Det lys vi opfordres til at vandre mod i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset, kan virke abstrakt og diffust; for hvad er lys?
Men det er ikke anderledes end at Lyset er kærligheden. Til det vil jeg sige:
Vandringen mod Lyset er ikke en vandring mod et mål udenfor os, men derimod en vandring indad, idet vi må søge at gøre os selv mere kærlige, tilgivende, milde.
Vandringens mål ligger altså indeni os, ikke uden for os, ultimativt i foreningen ved kærlighed af vores tanke og vilje så vi bliver upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed ('Spørgsmål og Svar II' no 64).
Vi ved fra Vandrer mod Lyset at Gud ikke øver tvang mod nogen, for kun det lys og den kærlighed vi selv kæmper os til, er vores.
Et lys og en kærlighed vi blev tvunget til at antage eller udøve, ville ikke være vores og den ville være uden værdi. Hvis andre tog skridtene for os, ville vi ikke selv blive stærkere.
Derfor må enhver ved vandringen selv - og i frihed - søge at berige og forædle sin ånd.
Andre kan pege på veje til målet, men vejen må vi selv gå. Det er som hvis vi i en fremmed by spørger om vej til rådhuset:
En lokal kan pege på et kort og sige: 'Der ligger det'; men det er ikke gjort med at få vejen udpeget på et kort hvis vi vil besøge og finde rådhuset; vi må selv gå derhen.
Vejen til det indre mål, kærligheden, vandres i frihed; ingen tvinger os til at vandre den og ingen bør tvinge sin næste.
Hovedloven vi vandrer under er karmaloven, hvis vi ved den forstår, at vi - på godt og ondt - høster hvad vi sår.
Og engang vil alle forstå, at den der sår godt, høster godt, og den der sår ondt, høster ondt.
Og dermed vil alle engang forenes i kærlighed - den kærlighed der gror frem i det indre og trives i frihed.
Vejen er indeni os, ikke udenfor os.
Men det er ikke anderledes end at Lyset er kærligheden. Til det vil jeg sige:
Vandringen mod Lyset er ikke en vandring mod et mål udenfor os, men derimod en vandring indad, idet vi må søge at gøre os selv mere kærlige, tilgivende, milde.
Vandringens mål ligger altså indeni os, ikke uden for os, ultimativt i foreningen ved kærlighed af vores tanke og vilje så vi bliver upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed ('Spørgsmål og Svar II' no 64).
Vi ved fra Vandrer mod Lyset at Gud ikke øver tvang mod nogen, for kun det lys og den kærlighed vi selv kæmper os til, er vores.
Et lys og en kærlighed vi blev tvunget til at antage eller udøve, ville ikke være vores og den ville være uden værdi. Hvis andre tog skridtene for os, ville vi ikke selv blive stærkere.
Derfor må enhver ved vandringen selv - og i frihed - søge at berige og forædle sin ånd.
Andre kan pege på veje til målet, men vejen må vi selv gå. Det er som hvis vi i en fremmed by spørger om vej til rådhuset:
En lokal kan pege på et kort og sige: 'Der ligger det'; men det er ikke gjort med at få vejen udpeget på et kort hvis vi vil besøge og finde rådhuset; vi må selv gå derhen.
Vejen til det indre mål, kærligheden, vandres i frihed; ingen tvinger os til at vandre den og ingen bør tvinge sin næste.
Hovedloven vi vandrer under er karmaloven, hvis vi ved den forstår, at vi - på godt og ondt - høster hvad vi sår.
Og engang vil alle forstå, at den der sår godt, høster godt, og den der sår ondt, høster ondt.
Og dermed vil alle engang forenes i kærlighed - den kærlighed der gror frem i det indre og trives i frihed.
Vejen er indeni os, ikke udenfor os.
Kommentarer
Send en kommentar