Carsten Ploug Olsen

I en artikel i Quanta Magazine   diskuteres en matematisk opdagelse skabt af Keita Yokoyama og Ludovic Patey angående en mulig forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden. Opdagelsen er centreret omkring Ramseys teori for par og viser angiveligt muligheden af uendelige objekter (talpar). Jeg tænker mig at der kan tænkes en langt enklere forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden, nemlig den der eksisterer mellem et hvilket som helst objekt (en stol, en bil osv) og rummet objekterne findes i. I denne tanke er ethvert objekt endeligt mens det rum objektet er i er uendeligt; eller mere generelt: Stoffet er endeligt (begrænset), mens rummet som stoffet er i er uendeligt (ubegrænset). Det synes rimeligt at betragte rummet som uendeligt i den forstand at der ingen påviselig grænse er for det, og det kan siges at være definitionen på rummet at det netop er ubegrænset, og rimeligt at betragte ethvert legeme (objekt) som begrænset (endeligt)...

Hvis Vandrer mod Lyset og tekstkredsen omkring hovedværket er sandhed, så er der nogle ganske alvorlige implikationer forbundet med lovlig adgang til abort, med aktiv dødshjælp og for mennesker der vælger at tage deres eget liv. Men jeg vil gerne starte dette indlæg med at sige, at jeg forstår de ulykkelige mennesker der lider så meget at døden og selvmord synes at være den eneste udvej. Jeg lider selv af en alvorlig sindslidelse og har gjort det i over 30 år og jeg kender en del til de tanker om at døden måske er en befrielse også hvis man skulle vælge den aktivt selv. Lidelserne kan være så alvorlige og langvarige at man skriger indeni efter lindring og lidelsernes ophør. Og så kan døden af og til virke som den eneste vej og som pårørende til et alvorligt lidende menneske kan man i afmagt og trang til at hjælpe, at stoppe lidelserne, komme til at se i samme retning som det menneske, der skriger på udfrielse: Døden. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg er sikker på, at mennes...

Som bekendt hævder kristendommen at Gud blev menneske i Jesus Kristus, gav os en etisk og religiøs lære, satte et eksempel til efterfølgelse og lod sig korsfæste og opstod fra de døde for at besejre døden og give frelse til alle der tror. Hvordan skal man nu forholde sig til en sådan lære? For en kristen tænker som Kierkegaard er kristendommen en paradoks lære med vægten ( fx i Frygt og bæven ) på det absurde i at det evige (Gud) kom ind i det timelige (Jorden). Så vidt jeg kan se argumenterer Kierkegaard ikke nogen steder for kristendommens sandhed men forudsætter den som givet. Og hvis han har ret i kristendommens paradoksale natur ville det også være umuligt og latterligt med logik at ville bevise det ulogiske  (paradoksale, absurde). Kristendommen lader sig ikke - som al religion - bevise eller modbevise. I den udstrækning fx kristendommen taler til os, rører noget i os og v...

I en hvis forstand lader bibelen - uagtet den omhandler virkelige personer og handlinger - sig betragte som en myte idet man følger Kierkegaards myteforståelse - at myten lader det der er indvortes foregå i det udvortes; dvs gennemspille en handling i det ydre som i virkeligheden primært har en indre basis og realitet. Den mytiske - altså indre - realitet som bibelen gennemspiller kan siges at være det Grundtvig beskrev som kristendommens essens eller grundskema: Skabelse - syndefald - frelse og opstandelse. Dette skema påstås i en vis forståelse af kristendommen at gælde for det enkelte menneskes liv på den måde at den mytiske skabelse svarer til det enkelte menneskes fødsel. Syndefaldet svarer til det enkelte menneskes trang til at være sin egen herre overfor Gud (Grundtvig); måske ligefrem at være lig Gud fx i en antropocentrisk livsforståelse i stedet for en teocentrisk  (hvor man forst...