Carsten Ploug Olsen

Det jeg indtil videre har erkendt og beskrevet om gengældelsesloven er, at loven ikke er Guds straf men opdragelse, at gengældelsen er personlig og derudover en væsentlig drivkraft for menneskehedens vandring mod lyset (se eventuelt tidligere indlæg). Et andet aspekt er, at Gud ikke i henhold til gengældelsesloven aktivt fremkalder de lidelser vi hjemfalder til ved denne lov. Men i den jordiske verden hjemsøges vi af mange forskellige, nogle gange tilfældige, ulykker og lidelser. Og når vi er ude for noget der giver os lidelser, uden at være planlagt, så udligner Gud ved loven noget af vores karma. Gengældelsen og lidelsen er ikke noget Gud aktivt fremkalder. Det er mørket og ikke Gud der skaber lidelsen, og Han udnytter dette mørke i lysets tjeneste ved den nævnte udligning i det karmiske regnskab. Det mørke der giver os lidelser er det samme mørke vi aktiverede (egentlig: polariserede), da vi gjorde andre ondt, og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi bragte ...

Sandheden kan ethvert barn forstå, løgnen kan end ikke 1000 vise udrede på 1000 år Et forsøg på bestemmelse af hvad kristendom er: Himmeriget er kommet nær (Matt. 3, 2; 4, 17; 10, 7-8) Ved Kristus er dette sket, hævder kristendommen. Kristus er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (dvs den gamle pagt (Det gamle Testamente) fornyer og opfylder han). (Matt. 5, 17-18; med Pauli variant i Rom. 3, 31 og Lukas 16, 17). Om loven og profeterne siger Kristus, at de er udtrykt ved Den gyldne Regel (Matt. 7, 12; 'Gør mod andre hvad du vil andre skal gøre mod dig') og at de hviler på budet om kærlighed til Gud og næsten (Matt. 22, 37-40). Ligesom Gud ved skabelsen indblæste Adam livsånde, således indblæser Helligånden ved Kristus tro til evigt liv efter syndefaldet og den deraf følgende synd og død ved lovens opfyldelse og den nye pagt (frelse ved tro; Paulus, fx Rom. 10, 4, og senere Luther). Mennesket frelses ikke ved gerninger, men ved den ...

Dengang universet endnu var ungt, greb jætterne uretmæssigt ud efter den Krone, der kun tilkommer En. Ekkoer af den begivenhed findes i mange folkeslags sagn og fortællinger; Myten om Adam og Eva og slangen, der forledte dem; Myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og mange andre myter og sagn. Idet jætterne greb ud efter Kronen, forsvandt grunden under dem, og de hvirvlede i afgrunden og Yggdrasil visnede. Efter flugten til Midgård greb de ofte igen efter magten - og misbrugte den når de fik den. Ofte har mennesker troet, at det gjaldt om at knuse og tilintetgøre jætterne. Men sandheden er, at det fra tidernes morgen har været asernes første og vigtigste opgave; ikke at knuse dem men at vinde dem tilbage fra den afgrund de alle styrtede i. Den første betingelse for at kunne hjælpe jætterne var at forstå dem. Og for at vinde denne forståelse måtte aserne for en tid dele deres liv og vilkår, og derved lære det ondes frygtelige knuen af sindet at kende, d...

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden. Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det? Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel: Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv. Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag. Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nati...

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod der får dybere og dybere fat Lige så høj tinden vi søger er, lige så dybt skal lyset finde rod: Et træ uden rod er skrøbeligt og falder ved første vindpust: Jo højere et træ skal række sin krone mod himlen, jo dybere rod er nødvendig. Derfor er en opstigen også en nedstigen; ikke i et hovedkulds fald, men forsigtigt og for at tænde lys i mørket. Tinderne vil fortsat komme. Og derfor og sådan, ved den dybere og dybere rod, vokser vi evigt.

Den gamle kvinde står ved det oprørte hav. Solen synker stille som en guldmønt eller et liv eller et hjerte der lægges i en kiste. Eller som en gud der langsomt lukker sit flammende blik i sorg. De krappe skyggesvøbte bølger rejser sig som hendes tanker mod himlen i trods og trusler. Hun har ingen ro. Hun er halvt vanvittig af sorg. Havet tog først hendes mand. Så to sønner. Sandet pisker mod hendes ansigt som tusind nåle kastet af deres skygger. Tag også mig! Tanken er ny som den endnu ufødte dag, den hun nægter at se, og gammel som sorgens kræft. Tung som hendes fødder som hun prøver at tvinge til at bære sig hjem til hytten bag klitterne. Forgæves. Stille synker Solen som et hjerte der langsomt drukner og slukkes og forsvinder. Med det skal hun leve, endnu en tid skal det pumpe blod rundt i kroppen og give hende liv. Hun husker hvordan det var. Hvordan hun sad ved danserestauranten og tog sin første snaps og luften der begyndte at vibrere af små kys og tusind usy...

dybt i mørket dit brysts grønne æble dit skøds glas på stilk fyldt med en mørk væske jeg drukner min sorg knuser glasset mod den lukkede himmels sten

Den unge kvinde går gennem skoven en månelys og lun sommernat. Fra vældige rødder skyder bøgestammer deres kroner mod himlen som hænder foldet i bøn. Kvinden standser idet hun synes at høre en lyd. Hun ved ikke hvor den kommer fra. I underskoven pusler det som af småsten der skrider sammen. Måske et egern eller et pindsvin eller en mus. Så er lyden der igen. Det lyder som dæmpet sang af mange stemmer. Hun kommer til søen. Piletræer nejer mod søspejlet og månen ser hun spejlet på den blanke overflade. Den svæver i et dyb af mørke hyldet i stjerner et sted dernede. Hun standser. Lyden er der stadig. Den tager til og dæmpes så igen. En ung mand står i skjul af træer og buske på den anden side søen. Han ser hende - en gylden node - bukke sig ned, hule hænderne om vandets flydende sølv og drikke. Han hører også musikken. Den kommer fra hende, fra ham, fra alle. Gyldne noder svæver i sommernatten blandt høje træer. De falder til ro på netop deres plads i partituret. I e...

Jeg, Simurghen, synger om verdens skabelse og dens fuldendelse. Jeg synger om sorg og glæde; min sorg kender ingen - dyb som tiden - og min glæde, som er over jer, som fornægtedes af jeres skabere og som jeg tog i pleje i min rede. Min sorg gælder dem, glæden jer. Fra verdens kerne til den fjerne horisont; Fra jeres kerne til universets og tidens ende breder jeg mine vinger, at ingen skal falde ud over verdens kant; Vær trygge, ikke I, men det onde er dømt. Hør min stemme, hør min glæde, mennesker, over jer; jeg breder en kreds af hellig urørlighed om jer; Kom, kom, til fred hos mig, jeg længes efter jer, kom, kom nu, hør min stemme synge jeres hjertes navn, hør mig kalde jeres inderste ved navn! Jeg er med jer til dagen der ikke ender oprinder, min sang finder jer og bringer jer ved Lysets bro hjem.