleret af Kant (Kritik der reinen Vernunft)  - fordi analysen havner i den umulige position, at ren a priori erkendelse ikke kan overskride enhver mulig erfaring; altså en erfaringsuafhængig erkendelse der ikke kan overskride enhver mulig erfaring. Måske skyldes disse epistemologiske blindgyder indtagelse af det ekstreme standpunkt: Enten, hævdes det, skyldes al erkendelse erfaringen eller sansningen, eller al erkendelse er uafhængig af sansningen eller erfaringen og er rent intellektuel eller skyldes den rene fornuft. Vi kan se en mulig løsning i en mellempositio...

I tilknytning til det jeg skrev i indlægget Kærligheden er visdommens kilde vil jeg sige: At en del filosofiske og religiøse traditioner opstiller et ideal for os mennesker; For eksempel Buddhismens lære om Nirvana eller de mere kulørte teorier om Kundalini. Man kan selvfølgelig opfatte disse idealer på forskellig måde, men jeg tror at man let kommer til at tænke eller føle, at livet først rigtig begynder når man har nået idealet eller en eller anden form for perfektion. Her overfor er læren om kærlighedens evige vej til visdom efter min mening mere virkelighedsnær og livsbekræftende, idet målet her ikke ligger engang ude i en fjern fremtid, men en vej som de fleste mennesker allerede går i og med at de fleste elsker (deres børn, venner, partner, familie osv). Derudover kan vi også sige, at der intet endemål er på kærlighedens vej, for vi bliver aldrig færdige med at styrke vores kærlighed og vi kan elske stadig dybere og mere inderligt. Derfor er kærlighedens vej ikke en v...

Sært, som års og årtiers gamle storme stadig sender bølger mod stranden. Engang troede jeg at kvinder ville have en konge. Så jeg ville være konge og blev derfor en nar. Jeg vil stadig være konge. Jeg er gift og elsket men leder stadig efter kærligheden. Eller bare noget spændende. Min krop vil stadig i byen og møde den eneste ene, som sidder derhjemme og tænker på, hvornår jeg mon kommer. Jeg er som Hesses Camenzind, der i en moden alder tænker, at han ligeså godt kan lægge sig ud på engen og udklække drengedrømme. Men også jeg ser i Gud, Det ubedragelige Spejl. Dette.

Det kærligheden - og med den visdommen - koster os, er dens værdi I flere værker af Platon efterspørger han hvordan vi mennesker bliver gode og vise; og han ender i Epinomis med en lidt tvivlsom metode: Først og fremmest bliver vi vise gennem viden om tallene (Selve dialogen Epinomis' ægthed er omstridt). Måske er sandheden langt enklere: Vi bliver gode og skønne og vise gennem kærlighed, ved at elske, gennem den helt almindelige kærlighed mellem mennesker . Kærlighed er det godes essens og derfor vejen til åndelig skønhed, godhed og visdom. Og denne vej - kærlighedens vej til visdom - er evig og aldrig afsluttet. Heldigvis! Måske behøver vi ikke sindrig videnskab, indviklede meditationsteknikker, vanskeligt tilgængelig filosofi, årelang uddannelse og gudsfrygt for at finde og udtrykke vejen til menneskelig godhed og skønhed og visdom - Men kun det helt enkle som ethvert barn kan forstå.

Sådan kan man forstå Jesu ord i Luk. 6, 27-42. Jesus siger ordret: 'Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer...tilgiv, så skal I få tilgivelse...osv'. Vi må altså søge at tilgive andre når de gør os ondt i stedet for at tage hævn. Hvorfor? Fordi hvis vi søger hævn, bliver vi som dem, der gjorde os ondt. Vi gør os måske skyldige i en tilsvarende ond handling og dermed fordobler vi det onde i verden. En ond handling bliver til to ved hævn. Hvis vi derimod søger at tilgive, højner vi vores ånd og fjerner det onde fra verden. Mennesker der før var fjender bliver venner. Og dermed undgår vi de yderligere onde og fremtidige gerninger, der kan følge af et indgroet fjendskab og had, og sætter venskab og kærlighed i stedet. Ved hævn ikke alene fordobles det onde således men mangedobles, mens tilgivelse baner vej for kærlighed og dens gerninger. Dette er også rationalet bag Vandrer mod Lysets indtrængende opfordring til og bøn om at tilgive den dybest faldne, Sat...

Gud er Lysets og kærlighedens og Livets Almagt og Herre; og Han er derudover et uendelig mildt Væsen Denne opfattelse har jeg dels fra Vandrer mod Lyset , dels fra personlige åbenbaringer. Derfor kan vi opstille følgende metode til reformation af alle verdens religioner, for eksempel jødedommen, alle typer kristendom og alle islamiske traditioner: At filtrere alle religioner og deres tekster, traditioner og praksis gennem dette billede af Gud. Hvis vi gør det, vil det være klart: At al forfølgelse af anderledes troende og tænkende - også af dem der ikke tror - er af det onde og ikke er i samklang med den sande Gud. At al dødsstraf, alle krige, al vold og al fordømmelse og intolerance i Guds navn ligeledes er af det onde og må ophøre. Hvis disse tanker engang vinder hævd blandt mange, må vi forstå, at de der ikke vil anerkende dette gudsbillede som sandhed og lægge det til grund for deres livsførelse, har ret til frit og uden sanktioner og forfølgelse at tro - eller ikke t...