Muhammed

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af Muhammeds liv og virke er korrekt, så ved vi en del om ham udover det der er overleveret i de traditionelle kilder - koranen og hans sædvane (sunna) som det er givet gennem de såkaldte isnader (overleveringskæder) i hadith (beretninger om profetens ord og gerninger);

Vi ved at han var en af de yngste, dvs den gruppe af personligheder som altid har forsøgt at lede os mennesker fremad mod lyset og Gud; vi ved at han tilhørte den gruppe af de yngste - de få, enkelte - som har påtaget sig at bringe nogle af de evige sandheder til mennesker og (tidligere) at befri Satan (Ardor) fra mørket gennem tilgivelse og bøn; og vi ved at han - ligesom Jesus og flere andre - fejlede på dette sidste punkt.

Det fremgår af Vandrer mod Lyset at i ethvert menneskes liv kommer et tidspunkt, en kulmination, hvor det afgøres hvorvidt det enkelte menneske sejrer eller fejler på hovedpunktet i det foreliggende liv.

Og det siges at for de af de yngste, der påtog sig at erindre bønnen for Satan, faldt dette kulminationspunkt i flere tilfælde sammen med at de blev stillet direkte overfor den onde.

Det er normalt at angive den første af Muhammeds åbenbaringer som Sura 96, Levret blod, al-Alaq. Jeg har selv før haft den tanke, at muligvis var Muhammeds første åbenbaringer ægte nok og at de måske var givet før hans kulminationspunkt.

Men hvis Sura 96 var den første så holder denne tanke ikke. For i de første vers af Sura 96 hedder det bla:

"Læs op i din Herres navn, Han, som skabte, som skabte mennesket af levret blod!"

Hvis Vandrer mod Lysets skabelsesberetning derimod er rigtig, så var det ikke Gud som skabte det dødelige, forgængelige menneskelegeme men Satan (Ardor). Derfor kan heller ikke denne Sura være rigtig.

Ser man på hvordan omstændighederne var omkring Muhammeds første og flere af de følgende åbenbaringer (som fx Reza Aslan beskriver det i Kun en Gud) så kan man konstatere, at oplevelserne var meget voldsomme, og at han frygtede, at han var blevet sindssyg.

Dette harmonerer dårligt med de ægte åbenbaringers natur, som er rolige og smukke og giver fred og klarhed.

Men det harmonerer fint med den tanke, at Muhammeds åbenbaringer ikke stammede fra ærkeenglen Gabriel eller Gud men derimod fra Satan som det skete med en del af de andre store religionsstiftere (fx også Zarathustra). Dette kan ses mange steder i koranen, hvor fx de vantros evighedsstraffe udpensles og Gud optræder som en grusom despot.

Denne grusomme "Gud" er ikke en lysets og kærlighedens Almagt - ikke den sande Gud - men et godt billede af den onde som han var da han kæmpede imod os.

Der er dog ingen grund til - hvis dette er rigtigt - at falde over Muhammed (og selvfølgelig heller ikke muslimerne) af den grund, da de kræfter han og fx også Jesus var oppe imod var så ekstreme, at der skulle gå lang tid efter disse tos inkarnationer til det endelig lykkedes de yngste at bryde mørkets magt og vinde Satan tilbage til lyset og Gud (det skete i 1912).

Muhammed var og er en af de allerstørste personligheder, trods hans fejl. Og om ikke andet nåede han at bringe læren om Guds enhed; en præstation som i sig selv er al ære værd.