Det der meddeles i Vandrer mod Lyset! s. 3-4 (Ardors Beretning) om Guds sejr over mørket og efterfølgende elimination af mørket (som stadig pågår) viser et kosmisk princip.
Mørket må således først besejres, derefter kan man eliminere det helt.
Den måde dette kan ske på, varierer alt efter hvilken type mørke, der er tale om. I Vandrer mod Lyset! skelnes s. 149 mellem det åndelige, astrale og molekylare mørke.
S. 158-159 behandles sejren over og eliminationen af det åndelige mørke. Det siges her, at ved individets sorg over onde tanker (dvs tanker inspireret af mørket) sejrer man over mørket (det åndelige mørke afpolariseres), og ved individets anger over de onde tanker, elimineres dette åndelige mørke fuldstændigt.
Ved det astrale mørke er sagen en lidt anden. Her må det astrale mørke først lokaliseres (ses i øjnene) ved tankens arbejde, hvorefter viljen må træde til for at stoppe den astrale mørkestrøm. Der vil så komme en reaktion fra det astrale mørke, som til sidst, hvis individet står fast, vil kulminere. Står individet også her fast (dvs undlader at handle efter mørkets (automatiske) indskydelser og mønstre), er det astrale mørke besejret.
Eliminationen, tilintetgørelsen, af det astrale mørke følger lidt samme mønster; mørket må da - efter individets sejr over det - ved tanken og viljen - fastholdes, og individet må udholde den lidelse dette indebærer, uden at give efter for det. Det astrale mørke vil da langsomt "brænde ud" ved at individet gennemlever den smerte, mørket altid forårsager.
(Det astrale mørke jeg her taler om, er det, der findes i menneskets astrale genpart i form af legemlige uvaner, mørkeinstinkter osv).
Det molekylare mørke er ligesom det åndelige beskrevet i Vandrer mod Lyset! Det siges således her, at det molekylare mørke afpolariseres ved fx naturkatastrofer, uvejr o. lign., hvorefter det således afpolariserede mørke føres med lysæteren til en sidste lutring (elimination) gennem Guds væsen.
(Se også Vandrer mod Lyset, s. 278-282 angående afpolarisering og elimination af mørket)
Mørket må således først besejres, derefter kan man eliminere det helt.
Den måde dette kan ske på, varierer alt efter hvilken type mørke, der er tale om. I Vandrer mod Lyset! skelnes s. 149 mellem det åndelige, astrale og molekylare mørke.
S. 158-159 behandles sejren over og eliminationen af det åndelige mørke. Det siges her, at ved individets sorg over onde tanker (dvs tanker inspireret af mørket) sejrer man over mørket (det åndelige mørke afpolariseres), og ved individets anger over de onde tanker, elimineres dette åndelige mørke fuldstændigt.
Ved det astrale mørke er sagen en lidt anden. Her må det astrale mørke først lokaliseres (ses i øjnene) ved tankens arbejde, hvorefter viljen må træde til for at stoppe den astrale mørkestrøm. Der vil så komme en reaktion fra det astrale mørke, som til sidst, hvis individet står fast, vil kulminere. Står individet også her fast (dvs undlader at handle efter mørkets (automatiske) indskydelser og mønstre), er det astrale mørke besejret.
Eliminationen, tilintetgørelsen, af det astrale mørke følger lidt samme mønster; mørket må da - efter individets sejr over det - ved tanken og viljen - fastholdes, og individet må udholde den lidelse dette indebærer, uden at give efter for det. Det astrale mørke vil da langsomt "brænde ud" ved at individet gennemlever den smerte, mørket altid forårsager.
(Det astrale mørke jeg her taler om, er det, der findes i menneskets astrale genpart i form af legemlige uvaner, mørkeinstinkter osv).
Det molekylare mørke er ligesom det åndelige beskrevet i Vandrer mod Lyset! Det siges således her, at det molekylare mørke afpolariseres ved fx naturkatastrofer, uvejr o. lign., hvorefter det således afpolariserede mørke føres med lysæteren til en sidste lutring (elimination) gennem Guds væsen.
(Se også Vandrer mod Lyset, s. 278-282 angående afpolarisering og elimination af mørket)
Kommentarer
Send en kommentar