digt

I

krigen krigen
bombefly bombebælter
lad kun tåberne slås; de er alle ens
de peger på hornene og siger: vi er de hellige, vores er retten!
få er de
fortvivlende få
som er stærke nok til at bære de tungeste våben:
de tomme hænder
håndfladerne vendt fremad i tilgivelse
hænderne vendt mod himlen i tillid og tro
mellem skyttegravene står de
spottede foragtede sindssyge af smerte
og synger

II

genevekonventionen menneskerettighedserklæringen retsstaten
husker du
nu kun en besværlig arv fra forfædrene allerede langt væk
vi søger at omgå det der blev købt med smerte
fædrenes aldrig mere er blevet til nu igen!
tolstoj remarque solsjenitsyn
I viste os krigen og vi gøs
nu fyldes ungdommen igen med de samme fraser
tapperhed gør en forskel tjen dit land
så blodigt I bliver bedraget
hvor langt der er fra de bonede gulve og vinkende flag
til dødsravnene og ligene du vader over på slagmarken
blodet stanken råddet rædslen
bag fraserne denne nøgne sandhed og tragedie:
I bliver ikke mennesker igen:
den der dræber et menneske dræber mennesket i sig selv