Der er blandt mennesker ganske mange forskellige opfattelser af, hvem og hvad Kristus er. Mange af disse opfattelser og forestillinger bygger imidlertid på misforståelser og løgne.
Først er der den rent institutionelle fejlopfattelse repræsenteret ved den kristne kirkes (alle retninger indenfor kristenheden medregnet; sekter, institutioner osv) fundament, forsoningslæren. Denne lære vil jeg ikke ofre mange ord her, da forsoningslæren klart og myndigt er gendrevet af ophavsmanden selv, Saul fra Tarsus, eller Paulus i værket, "Forsoningslæren og genvejen" (gratis tilgængelig på Vandrer mod Lysets hjemmeside eller bogen kan købes hos forlaget.)
Derimod vil jeg her nævne de misforståelser som mange nyere kristne retninger bygger på, det personlige "møde" med Kristus. Der er ingen tvivl om, at mange føler sig trøstede og styrkede af disse personlige "møder" - men - det er mit indtryk, også ud fra selverfaring, at mange af disse "møder" har deres basis et helt andet sted, end man umiddelbart tror - nemlig i æteroptegnelserne skabt af den Ældste, Ardor eller Satan mens han endnu var mørkets tjener og øverste repræsentant.
Disse energimæssige realiteter, disse bedrag kan føles ægte og magtfulde - men - det er dog ligevel bedrag og mørke.
Der er ingen tvivl om, at disse bedrag, disse æteroptegnelser er skabt af den Ældste for at holde så mange som muligt væk fra den ene personlighed, som alene kan slukke menneskets åndelige tørst og bringe virkelig hjælp til menneskeheden - Gud Herren den Almægtige selv.
Således har den Ældste da, mens han endnu kæmpede mod menneskeheden, søgt at bibeholde den ene sande Gud og Fader i skyggen af Kristus - hvorved for det første en mængde mennesker er blevet holdt i mørke og uvidenhed om de sande, de faktiske forhold, har sat deres lid til falske forhåbninger og tragiske løgne, og for det andet har det betydet en ikke ringe lidelse for vores ældre broder, Kristus, den ældste af de Yngste (Se "Vandrer mod Lyset!"), der har skullet bære alle de byrder der fører med at blive tilbedt som en Gud. En byrde som ifølge "Forsoningslæren og genvejen" har været og stadig er tung at bære for alle andre end den sande Gud, som Kristus altså ikke er og aldrig har været.
Kristi sande lederskab bunder i hans aldrig svigtende kærlighed, tålmodighed og udholdenhed og ikke i et blodigt offer (forsoningslæren). Vi bør ikke henvende os til ham som til en Gud, ej heller tilbede ham, men derimod vide, at han er vores ældre broder, der - ved Guds hjælp og øverste lederskab - blandt meget andet har formået at vinde menneskehedens gamle fjende nr 1, den Ældste, Ardor, Satan tilbage til lyset og Gud.
Således bør vi simpelthen elske ham, Kristus, og ikke lytte til de gamle løgne, hvad enten de kommer fra kirken eller fra æteroptegnelsernes tankeindskydelser - og et godt sted at starte med at vise vores kærlighed til ham, vores taknemmelighed, ville være at tage guddomsbyrden fra hans skuldre.
Kristus er vores bror, ikke vores Gud og Fader.
Først er der den rent institutionelle fejlopfattelse repræsenteret ved den kristne kirkes (alle retninger indenfor kristenheden medregnet; sekter, institutioner osv) fundament, forsoningslæren. Denne lære vil jeg ikke ofre mange ord her, da forsoningslæren klart og myndigt er gendrevet af ophavsmanden selv, Saul fra Tarsus, eller Paulus i værket, "Forsoningslæren og genvejen" (gratis tilgængelig på Vandrer mod Lysets hjemmeside eller bogen kan købes hos forlaget.)
Derimod vil jeg her nævne de misforståelser som mange nyere kristne retninger bygger på, det personlige "møde" med Kristus. Der er ingen tvivl om, at mange føler sig trøstede og styrkede af disse personlige "møder" - men - det er mit indtryk, også ud fra selverfaring, at mange af disse "møder" har deres basis et helt andet sted, end man umiddelbart tror - nemlig i æteroptegnelserne skabt af den Ældste, Ardor eller Satan mens han endnu var mørkets tjener og øverste repræsentant.
Disse energimæssige realiteter, disse bedrag kan føles ægte og magtfulde - men - det er dog ligevel bedrag og mørke.
Der er ingen tvivl om, at disse bedrag, disse æteroptegnelser er skabt af den Ældste for at holde så mange som muligt væk fra den ene personlighed, som alene kan slukke menneskets åndelige tørst og bringe virkelig hjælp til menneskeheden - Gud Herren den Almægtige selv.
Således har den Ældste da, mens han endnu kæmpede mod menneskeheden, søgt at bibeholde den ene sande Gud og Fader i skyggen af Kristus - hvorved for det første en mængde mennesker er blevet holdt i mørke og uvidenhed om de sande, de faktiske forhold, har sat deres lid til falske forhåbninger og tragiske løgne, og for det andet har det betydet en ikke ringe lidelse for vores ældre broder, Kristus, den ældste af de Yngste (Se "Vandrer mod Lyset!"), der har skullet bære alle de byrder der fører med at blive tilbedt som en Gud. En byrde som ifølge "Forsoningslæren og genvejen" har været og stadig er tung at bære for alle andre end den sande Gud, som Kristus altså ikke er og aldrig har været.
Kristi sande lederskab bunder i hans aldrig svigtende kærlighed, tålmodighed og udholdenhed og ikke i et blodigt offer (forsoningslæren). Vi bør ikke henvende os til ham som til en Gud, ej heller tilbede ham, men derimod vide, at han er vores ældre broder, der - ved Guds hjælp og øverste lederskab - blandt meget andet har formået at vinde menneskehedens gamle fjende nr 1, den Ældste, Ardor, Satan tilbage til lyset og Gud.
Således bør vi simpelthen elske ham, Kristus, og ikke lytte til de gamle løgne, hvad enten de kommer fra kirken eller fra æteroptegnelsernes tankeindskydelser - og et godt sted at starte med at vise vores kærlighed til ham, vores taknemmelighed, ville være at tage guddomsbyrden fra hans skuldre.
Kristus er vores bror, ikke vores Gud og Fader.
Kommentarer
Send en kommentar