En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.
Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?
Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:
Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.
Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.
Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstaterne - tage lang tid at realisere. En Verdensstat vil ikke fødes i morgen, men rationalet og behovet kan tænkes og formuleres i dag:
Gennem en frivillig og demokratisk magt- og suverænitetsafgivelse fra nationalstaterne (ulig nationalstaterne der ofte fødtes og samledes i vold og blod) at opnå fred, velstand og globale løsninger på globale problemer:
Klimaforandringer, fattigdom, global kriminalitet og terror, risikoen for en global og fatal krig med masseødelæggelsesvåben, forurening osv.
Så rationalet og behovet er klart. Og det vil måske engang være lige så naturligt at leve og føle sig hjemme i en Verdensstat som det i dag er naturligt at høre hjemme og have rod i en nationalstat.
Det vigtige er dog at acceptere at det vil tage sin tid at realisere og at udviklingen bliver rolig, fredelig og et udtryk for folkeslagenes og nationernes frie vilje ud fra et virkeligt behov og en klar tanke.
At en egentlig og eventuel Verdensstat bør dannes frivilligt og demokratisk og uden skjulte dagsordner og uden at skjule intensionen og målet er meget vigtigt af hensyn til bæredygtigheden og varigheden af en sådan stat.
Historien er fuld af eksempler (Det persiske storrige, Romerriget, Byzans og mange andre) på at riger og imperier der fødes i krig og vold under en stærk hersker og erobrer, og provinser eller mindre riger der tvinges ind i imperiet, går sin opløsning i møde ved imperatorens død, fx gennem arvefølgekrige, indre modstand og reaktion mod tvangens snærende bånd osv.
Frivilligheden og det fuldt oplyste grundlag, hvor intet stikkes under stolen, er efter min opfattelse så vigtigt, at hvis det ikke kan tilvejebringes, bør Verdensstaten ikke oprettes.
En Verdensstat kan hente inspiration og lære fra motivet bag og dannelsen og udviklingen af EU. Som EU bør dannelsen ske frivilligt, men - som en lære - uden skjulte dagsordner hvilket - retfærdigt eller uretfærdigt - tilskrives EU. Og som EU kan en Verdensstat gennem frivillig tilslutning og politisk og økonomisk samarbejde skabe fred og velstand for medlemsstaterne - i Verdensstatens tilfælde ideelt set alle nuværende nationalstater.
Derfor er det det 21. Århundredes vigtigste mål for den politiske tænkning at klargøre rationalet og behovet for en udvikling, der med parallel i nationalstaternes fødsel, i en senere virkelig politik og realitet kan samle den splittede verden på et frit og oplyst grundlag og gøre os materielt og mentalt rigere i en mere fredelig verden.
Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?
Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:
Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.
Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.
Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstaterne - tage lang tid at realisere. En Verdensstat vil ikke fødes i morgen, men rationalet og behovet kan tænkes og formuleres i dag:
Gennem en frivillig og demokratisk magt- og suverænitetsafgivelse fra nationalstaterne (ulig nationalstaterne der ofte fødtes og samledes i vold og blod) at opnå fred, velstand og globale løsninger på globale problemer:
Klimaforandringer, fattigdom, global kriminalitet og terror, risikoen for en global og fatal krig med masseødelæggelsesvåben, forurening osv.
Så rationalet og behovet er klart. Og det vil måske engang være lige så naturligt at leve og føle sig hjemme i en Verdensstat som det i dag er naturligt at høre hjemme og have rod i en nationalstat.
Det vigtige er dog at acceptere at det vil tage sin tid at realisere og at udviklingen bliver rolig, fredelig og et udtryk for folkeslagenes og nationernes frie vilje ud fra et virkeligt behov og en klar tanke.
At en egentlig og eventuel Verdensstat bør dannes frivilligt og demokratisk og uden skjulte dagsordner og uden at skjule intensionen og målet er meget vigtigt af hensyn til bæredygtigheden og varigheden af en sådan stat.
Historien er fuld af eksempler (Det persiske storrige, Romerriget, Byzans og mange andre) på at riger og imperier der fødes i krig og vold under en stærk hersker og erobrer, og provinser eller mindre riger der tvinges ind i imperiet, går sin opløsning i møde ved imperatorens død, fx gennem arvefølgekrige, indre modstand og reaktion mod tvangens snærende bånd osv.
Frivilligheden og det fuldt oplyste grundlag, hvor intet stikkes under stolen, er efter min opfattelse så vigtigt, at hvis det ikke kan tilvejebringes, bør Verdensstaten ikke oprettes.
En Verdensstat kan hente inspiration og lære fra motivet bag og dannelsen og udviklingen af EU. Som EU bør dannelsen ske frivilligt, men - som en lære - uden skjulte dagsordner hvilket - retfærdigt eller uretfærdigt - tilskrives EU. Og som EU kan en Verdensstat gennem frivillig tilslutning og politisk og økonomisk samarbejde skabe fred og velstand for medlemsstaterne - i Verdensstatens tilfælde ideelt set alle nuværende nationalstater.
Derfor er det det 21. Århundredes vigtigste mål for den politiske tænkning at klargøre rationalet og behovet for en udvikling, der med parallel i nationalstaternes fødsel, i en senere virkelig politik og realitet kan samle den splittede verden på et frit og oplyst grundlag og gøre os materielt og mentalt rigere i en mere fredelig verden.
Kommentarer
Send en kommentar