Gå videre til hovedindholdet

Den indre vej

Det lys vi opfordres til at vandre mod i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset, kan virke abstrakt og diffust; for hvad er lys?

Men det er ikke anderledes end at Lyset er kærligheden. Til det vil jeg sige:

Vandringen mod Lyset er ikke en vandring mod et mål udenfor os, men derimod en vandring indad, idet vi må søge at gøre os selv mere kærlige, tilgivende, milde.

Vandringens mål ligger altså indeni os, ikke uden for os, ultimativt i foreningen ved kærlighed af vores tanke og vilje så vi bliver upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed ('Spørgsmål og Svar II' no 64).

Vi ved fra Vandrer mod Lyset at Gud ikke øver tvang mod nogen, for kun det lys og den kærlighed vi selv kæmper os til, er vores.

Et lys og en kærlighed vi blev tvunget til at antage eller udøve, ville ikke være vores og den ville være uden værdi. Hvis andre tog skridtene for os, ville vi ikke selv blive stærkere. 

Derfor må enhver ved vandringen selv - og i frihed - søge at berige og forædle sin ånd.

Andre kan pege på veje til målet, men vejen må vi selv gå. Det er som hvis vi i en fremmed by spørger om vej til rådhuset:

En lokal kan pege på et kort og sige: 'Der ligger det'; men det er ikke gjort med at få vejen udpeget på et kort hvis vi vil besøge og finde rådhuset; vi må selv gå derhen.

Vejen til det indre mål, kærligheden, vandres i frihed; ingen tvinger os til at vandre den og ingen bør tvinge sin næste.

Hovedloven vi vandrer under er karmaloven, hvis vi ved den forstår, at vi - på godt og ondt - høster hvad vi sår.

Og engang vil alle forstå, at den der sår godt, høster godt, og den der sår ondt, høster ondt.

Og dermed vil alle engang forenes i kærlighed - den kærlighed der gror frem i det indre og trives i frihed.

Vejen er indeni os, ikke udenfor os.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...