Sandheden kan ethvert barn forstå, løgnen kan end ikke 1000 vise udrede på 1000 år
Et forsøg på bestemmelse af hvad kristendom er:
Himmeriget er kommet nær (Matt. 3, 2; 4, 17; 10, 7-8)
Ved Kristus er dette sket, hævder kristendommen. Kristus er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (dvs den gamle pagt (Det gamle Testamente) fornyer og opfylder han). (Matt. 5, 17-18; med Pauli variant i Rom. 3, 31 og Lukas 16, 17).
Om loven og profeterne siger Kristus, at de er udtrykt ved Den gyldne Regel (Matt. 7, 12; 'Gør mod andre hvad du vil andre skal gøre mod dig') og at de hviler på budet om kærlighed til Gud og næsten (Matt. 22, 37-40).
Ligesom Gud ved skabelsen indblæste Adam livsånde, således indblæser Helligånden ved Kristus tro til evigt liv efter syndefaldet og den deraf følgende synd og død ved lovens opfyldelse og den nye pagt (frelse ved tro; Paulus, fx Rom. 10, 4, og senere Luther).
Mennesket frelses ikke ved gerninger, men ved den tro, der føder gode gerninger.
Alt dette sker ved Kristi (Guds) inkarnation, sonoffer og opstandelse og herom taler Kristus i billeder (lignelser) til almindelige mennesker; kun til apostlene taler han lige ud (Matt. 13, 11-12). Skriften (Bibelen) er således et billede for os almindelige mennesker; først når vi omvendes ved tro til evigt liv, forvandles skriften fra billede til virkelighed.
Hvis dette er kristendom, er kristendommen da sand?
Sandheden er at Gud, den altbeherskende Herre og Magt, den alkærlige og milde Lysets Gud og Far, er højt højt hævet over sådanne tvivlsomme tankebygninger og trossystemer.
Gud har ikke brug for noget sonoffer, 'Helligånden' eksisterer ikke, og selvfølgelig lader den Almægtige sig ikke korsfæste og Han inkarnerer ikke. Alle disse forestillinger er spot mod den Ene Gud.
Lad den Ene Lysets Guds billede, den Gud der har åbenbaret sig for mig og som kan åbenbare sig for enhver i tryghed og fred, den samme Gud som træder os i møde i værket Vandrer mod Lyset, lad Hans billede gennemlyse disse og andre tvivlsomme forestillinger om og fortolkninger af det evige;
Og alt tvivlsomt vil falde og blive til intet. Det er ikke 'frygteligt at falde i den levende Guds hænder', men saligt at hvile i Hans Hånd og under Hans omsorg og Værn.
Når Kristus er citeret for at sige, at loven og profeterne hviler på Den gyldne Regel og på budet om kærlighed til Gud og næsten, så er dette ikke hvad der er, men hvad der burde være tilfældet.
Den gammeltestamentlige Jahve udrydder i flere tilfælde mennesker og den nystestamentlige Gud fordømmer alle dem, der ikke tror. Denne 'gud' dræber og fordømmer.
Således står denne 'gud' under det etiske niveau Han kræver af mennesker og derfor hviler loven og profeterne ikke på de nævnte tanker. Og hvis de alligevel gør - ved et eller andet sindrigt argument - så kan bibelens 'gud' ikke selv leve op til det.
Kristendommen er en vildvej, et vildnis som ikke lader sig udrede, men må kasseres i sin helhed.
Det eneste der eventuelt bliver tilbage er 3. Mos. 19, 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'.
Men det er måske for enkelt til at bygge en kirke på? Måske lider det af den alvorlige fejl at alle kan forstå det, og man derfor ikke behøver præster og helgener som fortolkere og formidlere mellem mennesker og Gud, og derfor hverken har brug for synagoger, kirker eller moskéer.
Dog; tro ikke på disse ord fordi jeg siger det, men tro det hvis din Gud siger at det er sandt.
Et forsøg på bestemmelse af hvad kristendom er:
Himmeriget er kommet nær (Matt. 3, 2; 4, 17; 10, 7-8)
Ved Kristus er dette sket, hævder kristendommen. Kristus er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (dvs den gamle pagt (Det gamle Testamente) fornyer og opfylder han). (Matt. 5, 17-18; med Pauli variant i Rom. 3, 31 og Lukas 16, 17).
Om loven og profeterne siger Kristus, at de er udtrykt ved Den gyldne Regel (Matt. 7, 12; 'Gør mod andre hvad du vil andre skal gøre mod dig') og at de hviler på budet om kærlighed til Gud og næsten (Matt. 22, 37-40).
Ligesom Gud ved skabelsen indblæste Adam livsånde, således indblæser Helligånden ved Kristus tro til evigt liv efter syndefaldet og den deraf følgende synd og død ved lovens opfyldelse og den nye pagt (frelse ved tro; Paulus, fx Rom. 10, 4, og senere Luther).
Mennesket frelses ikke ved gerninger, men ved den tro, der føder gode gerninger.
Alt dette sker ved Kristi (Guds) inkarnation, sonoffer og opstandelse og herom taler Kristus i billeder (lignelser) til almindelige mennesker; kun til apostlene taler han lige ud (Matt. 13, 11-12). Skriften (Bibelen) er således et billede for os almindelige mennesker; først når vi omvendes ved tro til evigt liv, forvandles skriften fra billede til virkelighed.
Hvis dette er kristendom, er kristendommen da sand?
Sandheden er at Gud, den altbeherskende Herre og Magt, den alkærlige og milde Lysets Gud og Far, er højt højt hævet over sådanne tvivlsomme tankebygninger og trossystemer.
Gud har ikke brug for noget sonoffer, 'Helligånden' eksisterer ikke, og selvfølgelig lader den Almægtige sig ikke korsfæste og Han inkarnerer ikke. Alle disse forestillinger er spot mod den Ene Gud.
Lad den Ene Lysets Guds billede, den Gud der har åbenbaret sig for mig og som kan åbenbare sig for enhver i tryghed og fred, den samme Gud som træder os i møde i værket Vandrer mod Lyset, lad Hans billede gennemlyse disse og andre tvivlsomme forestillinger om og fortolkninger af det evige;
Og alt tvivlsomt vil falde og blive til intet. Det er ikke 'frygteligt at falde i den levende Guds hænder', men saligt at hvile i Hans Hånd og under Hans omsorg og Værn.
Når Kristus er citeret for at sige, at loven og profeterne hviler på Den gyldne Regel og på budet om kærlighed til Gud og næsten, så er dette ikke hvad der er, men hvad der burde være tilfældet.
Den gammeltestamentlige Jahve udrydder i flere tilfælde mennesker og den nystestamentlige Gud fordømmer alle dem, der ikke tror. Denne 'gud' dræber og fordømmer.
Således står denne 'gud' under det etiske niveau Han kræver af mennesker og derfor hviler loven og profeterne ikke på de nævnte tanker. Og hvis de alligevel gør - ved et eller andet sindrigt argument - så kan bibelens 'gud' ikke selv leve op til det.
Kristendommen er en vildvej, et vildnis som ikke lader sig udrede, men må kasseres i sin helhed.
Det eneste der eventuelt bliver tilbage er 3. Mos. 19, 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'.
Men det er måske for enkelt til at bygge en kirke på? Måske lider det af den alvorlige fejl at alle kan forstå det, og man derfor ikke behøver præster og helgener som fortolkere og formidlere mellem mennesker og Gud, og derfor hverken har brug for synagoger, kirker eller moskéer.
Dog; tro ikke på disse ord fordi jeg siger det, men tro det hvis din Gud siger at det er sandt.
Kommentarer
Send en kommentar