Gå videre til hovedindholdet

Kristus-bedraget

Der er blandt mennesker ganske mange forskellige opfattelser af, hvem og hvad Kristus er. Mange af disse opfattelser og forestillinger bygger imidlertid på misforståelser og løgne.

Først er der den rent institutionelle fejlopfattelse repræsenteret ved den kristne kirkes (alle retninger indenfor kristenheden medregnet; sekter, institutioner osv) fundament, forsoningslæren. Denne lære vil jeg ikke ofre mange ord her, da forsoningslæren klart og myndigt er gendrevet af ophavsmanden selv, Saul fra Tarsus, eller Paulus i værket, "Forsoningslæren og genvejen" (gratis tilgængelig på Vandrer mod Lysets hjemmeside eller bogen kan købes hos forlaget.)

Derimod vil jeg her nævne de misforståelser som mange nyere kristne retninger bygger på, det personlige "møde" med Kristus. Der er ingen tvivl om, at mange føler sig trøstede og styrkede af disse personlige "møder" - men - det er mit indtryk, også ud fra selverfaring, at mange af disse "møder" har deres basis et helt andet sted, end man umiddelbart tror - nemlig i æteroptegnelserne skabt af den Ældste, Ardor eller Satan mens han endnu var mørkets tjener og øverste repræsentant.

Disse energimæssige realiteter, disse bedrag kan føles ægte og magtfulde - men - det er dog ligevel bedrag og mørke.

Der er ingen tvivl om, at disse bedrag, disse æteroptegnelser er skabt af den Ældste for at holde så mange som muligt væk fra den ene personlighed, som alene kan slukke menneskets åndelige tørst og bringe virkelig hjælp til menneskeheden - Gud Herren den Almægtige selv.

Således har den Ældste da, mens han endnu kæmpede mod menneskeheden, søgt at bibeholde den ene sande Gud og Fader i skyggen af Kristus - hvorved for det første en mængde mennesker er blevet holdt i mørke og uvidenhed om de sande, de faktiske forhold, har sat deres lid til falske forhåbninger og tragiske løgne, og for det andet har det betydet en ikke ringe lidelse for vores ældre broder, Kristus, den ældste af de Yngste (Se "Vandrer mod Lyset!"), der har skullet bære alle de byrder der fører med at blive tilbedt som en Gud. En byrde som ifølge "Forsoningslæren og genvejen" har været og stadig er tung at bære for alle andre end den sande Gud, som Kristus altså ikke er og aldrig har været.

Kristi sande lederskab bunder i hans aldrig svigtende kærlighed, tålmodighed og udholdenhed og ikke i et blodigt offer (forsoningslæren). Vi bør ikke henvende os til ham som til en Gud, ej heller tilbede ham, men derimod vide, at han er vores ældre broder, der - ved Guds hjælp og øverste lederskab - blandt meget andet har formået at vinde menneskehedens gamle fjende nr 1, den Ældste, Ardor, Satan tilbage til lyset og Gud.

Således bør vi simpelthen elske ham, Kristus, og ikke lytte til de gamle løgne, hvad enten de kommer fra kirken eller fra æteroptegnelsernes tankeindskydelser - og et godt sted at starte med at vise vores kærlighed til ham, vores taknemmelighed, ville være at tage guddomsbyrden fra hans skuldre.

Kristus er vores bror, ikke vores Gud og Fader.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst